The Project Gutenberg EBook of Det graa hus, by Herman Bang

This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
with this eBook or online at www.gutenberg.org


Title: Det graa hus

Author: Herman Bang

Release Date: July 22, 2004 [EBook #12987]

Language: Danish

Character set encoding: ISO-8859-1

*** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK DET GRAA HUS ***




Produced by Steen Christensen, Heidi Christensen and PG Distributed
Proofreaders





HERMAN BANG

_DET GRAA HUS_




_TIL EN VEN_

    Tell me the tales, that to me were so dear, long
    long ago long long ago.

    "Jorden bliver kold en Gang--ligesom Mennesket".



I

Hans Excellence rejste sig i den Fyrretrs Seng og tndte sit Lys. Saa
stod han op. Han overgd sig med Vand, mens han betragtede sig i sit
Spejl: Legemet var knudret og strkt som et gammelt Tmmer.

Over den hvide Vg tegnedes det som en Kmpes Skygge.

Han kldte sig paa og han gik ind.

Han gik, med Lyset i sin Haand, gennem de mange Stuer. Broncer,
Piedestaler og Hdersgaver stod indhyllede i Lagener. De ragede i
Mrket saa underlig frem, som gik Excellencen, gennem Rummene, mellem
Spgelser.

Ved den sidste Dr stansede han et jeblik og lyttede. Der blev talt
derinde. Det var Hendes Naade, der talte i Svne. I Svne troede
Hendes Naade sig altid paa gamle Baller og dansede med Durchlauchter,
der var dde.

Hans Excellence blev staaende, mens hans lftede Haand holdt om
Portieren som en knyttet Klo: det var en Svaghed hos ham at lytte
efter Hendes Naades Tale, naar hun sov.

Pludselig satte han Lyset fra sig og han aabnede Dren. I Mrket gik
han frem mod Hendes Naades Seng.

Hendes Naade blev ved at tale--og hjere, mens Hans Excellence
lyttede:

-Weimar, Weimar, gentog Hendes Naade.

Hans Excellence stod der endnu, som en Sttte.

-Ja, Hoheit, sagde Hendes Naade.

Excellencen vendte sig og lukkede Dren og gik videre.

Hans Hnder rystede, mens han tog om den iskolde Lampe og fik den
tndt, fr han satte sig til sit Bord. Han trak Skuffer ud og ind og
han tog de store blaa Ark frem, bjede Margen paa dem og begyndte at
skrive.

Han skrev, med Hovedet bjet og med jnene sammenspilede, som vilde
han tvinge deres Sekraft, mens hans venstre Haand laa paa Papiret,
blaahvid og tung, som af Bly; mens han skrev og skrev, uden Ophr, med
en vredagtig eller harmfuld Pen, Side efter Side, Blad efter Blad, og
slyngede dem vk og fra sig.

Der hrtes ingen Lyd, uden Olielampens Kogen.

I det matte Lys sa rsted'er og Mynster'e og Hvide'r saa underlig
halvtudviskede ud, som de hang der, i de blege Litografier, i deres
gyldne Rammer, ordensprydede, i Ornater, officielle, paa Vggene Stuen
rundt,--afdde og stille.

Excellencen havde lnet sig tilbage i sin Stol:

-Aa, ja, aa, ja.

-Aa, ja, aa, ja. Ld det ud gennem Stuen.

Og han skrev igen.

Dagen begyndte at bryde frem og dens kolde Lys blandedes med den
sparsomme Lampes. Excellencens store Hoved ragede bestandig frem over
hans Bord.

Tjeneren kom ind og, bjende sine mme Kn foran Kakkelovnen, fik han
Ild i de store Brndestykker. Ilden lyste mod den brunlige Paryk--den
havde saadan underlig opstaaende Kanter--og Ansigtet, hvor Munden
mellem hundrede Rynker mindede om en sammenfoldet Kniv.

Excellencen hrte ham ikke. Han bragte Theen tilligemed Morgenavisen,
og pludselig vendte Excellencen sig.

-Lad hende sy det, sagde han og rakte Tjeneren de blaa Blade.

Tjeneren Georg gik, mens Excellencen i t Drag slugte den koghede
The--Kulde eller Varme syntes ikke mere at fornemmes af det ldgamle
Legeme.

Ude i Kkkenet syede Sofie Kone. Siddende foran Lampen syede hun med
en lang sort Traad de skrevne Blade sammen med sin Haand, der lignede
rde Knokler.

-Skriver han? spurgte hun.

Tjeneren nikkede.

-Ja saa.

Bornholmeren ved Siden af Kkkenbordet ld langsomt og tungt. Det var,
som hentede den hvert tvende Sekund mjsomt og stnnende op af en
uendelig Brnd. Bornholmeren var det eneste Ur i Huset, der gik. De
andre var gaaet i Staa.

Georg bragte de sammensyede Blade tilbage, og Excellencen trak Skuffer
ud og Skuffer ind. De var alle fulde af samme Slags Hefter.
Morgenavisen lod han ligge. Han lste ikke mer Aviser:

-Sker der noget? sagde han.

-Hvad sker der? sagde Hans Excellence:

-De bygger nogle flere Huse, hvori de kan synde mod sig selv.

-Tag den bort, sagde han.

Tjeneren tog den bort for at opbevare den til Hendes Naade. Hendes
Naade lod sig daglig "Ledige Lejligheder" forelse af sin
Selskabsdame.

Paa Slaget ni ringede det, mens Jernklokken ld saa srt langt inde i
Huset; det var Snnesnnen:

-Excellencen er hjemme? sagde han.

-Ja, svarede Georg, og han hngte den unge Mands Tj paa den samme
Knage som igaar.

-Du har skrevet, sagde den unge Mand og bjede sit Hoved.

Den Gamle vendte sig:

-Ja, og Stemmen ld vredt:

-Som jeg plejer. Man skriver og spilder Blk, naar man ikke kan leve
mer. Med Sort paa Hvidt kan man lave Menneskene som man vil. Der gr
de ikke flere Dumheder, end man giver dem Lov til.

-Har Du fgtet? spurgte han pludseligt.

-Ja.

Med et Blik, der fik en egen og pludselig Styrke, sagde Hans
Excellence:

-Du er en Sildefding. Du maa tage vare paa Dig selv.

Mens han blev ved at betragte Snnesnnens Ansigt, hvor Lberne midt i
Blegheden var som Blod saa rde, sagde han, med den samme Stemme som
fr:

-Jeg vd heller ikke, hvordan vi nu ogsaa har faaet den Race ind i
Familjen.

Snnesnnen, der frte den meget slanke Krop meget rankt, lftede de
mrke jenlaage en Kende:

-Er det paa Komedien, Grandpapa har skrevet? sagde han.

-Ja. Ls det hjt.

-Snnesnnen satte sig i den store Stol ved Vinduet og begyndte at
lse--meget hjt, for at Hans Excellence skulde kunne hre ham:

-Hvad siger Du, der staar? raabte Hans Excellence.

Snnesnnen lste hjere, anstrengende sig for at samle den ulselige
Skrift, hvor Bogstaver var glemt og Stninger var faldet ud:

-Hvad er det, der staar?

Snnesnnen blev ved at lse:

-Nej, raabte Hans Excellence: lad mig selv.

Han greb Arkene. Og, vred og bjet frem mod Lyset, forsgte han selv
at lse alle de Stninger, han allerede havde glemt.

-Nej, sagde han pludselig: jeg kan ikke. Det er jnene. jnene vil
ikke.

Han slap Manuskriptet:

-jnene vil ikke mer.

-Lg det hen.

Den unge Mand tog de blaa Ark og lagde dem ned i en Skuffe, ved Siden
af de andre.

Excellencen fulgte med jnene hans Hnder:

-Der er mange, sagde han.

-Ja, Grandpapa.

Excellencen havde lukket jnene: Tiden var forbi, hvor hans Excellence
krte til Forlggere. Aarevis havde han krt fra Dr til Dr, havde
sendt Manuskripter og havde faaet dem skikket tilbage. Nu var han
holdt op.

-Papiret er blevet for dyrt, min Go'e, sagde han.

Hans Poesier tryktes ikke mer. Det skulde da vre et Gravvers over et
Barnebarn eller over en Ven, som en Gang var bermt og som nu var
glemt. Regeringens Blad trykte mellemstunder et saadant Vers bag i
Avisen, med meget smaa Bogstaver.

-Grandpapa skulde skrive sine Erindringer, sagde Snnesnnen--hans
Stemme var, naar han ikke vogtede paa den, nsten ngstende bld--og
han lukkede Skuffen.

Hans Excellence lo:

-Erindringer, sagde han: Erindringer--vi har Vv nok. Erindringer--hm,
der er ingen, som har skrevet deres Erindringer. Om de andre lyver de,
og om sig selv taler de ikke ... De skriver om det Kravl, de har
oplevet, og hvad de har levet, tager de med sig i Graven.

Hans Excellence lo igen og hans Stemme fik en egen, raa Klang:

-Og de gr Ret, min bedste, sagde han: hvis et eneste Menneske skrev
sig selv ned og lod sig selv komme i Trykken efter sin Dd, vilde de
dmme ham til Tugthus i hans Grav--for der er jo Retfrdighed i Himlen
og paa Jorden....

-Nej, det er ikke vrdt at give nogen Besked. Hans Excellence tav en
Stund. Saa sagde han:

-Lad mig faa Tiden til at gaa som jeg kan. Det sidste Stykke Vej er
det svreste, og at tnke er dumt. Et Hul i Jorden er ikke saa mange
Tanker vrdt.

Snnesnnen sad lidt:

-Du har jo os, sagde han.

-Ja, sagde Excellencen: I skal jo fdes og kldes.

Det unge Menneskes Mund sitrede, nsten umrkeligt. Men den Gamle blev
ved:

-Har--har? sagde han: Menneskene, Fritz, har ikke hinanden. De bruger
hinanden og er alene. Naar man er blevet gammel, vd man det og bryder
sig ikke mer om at snakke de mange Ord, som ingen hrer. Hvem hrer?
Grosset snakker uden at hre det selv.

-Dyrene, min Go'e, kommer ud af det uden Ord, og det lykkes dem at
opfylde deres Bestemmelse endda.

Snnesnnen sad sammensunken med mrkeligt nedsnkede Skuldre:

-Ret Dig, sagde den Gamle.

-Ja; den unge Mand foer op saa hastigt, at han stdte sin Nakke paa
Stoleryggens Vaabenskjold.

-Nej, blev Excellencen ved at fortstte sin Tanke: Forplantningen skal
tjenes. Lad dem avle og d. Det har de gjort i Aartusinder. Lad dem
blive ved med det og ikke gre sig Indbildninger. De opfinder og
finder paa og bygger Stder og skaber sig Bermmelse . . . Naturen er
lige glad. Jorden bliver kold en Gang ligesom Mennesket.

-Eller hvad har de for det? sagde han og sa pludselig op paa de mange
Billeder paa Vggene: Der hnger de med deres Kder, i deres Kaaber,
som de Aktrer de var og--Excellencen gjorde en Bevgelse med sine
Fdder, som rensede han sine Saaler--hvad de vilde, blev det modsatte,
og deres Gerninger er saa dde som de selv.

-Hvad er det Hele? blev han ved: det mtter ikke ... Hm, jeg husker en
Dag, det var Thorvaldsen . . . han var vel den strste, ogsaa som
Komediant, for det flges ad ... Han gik omkring som var han selv i
Gevandt og skulde tnde Rgelse foran sit eget Marmor. Men saa var det
en Dag, han var vaagen, ellers sov han meget, Fritz, sov over sit
verdensbermte Navn. Men den Dag var han vaagen--det var i hans
Vrksted: saa slog han lidt ud med Haanden mod alle de hvide Figurer
og det hele Ler og saa sagde han:

-"Ja, det er jo meget knt".

-Det var det Hele, naar man kendte det.

Excellencen lo kort, som nd han sit eget Minde:

-Og Oehlenschlger dde brlende over sin egen Sokrates, som ingen gad
lse, og Heiberg sa efter Stjernerne, hvis ellers nogen tror det. Lad
Stjernerne gaa, hvor de vil. Jeg vd aldrig af, at vi fik noget Bud
fra dem.

Han tog sig over jnene, og i en anden Tone sagde han:

-Men gamle Folk skal ikke ha'e strke Hjerner, for saa vd de for
meget ... De skulde blive slve. De, som ikke bliver det, faar Tid til
at se, og det skulde Menneskene vre fri for--Man skulde aldrig se,
aldrig sig selv og aldrig de andre . . . Der er et dumt Ord om at den,
der ser Jehovah--og Excellencen lo paa dette Ord--han dr. Men jeg
siger Dig, at hvis et eneste Menneske sa et andet Menneske helt til
Bunds i Sjlen, saa vilde han d. Og hvis det kunde tnkes--men det
kan det ikke, ti for sig selv lyver man for haardt--at man saa sig
selv til Grunden af sin Sjl, saa vilde man betragte det, min Go'e,
som en ringe men ndvendig Straf selv og uden et Kny at lgge sit
Hoved paa en Blok--

-Naa--og paa en Gang brd Hans Excellence af--jeg snakker . . . Men
(pludselig sa han paa Snnesnnen og der var i mindre end et Sekund i
hans je noget, der nsten lignede Skyttens Blik, naar det ser, om et
Pileskud har ramt) det gr vel ikke noget, for Du hrer ikke efter.
Det er en anden Visdom, som suser for dine ren.

Det unge Menneske rejste sig:

-Farvel, Grandpapa, sagde han kun.

-Er der ellers ingenting, Du har paa Hjerte?

Hans Excellence rejste sig og gik hen til sit Chatol, om han lukkede
op. Han skd en Brevpresser til Side og tog nogle Pengesedler, som han
ikke talte:

-Ungdommen maa have Penge, sagde han:

-Farvel.

-Farvel, Grandpapa. Den unge Mand gik. Georg ventede i Gangen og tog
hans Overfrakke ned og hjalp ham den paa:

-Farvel, sagde den unge Mand og bjede Hovedet.

Georg hngte "Sedlen" ud paa Dren: Paa et Stykke Pap stod med
Bogstaver, som var halvt fortrede, Ordet: Consultation.

Saa aabnede han Brevkassen og tog Posten. Brevene lagde han paa
Konsollen. Men da han havde gjort det, tog han pludselig Brevene op
igen og lste Udskriften paa den ene Konvolut, mens der gik en
Grimasse hen over hans Ansigt--fr han lagde den ned igen, men lngere
inde, i Mrket.

-Er Hendes Naade vaagen? spurgte Excellencen, da han kom ind.

-Hendes Naade har ringet.

-Og min Sn?

-Hr. Fritz Hvide er gaaet ud.

-Hm.

-Bring mig Journalen.

Georg bragte den svre Bog og slog den op.

-Hvad Datum er det?

-Den otte og tyvende, Deres Excellence.

-Fastelavnstiden gaar ud, sagde Hans Excellence.

Hans Excellence skrev Datum foran en stor Rubrik under de andre
Rubrikker, der stod tomme.

-Tak, sagde han: Du kan gaa.

Georg gik. Ude i Gangen satte han sig paa Stolen tt ved Dren. Han
holdt sig meget rank. Han ventede paa at aabne for hans Excellences
Patienter. Efterhaanden faldt Hovedet ned over Liberiets hje Krave og
Skuldrene sank ind. Det var, som sad der et paakldt men livlst
Stativ op ad Panelet.

-Aa ja, aa ja, ld det ud gennem Excellencens Dr.

-Georg rrte sig ikke.

Det ringede. Det var en Tjener, gammel som Georg, meget hj, i en
meget lang Frakke. Paa Toppen af ham sad et Hoved, der ligesom ikke
sad rigtig fast. Han skulde aflevere et Brev. Han kom ind til
Excellencen, der lste Brevet. Det var en Middagsindbydelse fra
Baronesse Brahe.

-Sig Baronessen Tak, sagde han.

-Men jeg la'er mig ikke mer fremstille til Dyrskuer ... Hvordan har
hun det?

-Tak, godt, Deres Excellence.

-Og han selv?

Tjeneren stod ret ved Dren. Kun Hoved og Skuldre gik. Den vrige
Statur mindede om en Bygning, hvortil der er sat Stiver.

-Tak, Deres Excellence ... det er kun den Rysten ... men jeg ta'r "det
Styrkende", Deres Excellence.

-Ja, styrk sig, sagde Hans Excellence og vendte pludselig Ansigtet mod
ham med et Udtryk, som sa han paa en gammel Hund.

Den gamle Person blev staaende et jeblik, fr han sagde--hans evige
eller eneste Tanke--:

-Og det gaar saa daarligt med Serveringen.

-Saa skulde han la'e vr', sagde Excellencen.

-Der er ingen, som takker ham for, at han spilder Sauce paa hans
Kl'er.

-Farvel.

-Hans Excellence vendte sig og Dren gled til.

-Hva' sa'e han? hviskede Georg ude i Gangen.

-Der er vel ikke no'et, til der ka' hjlpe, sagde den anden.

Georg nikkede. Men med et pludselig forandret Udtryk i sit Ansigt
hviskede han, pegende ind mod Dren:

-Han er osse skidt.

Det var, som Udtrykket i Georgs Ansigt paa en Gang spejledes i den
fremmedes:

-Er han? sagde han og hans Stemme fik ligefrem Klang.

-Vores Baronesse er osse snavs, hviskede han.

-Det er jo Emmely, der er syg? sagde Georg.

-Ja. Det er Gigtfebren, som de kalder 'et.

-Ja, nikkede Georg.

-Og den har nok slaaet sig ved Hjertet, hviskede Brahernes Tjener.

Og idet han pegede hen imod Excellencens Dr, sagde han:

-Men han bliver jo ikke kaldt. Det nyfigne i Georgs Ansigt veg paa n
Gang for en vis Stramhed:

-Nej, sagde han: ikke endnu.

Men pludselig rettede de sig begge, da en Ngle ld i Gangdren. Det
var Faderen. Han tog Overtjet af og spurgte:

-Er der nogen syge hos Baronens?

-Jo, det vilde sige, det var Baronessen, som gerne vilde se Hans
Excellence ... til Middag.

Den Gamle havde stotret i det:

-Ja saa--der var gaaet nsten som en Bleghed over Faderens Ansigt--:
Godmorgen.

Faderen gik ind ad Hans Excellences Dr.

-Er det Dig? sagde Excellencen, og der kom et pludseligt Lys i hans
jne ved Synet af Snnen, der smilte til ham med et eget mt Smil,
nsten som en Kvindes:

-Hvordan har Du det, Papa? Tak. Gamle Folk, Dreng, br ikke klage,
naar de kun nogenlunde kan trkke Vejret.

-Det er raat ude, sagde Faderen, stadig bjet over Hans Excellence.

-Det er vores Klima, Go'e, som vi maa bre. Faderen vendte sig imod
Vinduet.

-Er Stella oppe? spurgte Excellencen.

-Sikkert, sagde Faderen og undgik forstligt et "Ja".

Som i Lbet af et Sekund blev Excellencens Ansigt mrkere:

-Hun har det ikke godt denne Gang, sagde han efter en Stilhed.

Faderens Ansigt var forandret ligesom Hans Excellences og han svarede
ikke straks:

-Hun er ellers saa glad ved at vre her hos Jer, sagde han og talte
saa besynderlig lavt eller tonlst som altid, naar han talte om sin
Hustru.

Excellencen svarede ikke og de tav begge igen.

-Harriette er kommen iaftes, sagde Faderen og stod stadig ved Vinduet.

-Ja, sagde Hans Excellence: jeg har skikket hende Bud om at komme til
Middag.

-Saa drikker jeg The, sagde Faderen.

-Ja.

Dren faldt til.

Georg sad som fr, da det ringede igen.

Det var en lille Slags Pusling, der stod foran Dren og vendte
Ansigtet opefter, under Skyggen af en underlig Art Tyrolerhat:

-Godmorgen, Hr. Jensen. Det er kun mig, sagde hun.

-Godmorgen, Jomfru Villadsen, sagde Georg.

-Tak, sagde Jomfru Villadsen, hvis Fingre uafladelig foer hen over en
Masse bleget Flor, der dkkede hende fortil--Ryggen var skruttet--:

-Tak.

-Kom kun ind, sagde Georg.

Tjeneren aabnede Excellencens Dr, saadan lidt, som man aabner for et
Kr, der smutter ind ved den nederste Drfylding, og Excellencen
drejede Hovedet:

-Er det Dem? sagde han.

-St Dem.

Og Jomfru Villadsen satte sig, ved Dren, paa en Stol lige paa Kanten,
for at hendes Fdder kunde naa Jorden.

-Saa er det vel galt igen?

-Ja, Deres Excellence.

-Er det det gamle? spurgte Excellencen, der havde drejet Stolen helt
og ikke tog jnene fra hende, mens han pludselig rankede sig i sin
Stol.

-Ja.

Jomfru Villadsen holdt Hovedet opadvendt, og det begyndte at arbejde
inde i hendes Bryst, bag Florene:

-Det er jo altid Snittet, Deres Excellence, halvt mimrede hun: det er
jo altid Snittet, der gi'er de gale Smerter ...

-Ja, sagde Excellencen, der paa en Gang syntes greben af en bister
Oprmthed: det gi'er Efterveer, Jomfru, efter Glderne.

Jomfru Villadsen begyndte at grde, saa Graaden krngede hendes Mund.
Mens hun sad med det fremstrakte Ansigt og den krngede Mund lignede
hun en Tudse:

-Ja, En bder for'et, mimrede hun, man pines for'et, man bder for'et,
naar man er kommen i Ulykke . . .

-Der er ingen, som kommer i Ulykke, Jomfru, sagde hans Excellence: de
vil alle ha'e Fornjelsen.

Jomfru Villadsen blev ved at grde, med underlige korte Kluk, der
rystede den forvoksede Krop.

-Ja, det er vel sandt... det er vel sandt, sagde hun.

Og for tusinde Gang begyndte hun paa den samme Historie og den samme
Klage, som han kendte; han havde hrt den fra den frste Dag, da hun
mdte paa Hospitalet, og han, som forlngst havde opgivet at ve den
Fdselshjlp, der havde vret med at gre ham bermt, i et pludseligt
Anfald af en slsom og urimelig Munterhed, besluttede, at han selv,
han, Mesteren, en sidste Gang vilde forlse--forlse dette Kr, over
hvem, en Dyrehavsnat, et Mandkn dog var slaaet ned, saa hun havde
kunnet stte et Menneske i Verden.

-Ja, Villadsen, sagde Hans Excellence, det kender jeg.

Jomfru Villadsen, der var blevet ved at hulke, sagde:-Ja ...
Excellencen vd'et . . . Excellencen vd'et . . . Men (det kom som en
Strm af Graad) En var jo dog et Menneske.

Der gik et pludseligt Smil over hans Ansigt, og med et Udbrud, der lod
det ene Ord lyde som slyngede han en Sten frem gennem den hje Stue,
sagde han:

-Ja.

-Der er indrettet som de andre, sagde Jomfru Villadsen, ustanseligt
hulkende.

Der blev Tavshed et jeblik, til Excellencen paa ny vendte jnene mod
Tudsen.

-Og hvor er han? spurgte han.

"Han" var Jomfruens Sn.

-Ja, nu er han jo lbet fra Konen.

-Naa.

-Og Krresterne ta'er han blandt de vrste, sagde Jomfru Villadsen.

-Hvad lever han af? spurgte Excellencen.

Jomfru Villadsen svarede ikke, men hulkede kun hjere, mens
Excellencen lo, i en pludselig Forstaaelse, og sagde, i samme Tonefald
som "Ja"et fr:

-Det er osse en Frdighed, Go'e, og gladere for sin Ejermand end de
fleste.

Jomfruen, der vel ikke forstod, bjede Hovedet, saa Tyrolerhatten
skjulte hendes Ansigt:

-Det er en Skndsel, det er en Skndsel, hulkede hun og dukkede sig
forover. (Hun udtalte Skndsel, som stavedes det med t.)

Excellencen blev ved at le:

-Det er en Appetit, sagde han, og en Appetit kan vre saa strk, at
ogsaa den bliver et Levebrd.

Hans Latter stansede, og mens han igen slog ud med Foden som til et
Spark, lagde han til:

-Og hvad kunde han vel egentlig arve, Jomfru, andet end Appetit'en?

-Nej, Deres Excellence, nej, Deres Excellence, mumlede Villadsen, der
skjalv, saa hun sitrede over hele sin Krop.

Han havde atter drejet sin Stol:

-Brug, hvad hun plejer, sagde han og skd to Ti-Lapper frem mod
Skrivebordets Kant. Jomfru Villadsen rejste sig og tog dem. Hun tog
dem med den yderste Spids af sine Fingre og i et Sekund var de borte i
hendes Haandflade.

Hans Excellence lftede Hovedet.

-Og hvor er hun selv? sagde han.

-Ja, man er jo hos Sstrene, svarede Jomfruen, der ligesom gik i
Jorden for hver Stning.

-Bliver det stadig ved hos Sstrene? spurgte Excellencen, der nogle
Gange havde opsgt Villadsen hos "Sstrene", hvor hun evindelig sad i
en Krog, som var hun smidt derhen, foran en Vugge.

Jomfruen begyndte saa smaat at snfte igen:

-Ja, Deres Excellence, sagde hun, og hendes Snften blev igen til
Graad: det bliver ved.

-Men det er vel Himlens Velsignelse.

Excellencen sa en sidste Gang paa den Forkrbling, ud af hvis Kd han
havde skaaret et Menneskebarn:

-Og Menneskenes Vilje, sagde han.

Hans Stemme var pludselig bleven forandret og med t rakte han Haanden
frem og tog Jomfru Villadsens klamme Fingre--Hans Excellence rakte kun
sjldent Haanden--:

-Naa, Farvel, lille Villadsen, sagde han.

-Og Tak, Deres Excellence, sagde hun og vilde kysse hans Haand. Men
han rev Haanden til sig, mens han pludselig blev bleg:

-Farvel.

Jomfru Villadsen var ude og nede ad Trappen, i Porten, hvor den
enbenede Portner ventede med Krigsmedaillen paa sit Bryst. Han aabnede
Porten, mens han saadan tre Kvart sprrede med Trbenet, Erindringen
om hans Opofrelse for Fdrelandet:

-Og Tak, sagde Villadsen, mens hun lod en lille Skillemnt forsvinde i
Haanden, som Fdrelandsforsvareren ikke havde mistet.

-Godmorgen, sagde Portneren og rettede Trbenet.

Porten faldt i.

Hans Excellence havde ringet paa Georg.

-Vognen, sagde han.

-Ja, Deres Excellence. Faderen kom ind:

-Krer Du ud? spurgte han. Men Excellencen hrte det vistnok ikke; thi
pludselig sagde han, endnu siddende i sin Stol:

-Hvad er det, jeg har sagt: der burde her i Verden vre flere af de
Bestier, som aad deres egne Unger.

Faderen lo og sagde:

-Excellencens Sententser er forbryderiske.

-Maaske, Go'e--og Excellencen rejste sig--Sandheden er altid
forbryderisk, fordi den er Sandheden ...

Georg bragte Excellencens Frakke, men Excellencen blev ved at
tale--han sagde altid saa meget, mens han skiftede Klder, og ingen
vidste ud fra hvilken Tankegang-:

-Men lg Mrke til, at den menneskelige Retfrdighed er enjet. Havde
den to jne at se med, fik vi ikke Tugthuse nok.

Han fandt ind i Frakkermet:

-Eller vi fik slet ingen.

-Men Ulykken er og Ulykken bliver--og han talte sig hidsigere--at
Menneskene, de er kun nogle forfngelige Narre, som vil lade, som
holdtes der Tugt blandt de Dyr, de er. Men der er ingen Tugt og der er
ingen Orden paa deres Parringspladser . . . Byg enten flere Tugthuse
eller riv dem ned, der findes, det var der endelig Mening i.

Han holdt pludselig inde:

-Sover Hendes Naade? sagde han.

-Hendes Naade er vaagen, Deres Excellence.

-Godt.

Hans Excellence vendte sig og aabnede Dren. Han gik nnsomt gennem
de tre Stuer, ind i Hendes Naades Sovekammer, hvor der var mrkt, saa,
i Skumringen, alene Sengen ragede frem med sin Fljelsbaldakin paa de
fire Sjler.

-Hvem er det? raabte Hendes Naade.

-Mig, sagde Excellencen, og han stod med bjet Hoved, i en saa
besynderlig Stilling--m eller frygtagtig--foran Hendes Naades Seng.

-Hvordan har Du sovet? spurgte han.

-Du har rumsteret lnge, svarede Hendes Naade, uden at flytte sit Blik
fra Baldakinen.

-Som jeg plejer, sagde han og kyssede Haanden, som hendes Naade havde
faaet frem af mange Tpper.

-Og nu kr' jeg, sagde han. Hendes Naade drejede sig pludselig, saa
han sa hendes graa jne gennem Mrket:

-Hvorfor kr' Du og samler Dig Gigt i alle de Porte?

Hans Excellence stod stadig i samme Stilling, mens Hendes Naade tvede
et Nu, fr hun sagde:

-Der er dog ingen, der venter paa Dig.

Han hrte det maaske ikke. Han bjede pludselig hastigt sit
Hoved--Bevgelsen var nsten sky--saa langt frem, at hans Lber rrte
Hendes Naades Pande:

-Farvel.

-Farvel, sagde Hendes Naade, der ikke havde rrt sig.

Og, mens Excellencen gik, blev hun liggende ubevgelig med lukkede
jne, midt i den mgtige Seng, hvor, i Mrket, kun Ringene glimtede
paa hendes Fingre.

Faderen aabnede Dren til Gangen for Hans Excellence.

Faderens Blik faldt paa de ankomne Breve, der laa paa Konsollen og med
en pludselig Bevgelse skd han dem hurtigt endnu lngere ind paa
Konsollen.

Excellencen havde set det.

-Er der Post? sagde han og virrede, et Nu, med sit Hoved.

Hans Excellence lste aldrig Posten, fr han kom hjem.

-Bliv inde, sagde han og slog Dren i for Snnen. Georg fulgte ham,
med Vogntppet over sin Arm.

-Hvorfra var der Breve? sagde Excellencen pludselig og vendte sig paa
Trappen.

-Jeg vd ikke, Deres Excellence.

-Han vd ingenting.

I Porten holdt Vognen, paa hvis Buk Kudsken Johan fyldte tt.

-Hvordan gaar det med Hestene? spurgte Excellencen, som en Mand, der
siger noget for at vifte en anden Tanke bort.

-Det er snavs, svarte Johan trt.

Med Excellencens Heste gik det altid "snavs". Excellencens Kudske skar
dem tidt i Haserne, saa de haltede for Vognen, hvorpaa de overbeviste
Hans Excellence om deres Ubrugelighed og solgte dem mod en rimelig
Avance for at indkbe nye, ligeledes mod en Godtgrelse.

-Men hvad fejler den? spurgte Excellencen fra Vogntrinet.

-Den gr'et ikke lnge, var alt hvad der blev svart af Johan, som
overfor Excellencen ikke indlod sig nrmere paa de Firfdedes Helsen.

Hans Excellence var allerede kommen i Vognen, da en glatraget
Mandsperson trngte sig frem i Porten, hen til Vogndren, som Georg
vilde lukke:

-Han skulde gerne tale med Hans Excellence. Excellencen vilde smkke
Vogndren i, men Personen satte tilfldigt Albuen imellem:

-Det var bare et Ord til Hans Excellence.

-Hvad?

Og Excellencen slap Vogndren.

-Excellencen vd jo nok, at jeg har haft den Forretning med Deres Hr.
Excellences Sn.

-Ja, ja.

-Og nu var det ... Excellencen vd, at Deres Hr. Sn ...

Personen havde en saare hflig Stemme--der var noget eget Glat over
ham, der mindede om en for hundrede Gang afstrget Silkehat--men han
holdt stadig Albuen imellem.

-Hvad vil han? raabte Excellencen og han smed et Par Pengestykker hen
til Manden, der slap Dren.

-Kr, raabte han.

Og Vognen krte, forbi den Enbenede, der ikke havde taget jnene fra
Excellencen og Mandspersonen, ud paa Gaden.

Excellencen havde rettet sig i sin Vogn, mens Gadens Folk hilste ham
lnge og rbdigt.

Georg var gaaet op. I Halvmrket i Entreen lste han endnu en Gang
Udskriften paa de ankomne Breve og skd dem atter langsomt helt ind
paa Konsollen, i Mrket.

Hendes Naade ringede, saa det skingrede gennem hele Huset.

Faderen aabnede Dren til Dagligstuerne, hvor Stuepigen Arkadia, en
ung Dame i stivt Sirts og hvide Strmper, havde slaaet alle Vinduer op
paa vid Gab og med en Tppebanker i hver Haand pryglede ls paa
Fljelsportirerne, saa Stvet stod som skidne Skyer om Hvidernes
broderede Vaaben.

-Hendes Naade ringer, sagde Faderen og lukkede Dren igen, for
Trkken. Jomfru Arkadia havde for Vane at lufte ud, som udluftede hun
et Aarhundrede.

-Ja, Hr. Hvide, sagde Arkadia, der pryglede videre.

Snart var hun i Gang med Drforhngene og snart var hun ved Vinduerne.

I Excellencens gamle Vinklder var der ifjor flyttet en
Skibsproviantering ind, med en Kontorist og to Kommis'er, der i
Morgentimerne vekselvis opholdt sig i Klderhalsen.

    De Folk, der bor
    nede paa Jord,
    deres Gemytlighed,
    den er stor....

Jomfru Arkadia pryglede ls paa Hvidernes Vaaben, mens hun sang.

Hendes Naade blev ved at ringe.

-Godmorgen, ld det fra Klderhalsen, fra n af de tre Handelsmnd.
Arkadia var atter ved Vinduerne.

-Godmorgen.

-Travlt? spurgte Handelsmanden.

Jomfru Arkadia daskede begge Tppebankerne ned mod den sorte Kommis i
Klderhalsen.

-Man har vel mer at gre end De--heldigvis, sagde hun.

Og vk var hun og bankede igen. Pludseligt ld der et:

-Kaffe, Kaffe, klingende gennem det halve Hus.

Det var "Moderen", der var ude af Sengen og, i Natkjole, slog
Entrdren op oppe paa frste Sal og raabte sit:

-Kaffe, Kaffe.

Faderen dunkede paa Dren inde i sit Vrelse, ved Siden af Moderens:

-Stella, Stella, raabte han: husk dog, vi er ikke hjemme.

-Hva' si'er dog de fremmede Mennesker, som ellers bor her i Huset?

-Kre Fritz, la'e dem si'e.

Moderen var i Seng igen og slog Hnderne ned over sin Dyne:

-Hvem kender de Personer? sagde hun.

Jomfru Arkadia havde sluppet "Bankeren", saa saare hun hrte "Kaffen"
og hun lb gennem Entren og Spisestuen og Gangen ud i Kkkenet:

-Fruen har kaldt, sagde hun.

-Ja, svarede Sofie, der aldrig ndrede sit Tempo, og hldte Kaffen
op, mens hun sagde:

-Hendes Naade har ringet.

-Frkenen er inde, ("Frkenen" var Selskabsdamen) sagde Arkadia og lb
med Kaffen.

-Der kan hun lbe, sagde Sofie.

-Gud vre lovet, raabte Moderen og slog ned over Kaffebakken, som
Arkadia stillede paa Dynen.

-Har Hendes Naade ringet? Det var hendes evindelige Skrk, om
Morgenerne, under Besget hos SvigerForldrene.

-Ja, svarede Arkadia.

-Hng Uret op, sagde Moderen, der sad oprejst i Sengen og skubbede
Skuldrene op og ned for hver Mundfuld, hun tog af Koppen, mens Arkadia
anbragte hendes Ur paa Fodenden af Sengen:

-Halvelve, sagde Moderen forfrdet og lige efter:

-Kre Arkadia, hvor har De dog trallet paa Trapperne.

-At De kan synge saa tidligt om Morgenen.

Det var Moderens Undren hver Morgen.

-Og hvad er det saa for Viser, De synger? Jeg kan ikke huske de
Melodier . . . hvordan er det nu?

Hun begyndte selv paa et Omkvd men hun kunde det ikke:

    Naar en Kvinde hun skal giftes
    og om Mandens Frden forhen intet vd,
    og hun fr Partiet stiftes
    sge vil at skaffe sig lidt god Besked--

Arkadia rettede og sang, mens hun stod midt for Sengen.

-Ja, ja, sagde Moderen og sang med--hun skd Benene helt op under sig
af lutter Iver--:

    Naar en Kvinde hun skal giftes
    og om Mandens Frden forhen intet vd,
    og hun fr Partiet stiftes
    sge vil at skaffe sig lidt god Besked,
    om han er flink, villig, tro og lydig,
    om han er skabt i den rette Form,
    og om han ellers har vret dydig,
    kan hun faa ham undersgt af Line Worm.

De sang begge to. Arkadia rettede og Moderen lo, til hun pludselig
saa' paa Uret:

-Ti Minutter i elve, sagde hun og jagede Arkadia ud.

Faderen bankede inde paa sin Dr:

-Stella, sagde han, hvad er det dog for Viser, Du la'er den Pige
synge?

-Kre Fritz, det vd jeg virkelig ikke; og leende sagde hun:

-Er det ikke dem, de slger paa Gaden?

Hun laa et jeblik. Saa sagde hun:

-Fra hvem er der Breve?

-Fra Hans, svarede Faderen indefra.

-Til din Fa'er?

-Ja.

Moderens Ansigt blev med t forandret, mens den hvide Haand strg
Haaret bort fra hendes Pande, og hun laa stille, uden at rre sig.

Derinde ld Faderens Skridt.

-Fritz, hvad Dag er det?

-Fredag.

-Nej, men Dato.

-Den otte og tyvende.

Moderen rrte sig ikke.

Derinde ld Skridtene.

Nedenunder var Selskabsdamen begyndt at klde Hendes Naade paa. Det
var en Smule besvrligt paa Grund af Hendes Naades Gigt.

-Passer De Temperaturen? sagde Hendes Naade.

Ja, Selskabsdamen passede den.

Termometrerne blev i Dagligstuerne anbragt en Tomme over Gulvtppet
for daglig at konstatere Fodkulden for Hans Excellence.

-Vi har den jo fra Klderen, sagde Hendes Naade: jeg bad jo for mig,
lille De, men Hvide vilde ha'e den Butik og jeg maatte undvre min
Vinklder.

Selskabsdamen vidste det.

-Hvormeget er der? spurgte Hendes Naade.

-Tretten Grader.

-Hm. Lad dem saa hnge, De, at Hvide kan se det.

Hendes Naade skd Lberne frem, hvis sknne Bue en Gang havde
begejstret Hr. Lamartine:

-Men Hvide fler det jo ikke, sagde hun. Der ld et Pappegjeskrig
inde fra Stuerne.

Det var "Poppe", der vaagnede ved den stigende Temperatur og skreg
sit:

-_Fortuna fortis_, ud gennem alle Vrelserne.

-Dk dog til for det Dyr, sagde Hendes Naade.

-_Fortuna fortis_, skreg Pappegjen, til Selskabsdamen havde faaet
Buret dkket og igen var vendt tilbage.

-Tak, sagde Hendes Naade, og hun tilfjede:

-Det er ogsaa Hvides Id med den Fugl.

De var under Toilettet naaet til Haaret. Hendes Naades Forhaar skulde
kreppes og sttes hjt op.

Hendes Naade, som for det vrige Legemes Vedkommende med Aarene havde
faaet nogen Skrk for Vand, lod sit Ansigt og sine Hnder pleje med
megen Omhu med Crmer og Essenser.

Inde i Spisestuen sad Georg og ordnede Slvtj. I den store og
halvmrke Stue hrtes ingen Lyd uden den sagte Klang af Slvet, naar
han lagde Ske ved Siden af Ske--med Vaaben mod Vaaben.

Ellers var der tyst.

I Kkkenet listede Sofie om mellem mange Kar, som en Strkone, der
gaar i Gang med Vrket.

Vandet i Hanerne gurglede med en Lyd som en trt Rallen.

Henne paa Rrstolen, ved Bornholmeren, sad Jomfru Arkadia og smilede
glad til sine egne hvide og lovende Smalben.


---


Vognen krte bort--ud mod Kongens Nytorv, frem gennem Byen. Fortovene
var allerede fyldte af Mennesker, der, i Slet, som smudskede alle
Fdder, gik, mellem hinanden, i Morgenkulden.

Excellencen kendte ingen. Han hilste, med samme Nik, alle der kendte
ham.

Undertiden, naar Moderen krte med ham gennem Byen, spurgte hun, naar
nogen hilste:

-Hvem var det, Grandpapa?

-Kender dem ikke, svarede han.

Men det kunde ogsaa hnde, at Hans Excellence pludselig genkendte et
Ansigt og sagde, at det var den og den.

-Nej, sagde Moderen og lo: det maa da vre Snnen.

-Hm. Naa ja, nu er det vel Snnerne, der lber rundt.

Og han sad igen og sa ud over Gadernes Menneskeansigter, med de
blyfarvede Hnder foldede i sit Skd.

... Vognen rullede ned ad Raadhusstrde op foran Det Braheske Pal.
Portneren, en gammel Hvidskg, ifrt rdstribet Vest og blaa Bukser,
slog Porten op og aabnede Vogndren, fr Frstetjeneren kom til, der
blev helt forskrkket, da han sa Excellencen, og lb igen op ad
Trappen, foran, alt, hvad de rystende Ben kunde bre ham, op paa
frste Sal--saa Portneren maatte hjlpe Excellencen ud:

-Ja, sagde Portneren, det er vist kun daarligt, Deres Excellence ...
Det er nok blevet vrre inat.

-Det er nok daarligt, Deres Excellence.

Hans Excellence, der kun hrte Ordet daarligt og troede, Hvidskggen
talte om sine Gigtknuder, sagde:--Saa smr sig med det, jeg har givet
ham; og han gik ind ad Glasdren.

Tjeneren var lbet ind gennem to Stuer, ind i Dagligstuen, hvor to
unge Baronesser sad ved Midterbordet:

-Det er Konferensraaden, sagde han ganske forpustet og kaldte, i sin
Befippelse, Excellencen ved den gamle Titel, han havde baaret i saa
mange Aar.

De to Baronesser blev ligesaa forskrkkede som han og de raabte begge
to:

-Mo'er, Mo'er, det er Onkel Hvide.

Lehnsbaronessen, der var i Slobrok, kom frem i Dren til "den lille
Spisestue".

-Gud, sagde hun: og vi, som ikke har kaldt ham--hun slog de fyldige
Hnder sammen--:

-Jeg sagde det jo nok.

-Nu kan vi jo ikke sige det, nu vi har kaldet Professoren.

De hrte allerede Hans Excellences stampende Trin i den forreste Stue:

-Lad mig, sagde Moderen og gik, foran de to Dtre, ud for at tage imod
ham:

-Men, kre Onkel Hvide--og Baronesserne slog Armene om ham--er det
Dig. Kom dog, jeg sidder lige ved den frste Frokost.

-Tak, sagde Hans Excellence: jeg skal intet ha'e. Han kyssede begge
Dtrene--Hans Excellence kyssede alle yngre Kvinder paa sin Vej med en
egen tom Graadighed--:

-Jeg spiser ikke paa denne Tid af Dagen.

-Men Du kan da sidde hos mig, sagde hun og frte ham ind i Spisestuen,
hvor ogsaa Dtrene tog Plads foran to tomme Tallerkener. De talte
hurtigt, snart den ene og snart den anden, om Vind og Vejr, mens ingen
vidste, hvad de selv sagde, eller om Excellencen hrte efter.

-Tak for Indbydelsen, sagde han pludselig, midt under Snakken.

-Ja, vi tnkte, Du dog maaske vilde komme. Det var et Par af de
Gamle, vi gerne vilde se, raabte Baronessen, der stadig spiste.

-De Gamle er dde, sagde Hans Excellence, og, paa en Gang, spurgte
han:

-Hvor er Emmely?

Fruen, der hele Tiden havde ventet Sprgsmaalet om Emmely--for den
syge Datter var Excellencens Yndling i Familien--og i sin Forvirring
bare havde spist videre, sagde:

-Ja, Emmely ...

-Er ude at ride, faldt en af Dtrene ind.

-Med Preben, sagde den anden.

-Jeg har sagt, hun maa ikke ride, sagde Hans Excellence.

-Og slet ikke med Preben.

Fruen, der blev endnu mere forvirret, sagde:

-Ja, det har Du, og pludselig gav hun sig til at tale om Hoffet og
Arveprinsessen, som hun sagde, hun havde besgt igaar:

-Hun holder sig tappert, Onkel Hvide.

-Hm, sagde Hans Excellence: man behver ikke at nedstamme fra tretten
Konger for at blive gift med en Skrtejger og holde Husholdningsbog
for sin Portner.

Fruen greb Emnet om Prins Ferdinand og sagde:

-Ja, men den Krlighed blev nu alligevel Livsindholdet for hende.

Der gik en Trkning over Excellencens Ansigt:

-Livsindhold--og han lo--ja, det er Livsindhold at slbe en Mllesten
paa sin Ryg.

Baronessen blev purpurrd i sit runde Ansigt--hun havde tnkt paa Hans
Excellences eget gteskab, endnu fr hun havde fuldfrt sine egne
Ord--og ingen fandt noget at sige, da der pludselig ld en Stj, i
Gangen bag Spisestuen, af Dre, som sloges op og i, mens man hrte
Kammerjomfruen, der raabte.

Fruen rejste sig halvt--fra rd blev hun bleg--og satte sig, i et St,
igen.

-Ida, se hvad det er.

Og den ldste Datter lb.

-Hvorfor lb hun? sagde Hans Excellence, der lod, som om han intet
havde hrt.

-Hun gik efter Theen, sagde Baronessen og sa i det samme Thepotten,
som stod midt foran hende, paa Fyrfadet.

De blev ved at lbe, der ude, frem og tilbage--Skridt frem og Skridt
tilbage.

-Hvad er det dog? hviskede Baronessen, der stod op, med Thepotten, som
pludselig begyndte at ryste i hendes Haand.

-Nej, bliv, hviskede hun til den anden Datter, der vilde rejse sig.

-Hvad er det for Kd, spurgte Hans Excellence og stak med en Gaffel,
han havde taget fra Fruens Tallerken, over mod et Fad, fyldt med rdt
Oksekd.

-Det er Oksekd, Onkel Hvide, sagde Datteren.

Hans Excellence, der led af en besynderlig og bestandig Hunger og
derfor, paa alle Tider, ligesom kastede sig over al Slags Mad, som han
ikke mere kunde fordje, havde allerede slugt et Stykke og tog et til,
med samme Hast--da Dren blev revet op og Baronesse Ida lb ind og
raabte:

-Mo'er, stakaandet, uden at tnke, ikke paa Hans Excellence og ikke
paa noget:

-Mo'er.

-Hvad er der?

Fruen var staaet op og var ikke kommen et Par Skridt, fr Baron
Preben, Emmelys Forlovede, kom ind, helt hvid i sit Ansigt, hvid helt
ind under Skgget, og lod Drene staa aabne, idet han raabte:

-Kom, kom, Emmely . . .

Og holdt inde ved Synet af Hans Excellence.

-Du undskylder, Onkel Hvide, sagde Fruen, mens Sveden var sprungen
frem paa hendes Pande; og hun gik med Ida, medens Dren sloges til.

Maaske et Minut var der stille, efter at Hans Excellence havde rejst
sig.

I et Nu havde han forstaaet det alt: at Emmely var syg, var farligt
syg; at en anden var kaldet, en anden kaldet til Emmely; at
Indbydelsen var bragt, som de vidste, han vilde besvare med et Nej, en
Middagsindbydelse, for at han intet skulde gtte . . .

Hans Excellence stod endnu, mens Stolen, til hvilken han stttede sig,
rystede under Taget af hans Haand, som var selv det livlse Tr blevet
levende under hans Vrede.

Saa sagde han, og hans Stemme ld roligt:

-Er I kommet hjem?

Baron Preben, der stod midt i Stuen, ret op og ned--man havde det
Indtryk, at stdte man til ham med en Albu, vilde han falde--sagde:

-Hvem? og sa paa Excellencen med jne, der intet sa.

-I, sagde Hans Excellence, der bestandig stod stttet til Stolen.

-I har jo redet.

-Ja, svarede Preben, der ikke vidste hvad han selv sagde.

Der blev stille igen, mens Uret dikkede, saadan underligt springende,
som gamle franske Ure gr.

-Saa hils, sagde Hans Excellence og det var, som bortslyngede han
noget, da han slap sin Stol. Baronesse Ingeborg havde rejst sig:

-Gaar Du, sagde hun.

-Det er paa Tiden, svarede Hans Excellence, og ene gik han--for
Baronesse Ingeborg turde ikke flge ham--ud gennem Stuerne.

Preben listede ind, hvor Moderen sad ved Sengen hos Emmely, der var
hvid som det Hvide er hvidt, mens hendes Bryst gik hjt:

-Det gr saa ondt, aa, det gr saa ondt.

-Ja, ja, lille Emmely.

-Det gr saa ondt.

-Ja, ja, rejs Dig lidt, hrer Du, rejs Dig lidt...

Den Syge forsgte det, mens Preben greb om Fodendens Kant med begge
sine Hnder. Men Emmelys Hoved blev liggende paa Puden, magtlst som
var det skilt fra Kroppen:

-Nej, jeg kan ikke ...

-Nej, nej, det gr saa ondt.

-Saa, saa, nu kommer Doktoren. Baronessen talte nsten vissende som
til et spdt lille Barn:

-Nu kommer Doktoren.

Den Syge blundede hen, Brystet gik op og ned.

Ida stod i Krogen og grd stille.

-Sover hun? hviskede Preben.

-Ja.

Ida lftede sit Hoved: henne fra Krogen sa hun paa Ssterens Ansigt
og paa n Gang begyndte hun at grde hjere, og hun greb i Moderens
Arm:

-Mo'er, hviskede hun, og Taarerne var pludselig holdt op at rinde ud
af hendes jne, mens hun blev ved at stirre paa Ssteren paa Puden:

-Skal vi ikke sprge Onkel Hvide? Moderens og Datterens jne mdtes i
et Nu:

-Nej, nej, sagde Baronessen saa hjt, at hun vkkede den Blundende.

-Hvor er Preben, hviskede Emmely.

-Her.

-Tak.

Og hun lukkede jnene igen.

... Excellencen var gaaet ned. Han stttede sig ikke. Nsten rank stod
han ind i sin Vogn, der krte bort. Porten faldt i.

Portneren, der havde snakket med Johan Kudsk, vendte tilbage til sin
Klder, hvor han satte sig ved Vinduet, mens hans Kone kom ind fra sit
Kkken.

-Det var den Gamle, sagde han.

-Excellencen?

-Ja, sagde Portneren, der havde foldet Hnderne.

Konen nsten faldt ned paa Stolen henne ved Kakkelovnen:

-Aa, Herre Gud, aa, Herre Gud, sagde hun og begyndte at trre rundt i
sit svre Ansigt med Hnderne.

Hendes Mand sad stadig med Hndene foldede mod sine spidse Kn.

-Ja, sagde han og nikkede: han kan se det, om det er Dden.

-Sig 'et ikke, Jakob, sagde Konen, der begyndte at grde, som om
Baronesse Emmely allerede var dd.

Og de sad lige stille, hver i sin Stol, i det store og stille Hus ...

Hans Excellence sad rankrygget i sin Vogn, den hjre Arm hvilede i
Armholderen, hvis vaabenbroderede Baand sitrede, saadan rystede han
endnu, medens hver Aare i det hvide Ansigt spndtes.

Han tnkte paa Braherne, disse Braher; og alle Slgtens hemmelige
Historier, som hans Lgeviden gemte gennem hundrede Aar, nedarvede,
som de var fra hans Fader, der var navnkundig, og den frste som han
--luede for hans langsynte jne, i en frygtelig Hunger efter at mtte
sig med Hvn.

Han stnnede lydt, som han sad, under sin egen Vredes Greb:

-Jo, jeg kender dem ...

-Om jeg kender dem.

Men pludselig knyttede han sine Hnder og hans Blik syntes et Nu at
blive tomt og hele jet nsten hvidt: under en vldig Anspndelse af
Vilje skd han som en Jernskodde for sin egen Tanke--og havde begravet
den.

Han vidste ikke mer om det.

Han trak i Vognsnoren og Johan Kudsk holdt an:

-Til Fru Urne, raabte Hans Excellence, og Vognen krte tilbage gennem
Byen, over Torvet, ned ad Bredgade. Den rullede ind gennem Porten i
det Schackske Hus og holdt i Gaarden, foran Havehuset.

Hans Excellence steg ud. Dren havde ingen Klokke, men kun en
Drhammer, der ligesom ikke vilde mere.

En Pige lukkede op:

-Er her no'en hjemme? spurgte Excellencen.

-Ja, Deres Excellence, Fruen kommer straks.

Han gik ind i de to Stuer, hvor Christian den Ottende-Mblerne stod
saa mrkelig stift mellem KurveEspaliererne med de mange Efeu. Udenfor
Vinduerne laa Haven. Sneen gav et sregent Lys i Stuen, som af Skret
fra et ophngt Lagen.

Hans Excellence tog Plads. Over ham i Sofaen hang Billeder og Sabler
indhyllede i Flor.

Han hrte ikke Fru Urne komme, fr hun stod der. Hun var hj og mager
og helt i Sort.

-At Du huskede mig idag, sagde hun og tog begge hans Hnder.

-Min Pige, sagde Excellencen: jeg har ikke saa meget at huske mer.

-Du husker alle, sagde hun og beholdt hans Hnder, mens hun satte sig.

-Eller ingen, sagde Hans Excellence.

Der var tavst en lille Stund. Fru Urne havde vist ikke hrt, hvad han
havde sagt. Hun havde lftet Blikket og betragtede sin faldne Mands
Billede over Sofaen:

-Det bliver altsammen revet op igen, paa en Dag som denne; og det er,
som om man maatte opleve det igen.

-Ja, sagde Hans Excellence: han gav Livet.

-Ja, sagde hun, og pludselig sprang Taarerne frem af hendes jne, mens
en Hulken rystede hende:

-Og jeg kan ikke en Gang njes med Tanken om hans Bedrift... Og de
Minder, man gaar og hnger Flor om--det er ikke de Minder, man lnges
efter.

Hans Excellence lagde sin Haand over paa Ryggen af Stolen, hvor Fru
Urne sad:

-Jo strre han var, min Pige, desmer har han vel ogsaa kunnet give Dig
...

-Og des vildere er Savnet.

Ved Ordet vildere mdtes et Nu deres jne og en Blodstrm slog op i
Enkens Ansigt.

-Onkel Hvide, sagde hun: Du ser alting.

-Men jeg skammer mig. Jeg skammer mig for mine Brn.

-Skammer Dig? og han talte haardere: hvorfor? tror Du ikke alle de
andre, som er ene, "lnges" li'edanne?

Fru Urne havde lnet sit Hoved til Stolens Ryg og sa ud i Luften:

-Hvorfor lyver de da alle?

-De lyver, sagde han: som Du lyver. Han tav lidt:

-Hvorfor de lyver? sagde han: Fordi vi opdrttes til at tro, at vi er
noget andet end vi er. Og naar vi saa opdager os selv, tror vi, de
andre er bedre og vi er de vrste . . .

-Men vi er ens og vi har den samme Krop. Fru Urnes Hnder faldt sammen
i hendes Skd.

-Men, sagde hun, at vi bliver saa sent gamle. Der gled et Smil over
Hans Excellences Ansigt.

-Ja, sagde han: sent eller aldrig.

De sad tavse et jeblik. Saa spurgte han:

-Hvordan gaar det dine Snner?

Fru Urne tog sig om Hovedet som for at samle sine Tanker:

-Ja, Du vd jo, at Christian vil ikke vre Officer.

-Naa, er det nu opgivet?

-Ja, han vil ikke . . .

-Hm, hvad vil han saa?

Fru Urne sagde:

-Han vil vre Ingenir.

-Ja, saa, sagde Hans Excellence:

-Hvad skal en Mekaniker her i Landet? Her lber vi ad de Landeveje,
der er.

Fru Urne sagde og sa ikke paa ham:

-Han siger, Verden er stor.

Der blev stille. Uret inde i den forreste Stue dikkede med en
underlig Lyd som var hvert Minut noget, der brast:

-Og jeg synes ...at...at det er saa svrt...at det er, som om, som om
vi alle forraadte . .. det, han dde for.

-Hvad for no'et? spurgte han.

-Landet, sagde hun (hun vilde sige Fdrelandet, men det blev kun til
"Landet").

-Fdrelandet? sagde Hans Excellence:

-Det forraades hver Dag og lever af Resterne. Hver srger for sit og
Fdrelandet kan tage hvad der bliver tilovers.

-Han--og han lftede Haanden mod den dde Generalstabsofficers
Billede--dde heller ikke for Fdrelandet, men for sin Tro, som han
havde mistet. . .

Fru Urne havde maaske ikke forstaaet eller hendes Tanker var blevet
hos Snnerne, for hun sagde:

-Men naar de rejser, baade Vilhelm og Christian, saa er der slet ingen
Unge af Slgten tilbage i Landet.

Hvide sa ud for sig og hans Stemme blev lav:

-Jeg tnker sommetider, min Ven, at vi gamle Slgter, vi har maaske
syndet nok ...

Han stod op:

-Lad nu de andre synde videre.

-Men hvad kalder Du Synd, Onkel Hvide?

Hans Excellence tog Haanden bort, med hvilken han havde stttet sig
til Bordet:

-Lgnen er Synd, og vi har ikke haft Skuldre til at bryde den.

Fru Urne gs sammen, som om en Kulde rystede hende:

-Onkel Hvide, sagde hun og bevgede Hovedet en Gang frem og tilbage,
som om der var noget, der gjorde ondt om hendes Hals:

-Alle Altre bli'er saa tomme ...

Hans Excellence stod endnu foran hende, og han lftede sin Haand.

-Der er ingen Altre, min Pige, for der er ingen Guder. Vi er--

Han tav et Nu og hans Ansigt skiftede Udtryk:

-Som de vi er.

-Og hvordan gaar det med Vilhelm? spurgte han.

-Han--og Fru Urne tog sig atter sammen--: han bliver saa let febril,
vd Du ...

-Ja, sagde Excellencen, jg ved det. Det hrer hans Alder til.

-Men, sagde han: lad ham ha'e sin Frihed og laas ikke hans Dr.

-Farvel, min Pige.

-Farvel, Onkel Hvide--og Tak, fordi Du kom.

Hun fulgte ham ud, og Vognen satte sig i Bevgelse.

-Til Konferensraad Glud, raabte Excellencen og Vognen rullede endnu en
Gang gennem Gaderne, til den holdt foran Konferensraadens Hus, hvor en
skruttet Mandsling stak sit Hoved frem af en lille Sidedr, fr Porten
langsomt blev lukket op og Vognen kunde kre ind.

Mandslingen stod ved Vogndren, men Hans Excellence sa ham ikke og
talte ikke til ham. Han var selv staaet ud af sin Vogn og rykkede i
Gangdrens Laas--der var underligt nye Laase i alle Konferensraadens
ldgamle Dre--:

-Man kommer ikke ind for alle de Indretninger, raabte Hans Excellence,
og han gik op ad Trappen.

Han ringede og et jepar kom til Syne i Kojet i Dren, fr den blev
lukket op:

-Ja, det er mig, sagde Hans Excellence og gik ind.

-Altid lige statelig, sagde han og saa frem paa Husdamen, Frken
Erichsen, der i tyve Aar havde styret Konferensraadens Hus og var
forblevet hjbarmet og midjesmkker som den, der ikke overgiver sig
men bevarer sig og plejer sig og venter:

-Hvordan staar det?

-Hofjgermesterinden er i Byen, sagde Frken Erichsen.

-Derfor kommer jeg, sagde Hans Excellence og stdte selv Dren til
Stuerne op med sin Stok:

-Jeg flger med Ravnene.

Frken Erichsen sagde--men man vidste ikke, om hun havde forstaaet
eller ej--:

-Ja, Konferensraaden er daarlig.

-Lad mig s ham, sagde Hans Excellence.

Frken Erichsen gik, og han blev staaende midt i Stuen, hvor de
laasede Vinduesskodder gjorde det halvmrkt, saa Mblernes Omrids
halvvejs forsvandt, og der af Malerierne kun sas de brede Rammer, der
laa som Strimer af Guld paa Rococo-Vggene, hvis Sirater glimtede ud
og ind som de gyldne Aarer i et stort Legeme.

Hans Excellence gik frem midt ad Gulvene, hvor der i alle Stuerne var
tomt, frem under Lysekronerne, der, indbundne i Drejl, hang tungt som
fyldte Skke.

Han stansede foran den inderste Dr, der stod paa Klem.

-Hvad vil han her? ld en Stemme, hvis Lammelse blev hvsende under
Vreden; hvad vil han her?

-Jeg vil ikke se ham. Det har jeg sagt Dem.

-Konferensraaden tr ikke ophidse sig, sagde Frken Erichsen, stille,
som den, der har Magten:

-Vrsgod, Deres Excellence, sagde hun og hun gik.

Hans Excellence blev staaende foran Konferensraaden, der krb tilbage
i sin Stol bag det nedrullede Gardin, som vilde han skjule sit
opbulnede Hoved:

-Du vil ikke se mig, sagde Hvide.

-Der er ingen, som har haft Bud efter Dig, lallede Konferensraaden med
sin tykke Tunge.

-Jeg hrte, det var blevet vrre, sagde Hans Excellence, der nrmede
sig det nedtrukne Gardin.

-Lad Gardinet vre, sagde Konferensraaden og lftede den venstre og
vanformede Haand.

-Jeg maa se, sagde Excellencen og rullede Gardinet op, saa pludselig
det ganske Lys faldt ind over Konferensraadens opsvulmede Hoved, hvor,
midt i Bullenheden, det venstre je stod frem eller ligesom hang ud af
sin Hule som paa de vanformede Dyr, vor Klodes Fortidshistorie kendte.

-Du er ringe, sagde Hans Excellence, der stod midt i Lyset.

Konferensraaden lftede det hjre og sunde je op imod ham med et Blik
som et Dyrs, der fler Reb surrede om alle sine Lemmer.

-Jeg har det som jeg plejer, sagde han, med Tungen tyk i sin Mund.

Hans Excellence knyttede Gardinsnorene i en fast Knude:

-Ja saa, sagde han.

Han tog den Lammedes Puls og han betragtede sit Ur uden at bevge
Ansigtet. Han sagde heller intet, mens han atter puttede Uret i sin
Lomme og med sin iskolde Tommelfinger begyndte at fle, haardt, rundt
i Konferensraadens Ansigt--rundt om det udhngende og blinde je.

Konferensraaden rrte sig ikke, tvungen af Excellencens Finger som af
en Nagle.

-Gr det ondt, spurgte Hans Excellence.

Konferensraaden, der af Smerte havde bidt i sin slagne Tunge--sine
Tnder havde han--svarede ikke.

Hans Excellence slap:

-Og Benene? spurgte han.

Konferensraaden, som var femten Aar yngre end Excellencen og opvokset
under Familjelgens Ry, tog ikke det sunde je fra sit Bord, fr
Excellencen bjede sig, som vilde han tage om hans Ben:

-De er som de plejer, lallede han.

-Kan du naa dit Jernskab endnu, sagde Excellencen og lo, idet han slog
til Krykkestokken, der stod lnet til Vindueskarmen.

-Du gr altsaa Forretninger endnu?

Konferensraaden lftede sit je mod ham.

-De, der ikke er afviklede, sagde han; blandt andre dine.

Der gik, uden at han selv vidste det, en pludselig Trkning over Hans
Excellences Ansigt, fr han sagde, som havde han intet hrt:

-Du skulde skaane Dig.

Og han fjede til, mens han bestandig slog med den ene Krykke mod
Karmen:

-Det er paa Tiden.

-Det kan jeg sige Dig.

Der var ganske stille et jeblik, mens Hans Excellence flyttede sit
Blik fra den Syge og sa ud i Stuen udover det mgtige Skrivebord,
hvor intet fandtes uden den nedarvede Lderpung med Kobber og
Guldskrivetjet, en Erindring om det kendte Velgrenhedsvrk, der
havde afmrket Konferensraadens Vej--frem mod Stolene, der stod langs
Vggene, som en Vagt, og de to Paneldre, tt ved hinanden.

-Jeg gr, hvad jeg vil, sagde Konferensraaden og hans Mle var nsten
blevet tydeligt under en overmaalelig Anstrengelse.

Det bankede paa den ene Paneldr--frst svagt, saa hjere:

-Kradser han her endnu? raabte Hans Excellence, der pludselig hrte
det:

-Kom ind.

Og Dren gik op mens en Mandsperson forfjamsket kom ind. Han var lang
og i sorte, slidte Klder. Man troede uvilkaarligt, at han ejede intet
mer af Krop end sine blege Hnder.

Konferensraaden havde nsten faaet rejst sig:

-Gaa, gaa--hvad vil De....?

Og Dren lukkedes igen.

Excellencen lo og havde grebet om den ene Krykkes Tag:

-Saa Du aagrer endnu?

-Saa dine Skke er ikke fyldte nok endnu?

Hans Excellence stdte Krykken mod Bankierens Bord:

-Men Du ser dit Guld af dine egne fire Fjle, det vil jeg sige Dig.

Konferensraaden var kommen op at staa, stttet til sin Krykke og sin
hjre og sunde Arm:

-Det vedkommer ikke Dig, sagde han, og alt hans Mle var nsten vendt
tilbage.

Excellencen betragtede et Nu hans vanfre Ansigt, som det
tilstrmmende Blod syntes at ville sprnge:

-Nej, sagde han og vendte sig.

-Og Du, raabte den Syge, der voldsomt stttede sig til sit Bord: Du
bliver herfra:

-Jeg trnger heller ikke til Ole Hvide mer.

Konferensraaden havde understreget Fornavnet, der forhen i Klangen af
Excellencens Navn havde vret som Svinget under et Navnetrk, og Hans
Excellence vendte sig, som i et Std. Men da han talte, ld hans
Stemme roligt:

-Det er rimeligt, at Du har Ret, sagde han og knugede om Krykken, som
han holdt endnu.

Og som han spurgte til en Vens Befindende, sagde han:

-Hofjgemesterinden er her jo?

Konferensraadens je blev rdt i det Hvide, og i et Sekund havde han
lftet sin Krykke i den sunde Arm, der sklvede:

-Va'r Dig, sagde han og han raabte Ordene ud i et Aandedrt:

-At ikke de, der skal arve Dig, skal komme til at grde.

Excellencen havde grebet om den Krykkestav, han holdt, som for at
vrne sig mod et Slag. Et Nu stivnede hans Ansigt. Saa havde Krykkens
Fald givet Lyd mod Gulvet og han var gaaet.

Hans Excellence saa Frken Erichsen rejse sig fra en Stol i den
midterste Stue, og han sagde, da hun kom hen imod ham:

-Han har det bedre.

Rynkerne, der dkkede Frken Erichsens Ansigt som Gittermasken
Fgterens, sitrede et jeblik.

Saa sagde hun:

-Gud ske Lov.

Og med et Smil, saa umrkeligt, at det netop kunde gttes, sagde hun:

-Det synes jeg jo ogsaa, Deres Excellence.

-Vil Erichsen hilse Hofjgermesterinden, sagde han kun.

Og han gik.

Frken Erichsen vendte tilbage til Stuerne. Paa en Gang lo hun, kort
og hastigt, med en Latter, der ikke havde nogen Berring med hendes
Tales Stemme og som et Sekund forvrngede hendes Ansigts Rynker til
forvredne Folder, som hun uvilkaarligt med sine guldtunge Fingre atter
glattede ud--fr hun gik ind til Konferensraaden.

Konferensraaden sad i sin Stol, med Krykken i sin Haand.

-Han skal aldrig mere ind, sagde han og Tungen slog frem af hans Mund
for hvert Ord.

-Det sker jo som Konferensraaden vil, sagde hun og, da hun tog Krykken
ud af hans Haand, flte hun, han dirrede endnu.

Hun betragtede ham fra Siden, som han sad dr i Lyset--og hun havde
njagtig det Blik i sine jne som Excellencen havde, da han betragtede
sit Ur, mens han flte hans Puls.

-Trk Gardinet ned, sagde Konferensraaden, der flte Lyset--eller
hendes Blik--som en haandbunden Mand en Svrm af Myg.

-Frst Tppet, Hr. Konferensraad, sagde hun og bjede sig for at lgge
Plaiden fastere om hans Kn.

Saa rejste hun sig og lste Excellencens Knude op. Hun blev ved at
holde den hvide Slynge i sin Haand, mens Gardinet rullede ned--for at
det ikke skulde gre Stj.

Hun gik tilbage til Bordet og sagde:

-Det er Fredag, Hr. Konferensraad.

-Ja.

Han fik Nglerne frem og en Skuffe lukket op og et Jernskrin i den
aabnet. Der laa i Skrinet Pengetut ved Pengetut, indbunden i hvidt
Papir. Der var kun Guld.

Konferensraaden tog en Tut og vilde aabne Papiret. Men han kunde ikke
faa det lst op, og Frken Erichsen maatte hjlpe ham, saa
Guldstykkerne fld ud i hans flade hjre Haand. Han gjorde med den
lammede venstre et Forsg, som vilde han tlle dem, men han magtede
det ikke. Saa lod han dem falde ud paa Bordet--de faldt langsomt,
maaske paa Grund af hans Haands Fugtighed, Pengestykke efter
Pengestykke.

-Der gaar jo altid mere til om Ugen, naar Hofjgermesterinden er inde,
sagde Frken Erichsen, der fulgte Guldpengenes Fald.

Hun havde lagt sin srdeles hvide Haand ned paa Bordet meget tt ved
Konferensraadens, for at tage Pengene op. Konferensraaden flyttede sit
je fra Guldet over paa Haandens Hvidhed.

-Ja, sagde han og lukkede pludselig Guldet inde i Frkenens Haand, som
han greb.

-Nu skulde Konferensraaden hvile, sagde Frken Erichsen og gjorde sin
Haand ls.

-Nej, lad Hansen komme ind.

-Nu, Hr. Konferensraad?

-Ja, det haster.

Frken Erichsen gik over Gulvet og aabnede Paneldren:

-Hansen, kaldte hun og lukkede atter Dren.

Hun stansede midt paa Gulvet:

-Konferensraaden skulde vre forsigtig, sagde hun, og man vidste ikke
ret, om hun mente hans Helbred eller den Forretning, der ventede og
hun gik hen mod den store Dr.

-Det vd jeg.

Frken Erichsen gik.

Hansen sneg sig ind ad Paneldren. Han bar en Bunke Papirer i sin
Haand.

Konferensraaden vendte sit je imod ham:

-Er det i Orden, spurgte han og hans Stemme blev paa n Gang atter
tydelig, som da Hans Excellence var der.

-Ja.

-Alt?

-Ja.

Konferensraaden greb efter Dokumenterne:

-Lad mig se, sagde han.

Hans seende je blev strre, mens hans sunde Haand bladede i
Papirerne, som var fulde af Retssegl og Stempler.

-Jo, Hftelserne er her, sagde han.

Han beholdt et jeblik Dokumenterne i sin Haand:

-Saa kan Belbet afsendes, sagde han.

Hr. Hansen, der stadig stod to Alen fra Bordet, sagde:

-Hr. Hans Hvide kommer selv Kl. to.

Konferensraaden slap sine Papirer.

-Er han her, sagde han og hans Stemme blev paa n Gang atter utydelig.

-Han kom hertil imorges.

Hr. Hansen syntes, at idag var Konferensraaden rent snavs, ogsaa
Hjrehaanden rystede paa Konferensraaden.

-Jeg vil ikke se ham, sagde Konferensraaden:

-Udbetal og lad ham kvittere.

-Vel, Hr. Konferensraad.

-Men dette vil jeg ha'e konvolutteret, sagde Konferensraaden.

-Nu?

-Ja, sagde Konferensraaden.

Hr. Hansen gik og vendte tilbage med en stor og sort Mappe, som han
lagde foran Konferensraaden. Paa Bindet stod, paa en Etikette, Navnet
Hvide, med en sort og stejl Skrift.

-Hvor er Konvoluten?

-Her, Hr. Konferensraad.

-Lg dem ind, og Konferensraaden pegede paa Papirerne.

Hr. Hansen gjorde det, mens hans Herres je fulgte hans Hnder.

-Hent saa Kandelaberen.

Hr. Hansen hentede Kandelaberen paa Konsollen og tndte det ene Lys.
Han bragte ogsaa Lak og Signetet.

-Godt.

Konferensraaden frte det rde Lak ind i Lyset, hvor det blussede
hjt, og han lod det falde ned paa den blaa Konvolut. Der faldt et Par
rde Draaber paa Bordet (jo, han ryster ogsaa paa den hjre, tnkte
Hr. Hansen) fr han fik forseglet.

-Luk Mappen op.

Hr. Hansen gjorde det.

Konferensraaden lagde Konvoluten verst oven paa Mappens mange
Papirer. Hans Haand blev liggende et jeblik, tung, paa den strke
Dynge:

-Tag saa bort, sagde han.

Hr. Hansen tog det bort, alting, til Konferensraaden atter sad foran
sit tomme Bord.

-Kald Frkenen ind, sagde han.

-Ja, Hr. Konferensraad.

Hr. Hansen gik gennem den store Dr og Frken Erichsen kom ind:

-Er det Puderne, Hr. Konferensraad? spurgte hun.

-Ja.

Frken Erichsen lagde dem varsomt bag Konferensraadens Ryg og Hoved.
Mens hun gjorde det, sagde han:

-De Ting er i Orden.

-Sidder Konferensraaden nu godt?

-Men de Skillinger skal ikke hjlpe ham, blev Konferensraaden ved: der
skal mer til.

-Det Hul er for dybt. Det er ikke nok. Der skal mer til.

Pludselig forsgte Konferensraaden at le med en Latter, der lignede en
sr Fugls Skrigen.

-For at faa det Hul fyldt, sagde han, maa Ole Hvide bje sin stive
Ryg.

-Konferensraaden faar jo altid Ret, sagde Frken Erichsen og gik hen
over Gulvet med sine lmpelige Skridt.

Konferensraaden var ene i sin Stue. Hans store og uformelige Hoved
lignede det vansirede Stenhoved paa en Sfinx.


---



Moderen var paakldt. Hun havde slaaet sit Vindu op--ud, mod den kolde
og bidende Luft.

Faderen havde hrt det fra sit Vrelse:

-Stella, dit Bryst, raabte han.

-Fritz, man maa have Luft.

Og hun blev staaende og saa ud i den snetunge Dag:

-Nu har de Engelsk.

Hun tnkte paa det "Hvide Hus" derhjemme og paa Brnene, hvis
Timetabel og Vej hun fulgte i sine Tanker fra Time til Time:

-Og den Mindste kan ingenting, tnkte hun, og hun smilte.

Hun hrte Faderen aabne og lukke sin Dr og gaa.

Moderen saa op mod Skyerne.

-Saa tunge Skyerne dog var idag, Haglskyer, nsten som Tordenskyerne,
naar de drev op over Haven hjemme.

Moderen gyste et Nu ved den kolde Luft, mens hun hrte Arkadia
rumstere med sine Redskaber inde i Faderens Vrelse og slaa Vinduerne
op med et Brag.

Pludselig sa Moderen ud i Gaarden og over mod Kldervinduerne i
Lngen: Saa stak det ene og saa det andet Mandfolkeansigt op af
Kldervinduet.

-Tre var der.

-En sort og to blonde.

Og alle drejede de jnene ind i jenkrogene og keg opefter.

Nu var det den Blonde.

-Naa, det er ikke til mig, sagde Moderen pludselig ganske hjt. Hun
havde st Arkadia, der hngte langt ud af Faderens Vindu, ikke fire
Alen fra hende.

Hun gik lidt bort fra Vinduet, mens hun, med en munter Forbavselse,
saa ned paa de Mandfolkefigurer, der, skiftevis, alle kiggede op efter
det samme Kvindekn.

Pludselig hrte hun Hans Excellences Vogn i Porten og hun sa den
rulle frem i Gaarden.

-Nej, Brnlille, sagde hun, den Nrmer halter igen.

Og hun lo.

Johan var staaet ned fra sin Buk. Den Enbenede stod ved Siden af og
sa paa Hestene:

-Den gr'et ikke lnge, sagde han.

-Det ka' nok hnds, sagde Johan og saa hvast paa Medaillemanden.

-Godmorgen, Johan, raabte Moderen, hjt oppe fra, fra sit Vindue.

Det bankede paa Dren. Det var Faderen.

-Nu kommer jeg, sagde Moderen og gik ud.

Sammen gik de ned ad Trappen og ind hos Hans Excellence. Midt i Dren
lo Moderen:

-Nej, sagde hun: jeg vil aldrig komme til at begribe den menneskelige
Appetit.

Hun havde paa n Gang igen, i Tankerne, set det blonde Hoved stikke op
af det Kldervindue.

Faderen svarede ikke, men bevarede sit ubevgelige Ansigt, og der gik
en pludselig og trt Skygge over Moderens Trk.

Hans Excellence aabnede sin Dr:

-Georg, Brevene, raabte han.

-Godmorgen, min Ven, sagde Hans Excellence, da han saa Moderen, og
hans Stemme fik en anden Klang.

-Godmorgen, Grandpapa, svarede hun og bjede sig, mens Hans Excellence
kyssede hende paa Panden med de kolde Lber.

De gik alle tre ind i den forreste Dagligstue, hvor Hendes Naade sad,
i Moire-Mantille, ved det midterste Bord.

Hans Excellence saa hen paa hende--med det samme ligesom frygtagtige
Blik som om Morgenen--:

-Jeg skal hilse fra Brahes, sagde han og bjede sig for at lade sine
Lber naa hendes Haar.

Hendes Naade snkede brat sit Hoved:

-Godmorgen, sagde hun, medens Moderen, flygtigt, kyssede hendes Haand.

-Hvormange Grader er her? spurgte hun meget hjt.

Og Selskabsdamen gik hen over Gulvet for at aflse Temperaturen paa
det ophngte Termometer.

... Georg havde lagt Brevene frem paa Hans Excellences Bord.




II

Hans Excellence havde sat sig ved sit Bord foran de fremlagte Breve.
Det tredje, han tog, faldt atter ud af hans Haand.

Saa rejste han sig og drejede Nglerne om i begge sine Dre, fr han
satte sig igen. Han havde lidt besvrligt ved at gaa, men det var jo
ogsaa for Hans Excellence allerede hjt op paa Dagen.

Han tog igen det tredje Brev og han gennnemskar Konvoluten med en
Kniv. Hans Hnder var holdt op at ryste og Brillerne havde han revet
af, saa han lste med sine blotte jne:

Thorsholm den 26. Februar.

Kre Papa.

"Jeg takker for de sidste Skrivelser, der er modtagne og som var, som
sdvanlig, korte. Jeg har ofte bedet Papa, hvis Du ikke kan skrive
selv, hvad der er rimeligt, da at diktere min Sn Fritz, der, naar
hans Hr. Kammertjener har endt sit betydningsfulde Arbejde, vistnok
har Tid til Raadighed. Hvad de Ting, som han ganske vist derved vilde
erfare, angaar, da har hans Fader intet at skjule, medmindre Papa
skulde nske, han forbliver det Pragtbind med Guldlaas, han er ved
Papas Omsorg blevet, jeg vd ikke i hvilken Hensigt. De vedlagte Belb
er modtagne men rakte, som Papa vil forstaa, ikke til de angivne og
vedkommende Udgifter uden at jeg selv og ved Prokuratorhjlp maatte
gre yderligere Udveje. Men til dette er jeg jo vant og jeg skal for
stakkels Mamas og for mines Skyld heller ikke opgive Kampen, hvor
haard den end falder."

Hans Excellences fremskudte Underlbe skjalv--for anden Gang--men han
lste videre:

"Papa skriver: "For dine Forklaringer vil jeg vide mig befriet".
Endsknt jeg vel kender Papas nske om at vide sig befriet,
idetmindste for alt, hvad der angaar mig, maa jeg dog denne Gang falde
Papa til Byrde med nogle Forklaringer, som jeg maa bede Papa at lse,
da Stillingen nppe vil kunne holdes mer og ikke vil kunne skjules
lnger, ikke en Gang for Mama, trods mine Anstrngelser. Jeg har, hvad
Papa vd, aldrig indbildt mig eller troet, at jeg havde nogen
Begavelse eller Slags Talent for Landvsen. Men efter at jeg under en
Operation, der mislykkedes for Papa, var besvimet og Papa havde
erklret ikke at kunne have en Sn til Lge, som ikke kunde taale
Synet af Blod, gik jeg Vejen, som Papa vel ansaa for tjenligst,
naturligvis ogsaa fordi den i de frste Aar, da Broder Fritz og Fru
Stella opholdt sig i Udlandet, for at Fritz kunde virke for
Oversttelsen af Papas Skrifter, kostede mindre. I alle Tilflde
vidste Papa jo bedre end alle, hvad det vil sige at arve et stort Navn
sammen med en Virksomhed, og det stod til Papa at afgre, hvad der
syntes min Fordel, selv om jeg maatte opgive min Lyst til
Lgevidenskaben og blive Landmand i en vanskelig Tid, men idetmindste
indtog en Stilling, hvor jeg ikke generede Papas Anseelse. Det er
desvrre overfldigt at tale om Gaardene, hvis Kb Papa, trods alt,
hvad jeg har bedet, jo stadig har ladet gaa igennem Glud, der ogsaa
kbte Annebygaard. kort fr han blev Etatsraad. Men i Papas Forhold
til "Konferensraaden" Glud skal jeg ikke blande mig, sknt dette
Forhold, hvilket Papa maaske vil indrmme, frst og sidst er gaaet ud
over mig, der fire Aar efter at jeg havde faaet Annebygaard, maatte
overtage Thorsholm, hvis Hovedbygning tog ligesaa meget at restaurere
som hele Kbesummen, fr Mama kunde bo der og idetmindste have lidt
Fred for sin Person om Sommeren. Hvis derimod Papa havde indsat mig i
en Forpagtning--men en Forpagtning passede naturligvis mindre for en
Jgermester--havde dog Midlerne, Papa mente at kunne tilstaa mig,
kunnet slaa til og vret givne paa en Gang, hvorved jeg stod friere og
fremfor alt den stakkels Mama ikke havde vret prisgiven en daglig
Plage og Angst for mig og mine. Men Papas bekendte store Hjerte har jo
altid fundet mange at give til og tit."

Hans Excellences Haand sklvede som i et Ryk og Aarerne i hans
Tindinger var svulne som knyttede Reb, men han blev ved at lse.

Det tog i Dren.

-Hvem er det? raabte han.

-Hans Excellence lser Posten, sagde Georg i Gangen til Faderen, der
slap Laasen:

-Hendes Naade ringer, sagde Faderen og Georg gik.

Hendes Naade havde allerede slaaet to Gange paa Slvklokken paa sit
Bord, medens Selskabsdamen med sin lydige Stemme blev ved at oplse
"Lejligheder" af den opslagne Avis, uden at stanse:

-"Herskabelig Lejlighed, elve Vrelser, alle Bekvemmeligheder.
Fredericiagade 16, andet Sted fra Bredgade. Portneren anviser."

-Hvor var det? spurgte Hendes Naade.

Selskabsdamen svarede.

-Ja, om man kunde opnaa at faa en frste Sal, sagde Hendes Naade: men
Hvide siger jo, han taaler ikke Trapper.

-Videre.

Selskabsdamen lste igen:

-"Herskabelig Lejlighed, ti Vrelser, Anrettevrelse, Badevrelse
o.s.v., frste Sal. Bredgade 60. Portneren anviser."

-Der boede Legationsraad Duus, sagde Hendes Naade og hun lagde til
--Legationsraadinden var dd der og Hendes Naade gav ikke Agt paa
Lejligheder, hvor hun vidste om Ddsfald--:

-Der var ellers rart.

Georg var kommen ind.

-Lg Tppet om mig, sagde hun, og da Georg havde bjet sig for at
lgge Tppet om hendes Kn, sagde hun, mens Selskabsdamen blev ved at
lse:

-Hvor er hans Excellence?

Georg, der frte sine krogede Fingre hen over Tppet, sagde:

-Hans Excellence lser Posten; og idet han lftede Hovedet og sa paa
Hendes Naade, lagde han til, mens han pludselig krngede sine Lber,
saa hans to eneste Tnder blev synlige--de lignede "Gnaverne" hos en
Rotte--:

-Der var Brev fra Hr. Jgermesteren.

Georg skjulte med Lben atter sine to Tnder og rejste sig.

-Han kan gaa, sagde Hendes Naade, der havde krammet om sin Pengepung,
og, paa n Gang, med sit Lommetrklde aftrrede sine Tindinger, der
var blevet fugtige.

Selskabsdamen var holdt op med at lse.

-Hvorfor lser De ikke mere? spurgte Hendes Naade og hrte ikke, hvad
Frkenen svarede.

Pludselig sagde hun:

-Hent Sofie; og holdt, med et Greb af sin Haand, Mantillen sammen om
sig, mens hun, uden Sttte, gik gennem Stuerne ind i Sovekamret.

Hun havde aabnet sit Chatol og sad, med Hnderne i Skdet, foran et
lille Trskrin, der stod paa Klappen, da Sofie kom ind i Sovekamret,
hvor Gardinerne var rullede ned og der var halvmrkt.

-Jgermesteren har skrevet, sagde hun med en Stemme, der var blevet
hs.

-Ja, svarede Sofie, hvis sorte Kappebaand under Hagen stod ud som et
Par mrkere Skygger i Mrket.

Hendes Naade frte sine Hnder over hinanden:

-Jeg maa vide, hvad han skriver, sagde hun. Der var stille nogle
jeblikke, i Mrket.

-Deres Naade skulde vente, sagde saa Sofie.

-Ja, svarede Hendes Naade, der ikke rrte sig. Og hun spurgte om Maden
til Middagen, som Sofie nvnede for hende, henne fra Mrket, Ret efter
Ret.

-Den kan gaa ud, sagde Hendes Naade og stansede Tyendet, der var ved
at nvne en Mellemret.

Sofie vilde svare, men hun sagde:

-Han mrker det ikke. Han vd aldrig, hvad han selv spiser.

Sofie nvnede Deserten:

-Saa forlanger Du Penge, sagde Hendes Naade.

-Jeg fik Penge igaar.

-Det har han glemt, sagde Hendes Naade.

-Jeg fik dem af Georg, sagde Sofie, der stadig stod i Mrket.

-Saa faa dem af Excellencen selv, mens Georg melder, sagde Hendes
Naade, som den, der giver en Ordre.

Sofie blev staaende endnu, sknt der ikke taltes mer.

Hendes Naades Tanker var andetsteds eller de var helt gaaet derhen,
hvor de havde vret hele Tiden, mens hendes Ansigt var nsten som
fortrukket af Smerte eller af en Vmmelse, hvorunder hendes tynde
Lber syntes at faa deres Fylde igen:

-Men det er mig, sagde hun:

-Det er mig, der skal pines og betale, og hun slog Haanden to Gange
mod Chatollet.

Sofie svarede ikke men sa paa sin Frues Ansigt som den, der har
forstaaet alting lnge.

-Men der er ingen, som kender Hvide, sagde Hendes Naade, hvis Lber
paany var blevet smalle som fr; og hun lftede Haanden, at Tyendet
kunde gaa.

Da Dren var lukket, tog Hendes Naade en Ngle frem og aabnede Skrinet
foran sig. Med Haanden talte hun sine Pengesedler, uden at tage dem op
og mens hun holdt dem mod Skrinets Bund.

Mantillen havde lsnet sig. Den faldt ned fra hendes Ryg, ned over
Stolen, mod Gulvet, saa tung, som om den havde vret af Jern.

Det bankede paa Dren--og en Gang til:

-Hvem er det? raabte Hendes Naade, der havde lukket Skrinet og havde
Krfter nok til selv at tage Mantillen op fra Jorden og faa den paa.

-Det er Frokosten, Deres Naade, sagde Selskabsdamen i den aabne Dr.

-Jeg kommer.

Hendes Naade lod sig sttte af Frkenen, mens hun gik ind gennem
Stuerne.

Da Georg anrettede Frokosten ved det midterste Bord, smkkede Hans
Excellence Dren til sin Stue op.

Hendes Naade og Selskabsdamen havde lftet deres jne paa samme Tid og
slog dem atter ned.

-Jeg skal hilse, sagde han og hans Stemme var ganske rolig.

-Fra hvem? spurgte Hendes Naade, mens Selskabsdamen, der trykkede
Skuldrene sammen i sin Lnestol, ikke tog jnene fra Gaffelen, der
rystede i Hendes Naades Haand.

-Fra Hans.

Der var stille nogle jeblikke, Hans Excellence stod ved Vinduet.

-Hvad skriver han? spurgte Hendes Naade, der bestandig tvang sig til
at spise.

-Som sdvanligt.

Det var som Hendes Naades Pupiller blev strre, mens hun bestandig
betragtede Excellencen, hvis Ansigt hun sa fra Siden:

-Og Brnene? sagde hun.

-De har det godt.

Excellencen var gaaet fem Skridt.

-Tak for Mad, Hvide, sagde Hendes Naade og rakte begge sine Hnder,
hvis Linje ved Haandleddene endnu var smuk, frem mod sin Mand.

Han greb dem, og hastigt bjede han sig ned og kyssede hende paa
Panden med just den samme Bevgelse som den, hvormed han spiste.

Hendes Naade blev ved at smile:

-Lad ham tage bort, sagde hun til Selskabsdamen.

-Du spiser ikke nok, sagde Hans Excellence.

-Det er der andre til, Hvide, sagde Hendes Naade, hvis Stemme ndredes
lidt.

Georg bukkede foran Hendes Naade med et Kort paa en Bakke:

-Det er Harriette, sagde hun.

-Naa.

-Lad Marschalinden komme ind.

Georg aabnede Dren og Fru Harriette kom ind, indsvbt i Fljl og
Pelsvrk:

-Go'morgen, Tante; hun kyssede Hendes Naade paa Panden:

-Ja, her har I mig.

Med skinnende Ansigt gik hun hen imod Excellencen:

-Goddag, Onkel Hvide.

-Goddag, min Ven, sagde han og rrte flygtigt Marschalindens Kind med
sine Lber, som havde han set hende igaar og tyve Aars Fravrelse ikke
var til for ham.

-Hvor jeg havde gldet mig til at se Dig, sagde Marschalinden og flte
sig pludselig forvirret eller som blev hun tom etsteds, i sit Hjerte.

-Vi har ogsaa gldet os til at se Dig, sagde Hendes Naade, der med
Haanden bd Fru Harriette en Stol:

-Og du er helt den samme.

-Den samme ...

Det var som om Ordet "den samme" kaldte Udtrykket tilbage i
Marschalindens jne, hvor det nogle Sekunder havde vret ligesom
forsvundet.

-Aa, ja, sagde hun: det kunde se saadan ud, naar man er i Overtj.

Og Marschalinden begyndte i et konverserende Tonefald at tale om sin
Rejse og om Wien, og pludselig sagde hun.--Dig har jeg Hilsner til,
Onkel Hvide, og hun nvnte et Par store Kolleger i strigs Hovedstad.

Excellencen sagde:

-Slaar de ihjel endnu?

-Ja.

Idet han lo, sagde han:

-Det er ogsaa blevet min eneste Bestilling; og maaske halvt inde i en
anden Tanke--ti Udtrykket i hans Ansigt var forandret--lagde han til:

-Vi slaar ihjel og vi slaas ihjel.

-Hvad siger du? spurgte Hendes Naade, hvis jne, saasnart hun ikke
talte, lb rundt i Stuen ligesom om de sgte.

-Vi taler om Wien, sagde hans Excellence, der stod op.

-Og Du skriver stadig, Onkel Hvide, sagde Fru Harriette, og, mens hun
fik nsten den samme Glans i sine jne, som da hun var kommen ind ad
Dren, lagde hun til:

-Hvor rrt jeg har vret over, at Du har husket mig med alle dine
Bger.

Hendes Naade smilede pludseligt og stansede derpaa sit eget Smil:

-Ja, sagde hun: Hvide husker alle sine Venner.

Og, da der forlb nogle jeblikke, uden at nogen talte, begyndte
hendes Naade at tale om Biskop Martensen, mens Georg paa Bakken bragte
to Visitkort, der var afleveret hos Portneren, og Marschalinden sagde:

-Tante, kan jeg faa lidt Frokost hos Dig?

Paa et Blik af hendes Naade sagde Georg bukkende:

-Hr. og Fru Hvide er lige ved at gaa tilbords.

-Saa lber jeg ind til dem, sagde Marschalinden og kyssede atter
Tanten paa Panden, fr hun gik.

Selskabsfrkenen havde i den lille Dagligstue sat sig til sit Arbejde,
tt bag den aabnede Dr. Hun syede mange og smaabitte Klude, skrabede
til Hobe rundt i Huset, sammen til store Tpper, Klud til Klud.

Hendes Naade havde lsnet sin Mantille i Halsen og hun spurgte Hans
Excellence:

-Skal Du svare Hans?

Men han hrte det ikke.

Hendes Naade spurgte ikke mer.

Hans Excellence var gaaet ind. Ubevgelig, med jne, der vel intet
saa, stirrede han, foran sit Bord, frem for sig, mod Slgtens Billeder
eller den tomme Vg . ..

-Nej, Harriette, Harriette--og Moderen sprang op, da Marschalinden kom
ind i Spisestuen--: er det Dig?

Hun kyssede Marschalinden to Gange:

-Fritz, vi maa straks se hende ind i Ansigtet, sagde hun og frte Fru
Harriette hen til Vinduet:

-Jo, Du ligner ganske Dig selv, sagde Moderen og kyssede hende igen.

-Og Du ogsaa, sagde Marschalinden og smilede.

-Ja, sagde Moderen: er det ikke mrkeligt, at der er Mennesker, som
aldrig kan forandre sig.

-Og Du er ogsaa den samme, Fritz, sagde Marschalinden. Hun var gaaet
to Skridt og muligvis var det kun det ndrede Lys, der lod hende synes
en Kende blegere, mens hun rakte Faderen Haanden.

-Vil Du have Mad? sagde Moderen: aa, Du, vi har idag baade Modtagelse
og Middag.

Hun ringede.

Marschalinden vidste, der var Middag; hun skulde jo selv med:

-Men hvad er det for en Middag? spurgte hun.

-Jeg vd ikke, sagde Moderen, mens de satte sig tilbords: det er en
Gallamiddag for Grev Eck, der skal rejse . . . Hvor er det nu, han
skal hen? spurgte hun Faderen.

-Han skal til Anhalt, sagde Faderen: i en dynastisk Sendelse.

Der kom en ung Mand ind og bragte Koteletterne omkring. Han var hj
og meget slank, i Hvidernes Liberi, der sad om ham saa stramt, at man
troede, man maatte kunne se hans Ribben.

-Hvad er det for en dejlig Armenier? sagde Marschalinden, da han gik
ud.

-Det er min Nevs Tjener, sagde Faderen.

-Aa. Marschalinden lagde Hnderne ned i sit Skd: hvor er det dog
vidunderligt at vre kommen hjem.

-Og dejligt at se Dig, sagde Moderen og slog begge Armene ned over sin
Tallerken.

Hun tav et jeblik, fr hun sagde:

-Da Du rejste, var vi unge; og der faldt en pludselig Skygge over
hendes Ansigt i det Nu, hvor hun tav.

-Ja, sagde Marschalinden: Da var vi unge.

Hun smilede et jeblik:

-Hvor var der vidunderligt derhjemme.

Hun tav igen. Saa sagde hun med jnene stort aabnede:

-Vd I, hvad jeg aldrig kan glemme? Saa Plnerne var grnne derhjemme.
De dejlige, de dejlige Plner, sagde hun.

-Og Humlehaven, sagde Moderen og aabnede nppe sine Lber, mens hun
sagde det.

Og de begyndte at tale om dem alle dernede, om Prsten og hans
langbenede Datter; om Godsforvalteren og de rdhaarede Pigebrn, som
altid gik i ns Kjoler, syede af t Stykke, og Allen, der gik op til
Gaarden og hvor de altid gik paa Stylter:

-Herre Gud, sagde Marschalinden: gamle Anders-Lakaj, han er da dd.

-Men han rystede da ogsaa allerede over hele Kroppen, naar han skulde
holde paa vore Stylter.

Fru Harriette lo:

-Ja, der sad de, baade Anders og Jens.

-Foran hver sit Hus lige ved Indkrslen, sagde Moderen.--Og ingen
kunde flytte dem, lagde hun til.

Marschalinden og Moderen lo begge to, mens Marschalinden lftede
Armene:

-Nej, for de dde jo aldrig og gi'e dem Afsked var der ingen, som
turde.

-Men Herregud, sagde hun og hendes Ansigt skiftede Udtryk: hvor de dog
grd ved Papas Begravelse.

De tav et Nu alle tre, til Moderen begyndte at le:

-Men Harriette, husker Du, da Jens i Storskoven slog Char--banc-Dren
i paa din hvide Silkekjole.

-Aa ja, den hvide Silke, raabte Fru Harriette: Og jeg havde ikke
maattet ta'e den paa for Mama.

-Gud, hvor blev den flnget, sagde Moderen.

-Ja.

-Du sprang jo ned fra Vognen, ligesom Jens slog Dren i ... og badus
var Kjolen i to Flnger ...

Marschalinden lo og lo.

Moderen maatte ud paa Gulvet for at vise, hvordan de havde slbt, de
to Flnger.

-Det var grsseligt, sagde Fru Harriette og, pludselig pegende paa
Bordopsatsen, spurgte hun:

-Hvad er det for Blomster?

-De er vist fra Aalbygaard, sagde Faderen.

-De er dejlige.

-Men de maa skiftes, sagde Moderen: fr de falder. Den hvide Sne fra
Blomsterne var begyndt at falde ned paa Dugen.

-Men, sagde Marschalinden, der var frdig med at tnke paa Blomsterne
og vendte tilbage til "Gaarden":

-Jens var dog bedst tilhest.

-Ja, hvor han sad, med strittende Ben og jnene stive i Hovedet.

Moderen lo og Fru Harriette lo med:

-Men, Du, sagde hun: det var jo ogsaa, fordi han havde Klderen under
sig. Du, Himlens Gud, hvad der gik med af Papas gode Portvin.

Marschalinden og Moderen blev ved at tale om de gamle Dage, mens det
var, som Ungdomsminderne straalede paa deres Ansigter:

-Jens var stolt, naar han paa den Brune humpede bagefter Stamherren.

Faderen sagde:

-Berry var et dejligt Dyr, og fik pludselig et Udtryk i sit Ansigt,
som sad han endnu paa den sknne Halvblods Hingst.

-Nej, men Stella, husker Du, sagde Marschalinden: hvor Papa blev vred,
den Gang Du havde flyttet alle Hestene rundt i Baasene i Staldene.

-Det var da vrre, da de var i Rugmarken, sagde Moderen, der havde
skubbet sin Stol halvt ud paa Gulvet.

-Ja, da Du lste dem og de satte over Vnget alle seksten, ind i
Rugen, og de sprang og de aad og de vrinskede og de flj, og Stella
stod midt i hele Rugen og skreg og svingede med sit rde Sjal som en
besat, da Papa kommer rendende med Stamherren.

Marschalinden var helt udmattet af Erindringen.

-Men hvor sa Du dejlig ud, sagde hun til Moderen og, idet hendes jne
atter strejfede Blomsterne i Opsatsen, sagde hun:

-Ja, de falder.

Faderens Ansigt var blevet ubevgeligt, som, lidt efter lidt, hele
dets Udtryk forsvandt.

-Og da Du var Rosenbrud, vedblev Fru Harriette, det var netop det
Aar--Marschalinden sa over paa Faderen--Du kom hjem fra Bonn,
Fritz... da alle Karle og Piger var i franske Dragter, aa, hvor de dog
sa ud, da de kom op gennem resporten. Margrethe Stuepige var
forrest, i grnt Liv med rde Bndler...

-Men Du blev Rosenbruden, Stella--Marschalinden begyndte at le--: Nej,
saa Stamherren var forliebt. Husker Du, Fritz, han drak sig fuld om
Aftenen af bar Forliebelse.

Fru Harriette lo endnu og skiftede saa med t Tone:

-Men som jeg ser Dig endnu, Stella, i det jeblik, Du blev kronet,
midt paa den grnne Plne.

-Under Blodbgen, sagde Moderen.

Hun lftede sit smilende Ansigt mod Faderen og havde pludselig snket
Hovedet igen.

Faderen sad rank. Hans Ansigt var vendt mod Vindueslyset, som et tomt
Spejl.

Marschalinden blev ved at tale.

Moderens Ansigt var blevet hvidt. Med let sammenknebne jne, som den,
der tnker en yderste Tanke ud, stirrede hun frem for sig mod de hvide
Blomster paa Bordet og saa dem pludseligt, som de faldt, Blad for
Blad, paa Dugen, og krympede sig i Kanterne, efter Faldet.

Marschalinden talte stadig om Minderne derhjemmefra.

-Ja, det var den Gang, sagde hun.

-Ja, den Gang, sagde Moderen.

Den slanke Tjener satte, med stadig nedslagne jne, Skylleskaalene
frem.

-Naa, sagde Fru Harriette, der havde set paa hans smalle Hnder: han
hger sig.

Hun tog sit Glas Madeira:

-Skaal, Fritz, sagde hun.

-Skaal, Harriette, svarede Faderen og smilte.

-Ja, Du ligner Dig selv, sagde hun og sa paa hans Ansigt.

-Du ogsaa, svarede Faderen.

Marschalinden saa pludselig (og kortere end et Nu gik der en
besynderlig og flygtende Sitren over hendes Ansigt) Klften i hans
Hage, den Klft, der kunde komme der, naar han smilte til en Kvinde:

-Aa nej, sagde hun: Aarene stver os alle i Ansigtet.

Faderen stdte sin Stol tilbage, saa Moderen fo'r sammen.

-Ja, Mahlzeit, sagde hun og rakte Marschalinden begge sine Hnder.

-Kss' die Hand, svarede Marschalinden og langsomt frte hun Moderens
dejlige Hnder op mod sine Lber.

Faderen vilde ikke drikke Kaffe og Moderen og Marschalinden rykkede
hen til Vinduet. De sad en Stund tavse begge to, da Faderen var gaaet.

Saa sagde Marschalinden, der ligesom fo'r op af Tanker og sa fra Vg
til Vg:

-Men at det kan blive ved ...

-Hvilket? spurgte Moderen.

-Det Hele, slap det ud af Fru Harriette.

Men Moderen havde vistnok ikke hrt det eller maaske ikke forstaaet
hende og Marschalinden, der ved en eller anden Tankeforbindelse var
kommen til at tnke paa Baron Brahes, sagde:

-Det er dog frygteligt med Emmely, der er saa daarlig.

-Hvem?--Emmely Brahe ... Men har Onkel Hvide ikke sagt Dig det?

-Nej, sagde Moderen og blev pludselig helt rd i sit Hoved.

Tjeneren kom ind og, idet han bjede sit armeniske Hoved meldte han,
at Fru Marschalindens Vogn var kommen; og Fru Harriette spurgte
Moderen, om hun ikke vilde kre med: hun skulde kun gre et Par
Visiter.

-Ja, saa kan jeg blive siddende i Vognen, sagde Moderen, og de gik ind
i Stuerne for at sige Farvel.

-Tnk Dig, Harriette, hvilken Taalmodighed, sagde Moderen og slog
Haanden ud mod Selskabsdamens Klude.

Selskabsdamen havde rejst sig fra sit Arbejde:

-Der bli'er dog altid et Slags Tppe ud af det, sagde hun.

-Ja, tilsidst, sagde Moderen.

De gik ind i Dagligstuen til Hendes Naade, hvis Ansigtsudtryk skiftede
hastigt, da de kom--og de gik videre, ind til Hans Excellence:

-Ja, Farvel, Onkel Hvide.

-Nu gaar vi, til vi kommer igen, sagde Marschalinden og lagde begge
Hnder om hans Hoved, mens hun kyssede ham.

Hans Excellence rrte sig ikke:

-Farvel.

De krte henad Gaden, da Marschalinden, der endnu flte som
Marmorkulden af Excellencens Hoved gennem sine Handsker, sagde:

-Men Onkel Hvide er blevet gammel.

-Det er maaske kun idag, sagde Moderen.

-Hvorfor?

Moderen svarede ikke.

Hun betragtede den faldende Sne, til hun pludselig sagde:

-Ja, hvis man kunde rejse langt bort.

-Langt bort?

Marschalinden vendte jnene mod Moderen og slog dem atter ned som i et
Ryk.

-Langt bort, gentog hun, og det sa nsten ud, som om hendes Lber
sitrede under en eller anden uimodstaaelig Sindsbevgelse:

-Det bliver det samme, Du, sagde hun.

Moderen sa langt ud over Sneen.

-Ja, sagde hun og lukkede med t sine jne:

-Hvorfor skulde det vel blive anderledes?

Begge tav ved Siden af hinanden, mens Vognen krte frem gennem
Gaderne, til den holdt og Marschalinden steg ud.

Moderen blev siddende i Vognen. De tunge Laag faldt halvt ned mod
hendes smerteligt stirrende jne.

Fru Harriette kom tilbage og de krte igen, da Moderen halvt raabte:

-Dr er Hans.

Hun havde set en Herre i Pels, der sa ind i Vognen og atter, hastigt,
trak Hovedet bort.

-Er han her? spurgte Marschalinden og vendte Hovedet raskt.

-Aa nej, det er jo umuligt, sagde Moderen: han har jo skrevet idag.

De sad lidt. Saa sagde Marschalinden:

-Er det stadig det samme med Hans?

-Det er vist snarere vrre.

Marschalinden nikkede:

-Jeg havde jo hrt det, sagde hun med et Suk.

Vognen holdt udenfor Excellencens Port og Moderen gik ind.

-Sig kun, jeg er kommen, sagde hun til Georg, da der blev aabnet, og
hun gik op til sig selv.

Georg lukkede Excellencens Dr. Hendes Naade blundede allerede i sin
Stol, inde i Dagligstuen. Selskabsdamen syslede lydlst med sine
Klude.

-Aa ja, aa ja, stnnede Hans Excellence i Svne.

Den slanke Tjener, som havde smget de lyseblaa rmer op, saa man sa
nsten det halve af hans meget hvide og fuldkomne Arme, stillede
langsomt Krystalskaale frem paa Spisestuens Bord. Dren lod han staa,
mens han gik fra og til. Bornholmeren hentede langsomt Minut efter
Minut.

-Aa ja, aa ja, stnnede Excellencen.

Husets gamle Trvrk gav sig nu og da, som klagede det i Stilheden.

Moderen var gaaet ind til sig selv. Med Hnderne i sit Skd sad hun
foran en opslaaet Bog, uden at lse.

Arkadia rumsterede igen inde i Faderens Vrelse. De tre Kommiser stak
Hovederne op af deres Kldervindu som Lnkehunde, der slaar den hede
Tunge ud af deres Hundehus.

Johan gik ud og ind fra Staldens Mrke.

Den enbenede strakte sit Trben fra sig efter Middagsluren og gik op
af sit Klderhul. Han begyndte at slaa den nye Lber op ad Trappen.
Hammerslagene ld, mod det hule Tr, Slag efter Slag, op i Huset.

Georg vaagnede paa sin Stol ved Dren og gik ind:

-Klokken er to, sagde han og blev staaende paa Drtrinet.

Hans Excellence drejede Hovedet og havde halv skjult et Brev i sin
knyttede Haand:

-Bring mig Frakken.

Georg gjorde det og mens han hjalp med Armene--Georg fornam, at Hans
Excellence var tung i sine Arme--strejfede han med sine jne Skuffen,
hvor Brevet var lagt ned, og fortrak sit Ansigt.

-Er det Dig, sagde Hans Excellence, der, med et Std, havde skubbet
Skuffen i, da han sa Moderen trde ind. Hun havde et jeblik og fra
Siden betragtet Excellencen. Saa gik hun hen og, med en hastig
Bevgelse, bjede hun sig og, mens deres jne mdtes saa meget som et
Nu, kyssede hun hans Kind.

-Naa, naa, min Pige, sagde han og drog sig bort, og Moderen stod
allerede i Dren til Dagligstuen, da han sagde:

-Hvad er det for Lig, som idag er staaet op af deres Kister?

Moderen lo og sagde:

-Der er ingen kommet endnu.

Tjeneren havde slaaet Fljdrene op, saa alle Rum var aabne. I den
inderste Stue faldt Solen ind og lyste paa en Slv-Merkurs lftede
Stav.

Hendes Naade, der, med et Haandspejl i sin Haand, lod Selskabsdamen
fste Nikolaj I's Diamantbrosche i sin Hals, sagde til Moderen:

-St Dig dog, bedste.

Moderens jne var faldne paa en Anton Melbye, hvis grnne og salte
Blger pludselig gd sig frem i Solen, og hun sagde:

-Hvor det dog er smukt, og hendes Ansigtsudtryk skiftede.

-Ja, svarede Hendes Naade, der irriteredes som blev hun bestjaalen,
hver Gang et af Vggenes Billeder maatte udlaanes til en Udstilling;
det er rart, naar man har det hjemme.

Og da Selskabsdamen var gaaet, spurgte hun og sa paa Moderen:

-Har Du talt med Hvide?

-Nsten ikke, Grandmama. Jeg har jo vret ude.

-Ja, jeg ikke heller, sagde Hendes Naade og flyttede sine Hnder
uroligt paa Bordet, til hun, lidt efter, sagde:

-Og saa har vi tilmed Middag idag.

-Er det ikke godt? sagde Moderen: Det adspreder altid Grandpapa.

Hendes Naade snkede Hovedet med et Suk:

-Ja, sagde hun: Hvide kan jo altid lade vre at tnke.

Moderen svarede ikke.

Faderen, som kom ind gennem Stuerne, stansede foran et Par Flakoner
med Vin og spurgte Tjeneren:

-Hvad er det for Madeira?

Den Slanke bukkede:

-Hendes Naade har givet Ordre.

Faderen lftede et jeblik paa Glasproppen og frte Flasken op mod sit
Ansigt:

-Det er bedre at lade Georg give Dem en mere tr, sagde han.

Den Liberikldte bukkede paany uden at bevge sit Ansigt.

Hans Excellence slog Portiererne til sin Stue tilbage og sagde:

-Slaa de Gardiner for.

Moderen rejste sig og slog Gardinerne for Solen, saa der var halvmrkt
i Stuen, da to Stiftsdamer kom ind, to Sstre, hvoraf den ldste havde
vret Hofdame hos Hendes kongelige Hjhed Prinsesse Mariane og som tog
Plads ved Bordet ved Siden af hinanden holdende sig meget ranke under
deres Kapothatte, der var opbyggede paa deres Hoveder som Diademer.

De bragte, mens de bestandig bevgede Mundene begge to, tusind
Hilsener fra Slottet og fandt det dog dejligt at aande lidt i Byen og
henrivende, at Moderen netop var inde, og dejligt, at Excellencen
stadig var rask:

-Altid den samme, sagde den ene af Kapothattene.

-Vi har det godt, sagde Hans Excellence--al Talen om hans Befindende
var en Afsky for ham--og gik frem mod Kammerherre Urne, en lille
Herre, spinkel og med studset Skg, af Udseende som en General og fr
"Tabet" Overprsident i Kiel.

-Jeg vilde dog se Dig, kre Ven, sagde Kammerherren: da jeg var inde
fra "Ensomhed".

Faderen, der havde bukket foran den lille Mand, gik med ham ind i den
nste Stue, hvor Kammerherren, der havde nogle ejendommelige
Haandbevgelser som den, der er vant til at lede Forhandlinger,
fortalte om nogle Vinstokke, som Hans Majestt Kong Georg havde
forskaffet ham fra de grske er og som Kammerherren, i Vedbk, paa
"Ensomhed", forsgte at omplante i Drivhuse:

-Man kan jo aldrig vide, sagde Kammerherren: om man kunde drive dem
til Espalier. Og om man kunde faa en Drueart her i Landet.

Faderen havde hjemme paa "det hvide Hus" enkelte Aar haft mange Druer.

-Og der er jo Tider, sagde Kammerherre Urne, der blev i sin egen
Tankegang: hvor man ikke arbejder.

Kammerherrens Arbejde var at nedskrive sine Erindringer fra
Embedstiden i Hertugdmmerne og han var inde paa et Minde fra den Tid,
da Moderen kom til og han vendte tilbage til Druerne.

-Vi har ogsaa mange Druer hjemme, Kammerherre, sagde Moderen:

-Men jeg kvaser dem i Hovedet paa Tine, naar jeg plukker dem ned.

Og ved Tanken om Tine og Klaserne lo hun saa hjt, at det klang gennem
Stuerne.

-Det er Stella, sagde Hendes Naade, som havde bjet sit Hoved.

-Ja, De er jo blevet derovre, sagde Kammerherren.

-Ja, svarede Faderen: vi ansa det for vor Pligt.

De to Stiftsdamer, der tog dybt til sig af Krystalskaalene, som den
Lyseblaa bragte omkring paa en Slvbakke, talte om Krigen i Tyrkiet,
der optog dem ganske:

-For vi paa Slottet, det siger jeg Dig, Marie, sagde den Yngste, har,
bogstavelig talt, levet i de Begivenheder.

Den ldre faldt ind:

-Ja, den ulykkelige kejserlige Familje.

-Ja, sagde Hendes Naade, der vistnok var distrait, thi hendes jnes
Udtryk ligesom fulgte hele Tiden ikke med hendes Ord:

-Hendes Majestt Dronningen har i denne Tid gennemgaaet meget.

-Men der har jo, det tilstaar jeg, vret Aftener, sagde
Hofdame-Ssteren til Hofjgermesterinde Eichwald: hvor jeg har sagt
til Charlotte Amalie, naar hun lste, at nu maatte hun holde inde, for
der er jo ingen Rdsler, for hvilke man nutildags forskaanes i
Aviserne.

-Og det endte grangivelig med, at man laa og sa Blod i sine egne
Senge om Natten.

Frkenen brd pludselig af med Slagmarkerne og sagde til
Hofjgermesterinden i en Tone, som spurgte hun om Vejret:

-Hvorledes har Deres Fader det?

Fru von Eichwald, der var fdt Glud, takkede, Konferensraaden havde
det nogenlunde, og hun rejste sig halvt, frem mod Hans Excellence, som
kom hen mod Bordet:

-Vi taler om Krigen, sagde hun og satte sig igen; det meget Brokade
gjorde hendes Bevgelser en Smule ubekvemme.

Hans Excellence skd Skuldrene frem:

-Udviklingen fordrer jo sine Slagtofre, sagde han.

En stoktynd, ganske hvid Mandsling, med rastlst pillende Fingre, der
var blevet krogede af at gennemse en bermt Faders Arbejder, sagde fra
en Stol ved Vinduet:

-Jeg vidste ikke, at Onkel Hvide troede paa "Udviklingen".

Excellencen lo:

-Nej, sagde han: men jeg tror paa Slagtningerne.

De to Damer fra Vall gjorde en Bevgelse med Hovederne som et Par
gamle Hner, der faar en Sjat Spildevand i jnene, medens Hans
Excellence vendte sig mod en Herre med Trben, der just var kommen
ind:

-Vd De, Baron, hvorfor man slaar Tyrkerne ihjel? sagde han.

Baronen vendte sit firsindstyveaarige Kadetansigt mod Excellencen: han
vidste det ikke.

-Jeg ikke heller, sagde Hans Excellence: maaske er de Folk, naar alt
kommer til alt, det fornuftigste Skrab paa Jorden. De har dog i
Aarhundredernes Lb lrt at indskrnke sig til kun at passe deres
Piber.

Baronen smilede venligt, saa man sa alle hans hvide og indsatte
Tnder, og sagde, at han selv i sin Samling havde et Par Vandpiber.
Baronen, som var enbenet fra en Grnsetrfning mod de Svenske fra de
Dage, da Christian den Ottende var Konge af Norge, havde saadan en
underlig Figur som en syttenaarig, der var skrumpet sammen. Han gik
hen mod Hr. Fritz, foran hvem hans midjeslanke Tjener paa sin Vej var
stanset et Nu.

-nsker Herren Madeira, sagde Tjeneren hastigt til Baronen.

-Tak, sagde Baronen: det er netop Klokkeslettet, hvor jeg plejer at
nyde mit Glas Madeira; og han tog et Glas, hvorefter han atter drejede
Hovedet mod Hr. Fritz, idet han sagde:

-Hvordan staar det til?

Og uden at vente paa Svaret begyndte han paa sit ligesom udslidte
Norsk at tale til Hr. Fritz (Baronen holdt overhovedet mest af at tale
med ganske unge Mennesker, ligesom om hans egen hele Udvikling var
standset den Dag, han mistede Benet) om noget mrkeligt han havde
lst i sin Avis om de Vilde, i det stille Ocean, hvordan de gjorde
Ild.

Hr. Fritz blev staaende med bjet Hoved, til Baronen pludselig sa paa
ham og stoppede med de Vilde for at gaa hen over Gulvet med sine runde
jne ufravendt fstede paa Glasset i sin Haand, som det var hans
rgerrighed ikke maatte ryste.

-Fritz, kaldte Hendes Naade, og Hr. Fritz gik gennem Stuen hen imod
Bedstemoderen, foran hvem han bjede Overkroppen lidt, mens han hrte
paa hende, fr han gik videre, ind i den nste Stue, hvor Grevinde
Schulin med Sn og Datter sad i nogle Lnestole og talte med en
rdblond og bred Godsejer fra deres Egn.

-Kre Ven, sagde Fru Schulin til Godsejeren: jeg vilde jo dog, Francis
skulde have vret her, nu han var hjemme... Det er dog altid en
Erindring, naar han bliver gammel, og intet Menneske vd jo, hvor
lnge det varer.

Da hun pludselig sa Fritz, sagde hun hjere og lidt rd i sit
Hoved--mens Fritz og Grev Francis, der havde rejst sig, et jeblik
betragtede hinanden med et Blik omtrent som det, hvormed to Damer ved
Ankomsten fr en Middag betragter hinandens Toilette-:

-Deres Fader er jo i Byen.

Hr. Fritz havde pludselig, hvad der var hans eneste Bevgelse, lftet
sine jne:

-Ja, sagde han.

-Ja, vi sa ham, nu vi krte herhen...

De talte om Universitetet i Svejts, hvor Grev Francis studerede,
medens hans Moder pludselig gav sig til at le:

-Ja, sagde hun: Francis taler saa elendigt Dansk... Men, kre
Rottbll, hvad skal han ogsaa her i Landet, naar han ikke netop
interesserer sig for Landbrug.

Godsejeren, hvis Frakke var lidt for snver i rmegabene, hvad han
hele Tiden flte, sagde:

-Nej, der er s'gu nutildags ingen, der vd, hvad de skal gre af
deres egne Brn.

Og Grevinden, der blev i sin Tankegang, sagde:

-Nej, der er, som ogsaa min Mand siger, oprigtig talt, ingen, der er
saa overfldige som vi.

Alle Stuer var blevet fyldte og der taltes hjt, fra alle Hjrner.
Over alle Stemmerne hrte man Marschalinden, der lo:

-Nej, Onkel Hvide, Du er for slem, sagde hun, og hun blev staaende hos
Moderen og den strigske Minister, medens Hans Excellence gik hen mod
to Herrer, der stod ved et Vindu og talte om Landstingsvalget i Varde,
hvor iforgaars en Venstremand var valgt:

-Er det ikke ganske ligegyldigt? sagde Hans Excellence.

Men den ene Herre sagde:

-Jeg tror netop Faren ligger her, at Venstre trnger frem langs
vggene i det andet Ting.

Hans Excellence lo:

-Jeg tror, det er ligegyldigt, sagde han: Her i Landet vil vi aldrig
faa Partier og altid kun have t Parti, de Nationalliberale, som
skifter Navn. Den Dag kommer nok, hvor de ogsaa kalder sig de Radikale
og forbliver--og Hans Excellence gjorde en Bevgelse, som om han
trrede sin Fodsaal mod Tppet--af den samme Familje.

Den anden Herre smilede:

-Man kender Excellencens Paradokser, sagde han.

-Sandheder, man ikke vil hre, kalder man Paradokser, sagde Hans
Excellence:

-Men hertillands vil man aldrig faa Politikere, man vil njes med
Talerne. Fik vi en Gang en Statsmand, lod vi ham hnge.

Den frste Herre sagde:

-Deres Excellence er streng mod os aktive Arbejdere; og han lagde et
lille Eftertryk paa "aktive".

Hans Excellences Blik havde strejfet Manden, der talte:

-Ja, sagde han, jeg har levet lnge.

Og han fortsatte:

-Vi havde en General--han lftede pludselig Haanden og pegede paa et
Billede af General de Meza, der i en gylden Ramme stod paa et Bord--:

-Han var min Ven, og jeg vd, hvad han har lidt.

Moderen, der stadig stod hos Marschalinden og den strigske Minister,
havde st Excellencens Haandbevgelse og sagde med en pludselig
Tankeforbindelse:

-Gamle Urne er her, Harriette; i det samme faldt hendes jne paa
Faderens Ansigt, der i den nste Stue smilende, saa man sa
Smilehullerne i hans Kinder, var bjet over den unge og friske Frken
Schulin.

-Vil De ikke forestille mig? sagde Ministeren, og de gik alle tre hen
imod Kammerherre Urne, der talte med den bermte Faders Sn.

-Jeg har aldrig haft den re at blive Dem forestillet, sagde
Ministeren bukkende.

Kammerherren bjede det graa Hoved:

-Jeg lever jo nu saa ene, sagde han.

Ministeren fortalte, at han i sin Tid havde vret Medlem af en
strigsk Kommission i Hertugdmmerne og, da Hans Excellence kom til,
sagde han:

-Jeg var ogsaa i Slesvig forrige Aar--forrige Sommer--i Flensborg og
paa Dybbl.

-Stederne virkede, sagde Grev Clary lidt langsommere: ret srgmodigt
paa mig.

-Ja, sagde Kammerherren, hvis Lber ikke ganske adld hans Vilje:

-Vi lever jo i Skyggen af de gamle Skanser.

Moderen og Marschalinden sa paa Ministeren, mens han sagde:

-Skyggen? De tager Fejl, Hr. Kammerherre, Gevrglimtene fra Dybbl vil
lyse gennem Historien.

Hans Excellence havde hrt til. Saa sagde han, medens hans Ansigt var
helt forandret og han lignede en Sttte, som han stod:

-Maaske.

Og et Nu efter lagde han til:

-Det er maaske Glimtene fra ressalverne over vor Grav.

-Deres Excellence, sagde Ministeren, kan ikke tro saa lidet paa Deres
Folk.

Hans Excellence rystede paa sit Hoved, med det samme Udtryk i sit
Ansigt:

-Jeg taler ikke om Folket, sagde han: et Folk lever lnge og som det
kan.

-Det er kun Slgterne, der dr og hvis Arbejde kan dmmes.

Der flj et Udtryk af Bevgelse over Kammerherrens Ansigt, mens
Ministeren sagde:

-Deres Excellence har Ret.

Marschalinden, der sgte om et Emne, sagde efter et Par jeblikkes
Forlb:

-Stella, har Generalinde Rye det godt, og Hans Excellence gik tilbage
gennem Stuerne, hvor en halvfjerdsindstyveaarig Lyriker med meget
stort Skjortebryst og langt Haar havde taget Plads ved Siden af Hendes
Naade.

Hans Excellence gik ind i sin egen Stue og lukkede efter sig.

Sofie stod derinde i en Krog:

-Hvad vil hun? sagde han.

-Hun skulde--hun skulde gerne ha'e Penge:

-Til Hendes Naade, stammede Sofie hastigt.

-Hm, sagde Hans Excellence.

Der var gaaet en Skygge over hans Ansigt, mens Sedlerne kom op af
Chatollet, og pludselig, medens han rakte Tyendet dem, sa han hende
ind i Ansigtet:

-Hvem er Hustyvene her i Huset?

Sofie flte det som var hun naglet til den Gulvplanke, hvor hun stod,
og hun fornam sit Hjerte som en Hammer.

-Gaa, sagde Hans Excellence.

Og hun gik.

Hans Excellence lukkede Klappen og stttede sig, med de fremstrakte
Arme, et jeblik til Chatollet.

Saa gik han hen og laasede Dren og satte sig i sin Stol.

Hendes Naade vendte Hovedet et jeblik bort fra Poeten, der talte om
H.C. Andersen og Erindringer fra Nys, og spurgte Moderen, som gik
forbi med Fru Harriette:

-Hvor er Hvide?

-Grandpapa er her, sagde Moderen og sgte selv Hans Excellence med
jnene, mens den strigske Minister tog Plads og talte hen over Fru
von Eichwald, der stadig havde holdt sig ved Siden af Hendes Naade
--talende om Gastein.

-Hvor Deres Naade har vret saa mange Gange, sagde Ministeren.

-Vi var der ifjor, sagde Fru v. Eichwald.

Ministeren ventede et Sekund, men Hendes Naade rrte sig ikke for et
forestille ham for Fru von Eichwald:

-Og har efterladt saa mange Erindringer, sagde Ministeren.

Fru v. Eichwald var blevet meget bleg og havde med Laagene skjult et
pludseligt Glimt i sine graa jne.

-Min Fader, blev Ministeren atter ved: har naar han talte om sine
Ungdomserindringer ofte talt om Deres Naade.

-Gewiss giebt es schne Weiber in Dnemark, plejede han at sige,
sluttede Ministeren og bjede sig for Hendes Naade, en Smule frem over
Fru von Eichwald.

Hendes Naade smilede.

-Man smigrer saa let i strig, sagde hun, men hendes jne fulgte
Moderen, der havde grebet i Excellencens Dr og flt, at den var
laaset.

-Men hvad er det dog, Stella, sagde Marschalinden, da Moderen slap
Dren:

-Du er jo helt bleg.

-Det er ingenting, sagde Moderen, og idet hun pludselig frte Haanden
hen over Panden, sagde hun:

-Jeg synes, Luften er fuld af Ulykker.

Og mens hun paa n Gang gav sig til at le, sagde hun til Bermthedens
Sn, der stod bag hende i en Krog:

-Tror De paa Datoer?

Snnen blev staaende med aaben Mund.

-Jeg, Kandidat, hader alle Ottetaller, sagde Moderen.

Kandidaten forsgte at le, men Moderen sagde:

-Ja, lg en Gang Mrke til dem. Et Ottetal ligner de Jern, man lgger
om Forbryderes Ankler.

-Ja, sagde Bermthedens Afkom, der havde fattet sig; det er jo i og
for sig mrkeligt, saa ofte man finder bestemte Datoer knyttede til
bermte Mnds Liv.

Kandidaten udbredte sig videre over Emnet:

-Der var i hans Faders Liv ikke mindre end fem Syttentaller, som
virkelig synes at have spillet en Rolle for ham.

-Men, sluttede Kandidaten, man br naturligvis vogte sig for den Slags
Overtro.

-Thi hvor vil den vel fre hen? sagde Kandidaten.

-Men hvor er dog den kre Excellence, sagde en Dame pludselig meget
hjt og plantede sig, bredt, i Stolen hos Hendes Naade, Digteren lige
havde forladt.

Det var Fru Etatsraadinde Mouritzen, der var kommen gennem en gal Dr
fra Entren--det var Etatsraadindens Skik at gaa gennem gale Dre i
hendes Bekendtes Lejligheder--og som var sejlet gennem alle Stuer:

-Hvor er den kre Mand, gentog hun til Hendes Naade og lagde til,
ligesaa hjt som det vrige:

-Man er dog altid bange for ham naar man ikke ser ham, mens de korte
og ringfunklende Fingre faldt ned i hendes Skd.

-Hvide kommer straks, sagde Hendes Naade og, som om hun frst havde
set Hofjgermesterinden i samme Nu, forestillede hun paa n Gang
Ministeren for baade Fru von Eichwald og Fru Mouritzen.

... Sofie gik ind i Kkkenet. Hun syntes, hun lftede Benene saa
underlig hjt op i Luften, mens hun gik.

Der ld et Slag paa Dren, da hun kom ind.

-Hvem er det? raabte hun.

Kkkenklokken skrattede, fr hun lukkede op:

-Det er mig, sagde Jgermesteren, som stod foran hende, i Dren, i sin
Pels.

-Er det Jgermesteren?

Sofie troede, hun skulde falde.

-Ja, det er mig, sagde Hans Hvide og klaskede ned paa en Stol som
noget, der ikke er Liv i.

-Hr. Jgermester, Hr. Jgermester! Sofie blev staaende foran ham med
sammenknugede Hnder, og pludselig sagde hun:

-Saa er det rent galt.

Og uden at vide det, mens hun var af Farve i sit Ansigt som
Kkkenbordet, slog hun Dren i til Anrettevrelset, hvor Kogejomfruen
stod over Garneringerne.

-Ja, nu ramler det, sagde Jgermesteren.

Sofie svarede ikke. Det var, som stnnede hun ligesom Bornholmeren.

-Jeg skal tale med den Gamle, sagde Jgermesteren og vilde Staa op.

-Vi har Fredag, sagde Sofie.

Hans Hvide lo:

-Se, om han er inde.

-Ja, sagde Sofie og blev staaende.

-Se, om han er inde, gentog Jgermesteren.

-Ja.

-Hun begyndte at gaa. Og paa en Gang sagde hun og aabnede jnene, som
hun havde holdt lukkede hele Tiden:

-Er der ikke no'et, Jgermesteren vil ha'e?

Hans Hvide, der allerede stank af sin Hals, sagde:

-Jo, bring mig et Glas.

Hun lb gennem Gangen ind i Spisestuen og greb en Karaffel. Hun hldte
Vinen op i et Vandglas. Der var ikke andet.

-Dr, Hr. Jgermester, sagde hun.

-Tak, sagde Hans Hvide, der havde tmt det.

Sofie gik op. Hun sa alting saa tydeligt, Vggene og Drene og
Karmene--alting, fr hun lettede paa Excellencens Dr.

Hans Excellence sad ved sit Bord endnu.

-Han er der, sagde Sofie, da hun var vendt tilbage.

-Saa maa det vre.

Jgermesteren stod op:

-Aa, Herre Jesus, sagde Sofie, der sa op i hans Ansigt, mens hun greb
om hans to Hnder, der var kolde som et svedende Ligs.

-Ja, sagde han.

-Det er mig, sagde han, da han havde aabnet Excellencens Dr.

Hans Excellence drejede Hovedet:

-Jeg ventede Dig, sagde han.

-Det er jo godt, svarede Snnen, der skjalv:

-Jeg maa have Penge.

-Kommer Du nogentid for andet? sagde Excellencen.

-Jeg kommer naar det er ndvendigt, sagde Snnen.

-Hvor kan det vre ndvendigt at skaffe Penge, naar Du pantstter dine
Skorstenspiber? sagde Hans Excellence.

-Det forslaar ikke, sagde Snnen.

-Hvad forslaar?

Hans Excellence var staaet op. Man syntes, det var en Dd, der havde
rejst sig.

-Det er forbi. Jeg vil ikke mer, sagde han.

Udenfor blev Dre slaaet op og Dre slaaet i, og paa Gangen ld der
Skridt. Det var, som i de to Mennesker i Excellencens Stue kun jnene
levede:

-Det kan ikke vre Forbi.

-Det skal.

-Det er Veksler.

-Jeg betaler dem ikke.

-Du maa.

Ordene kom som Hug.

-Jeg gr det ikke.

-Du maa.

Derinde skrabedes med Stole og Folk rejste sig.

-Hvorfor? sagde Hans Excellence.

-Fordi det er dit Navn.

Hans Excellence forstod ikke og stod ret op.

-Skrevet i dit Navn, sagde Snnen, hvis Stemme var blevet ukendelig.

Der gik et Nu, fr Hans Excellence faldt ligesom halvvejs forover som
En, der er ramt i Ryggen, og havde rejst sig igen.

-For hvor meget? sagde han.

-Tredive Tusind.

Hans Excellence rrte sig ikke. Bordet sklvede under hans sklvende
Arm.

-Tredive Tusind, sagde Snnen igen, som om Hans Excellence ikke havde
hrt det.

Og da der bestandig var stille, sagde han i Angst og gik tre Skridt:

-Har Du dem ikke? mens Sveden lb ned ad hans blodlse Ansigt.

-Du skal faa dem, sagde Hans Excellence. Han var kommen til Sde i sin
Stol.

Det ruskede i Dren til Gangen, som Hans Hvide havde laaset.

-Deres Excellence, Deres Excellence, raabte Georg:

-Hans kongelige Hjhed.

-Jeg kommer, svarede Excellencen, og han vendte et Nu sit Ansigt mod
Snnen, mens det var som i et Sekund halvfemsindstyve Aars Lidelser
og Liv var skrevne deri:

-Jeg kommer, sagde han igen.

Georg slap Dren.

Hans Hvide havde bjet Hovedet, men tirret som et Dyr, der piskes,
foran Faderens Ansigt, lftede han det igen og sagde:

-Ja, hvorfor gav Du aldrig nok, da Du kunde?

-Hvorfor?

I et pludseligt Raseri lb han hen og greb i Excellencens Skulder:

-Hvorfor? skreg han.

Hans Excellence svarede ikke. Laagene var falden til over hans jne.

Hans Hvide lo:

-Fordi Du har taget Dig betalt, raabte han: #der#, hvor Du #vilde#. Og
som om han selv stivnede i samme Nu, Ordene var sagt, slap han Hans
Excellences Skulder og blev staaende et Sekund, fr han brast i Graad.

-Du kan gaa, sagde Hans Excellence, hvis Stemme atter ld som den
plejede.

Hans Hvide var gaaet.

Hans kongelige Hjhed rejste sig fra Stolen ved Siden af Hendes Naade
og nrmede sig, mens alle Stemmer ld mere dmpet, til Faderen, med
den hje Hat i sin Haand:

-Men hvor er egentlig Excellencen? sagde han og gik et Par Skridt frem
mod Hans Excellences Dr.

Faderen bjede Hovedet:

-Der er en Patient hos ham, Deres kongelige Hjhed, sagde han, der
havde genkendt Broderens Stemme gennem Dren. Og som ved et Tilflde
rrte hans Albue ved Portirens Knude, saa det sorte Fljels Gardin
med Hvidernes Vaaben pludselig faldt ned for Dren som en Vg.

-Ja, Hvide er utrttelig, sagde Hans kongelige Hjhed og smilte.

-Deres kongelige Hjhed maa undskylde, sagde Hans Excellence i det
samme og skd Portiren bort.

-Det er den aldrig trttede, som vi rer, sagde Hans kongelige Hjhed
og tog Excellencens Haand.

Og Hans kongelige Hjhed talte spgende om et Storkors, der nylig var
givet Hans Excellence af Hans kongelige Hjheds Broder i Grkenland.

Hans kongelige Hjhed indviklede Kammerherre Urne i Samtalen og
kammerherren sagde--mens al anden Tale blev meget stille og der paa
Gulvet blev et tomt Rum omkring Hans kongelige Hjhed, Excellencen,
Kammerherren og Kadetten--angaaende sit Arbejde, at det var
Udviklingen af Hertugernes Forhold til Tronen, som beredte
Vanskeligheder.

Hans Excellence, der muligvis ikke hrte efter, sagde:

-Ja, Deres kongelige Hjhed, vi Gamle har kun Erindringerne tilbage.

-Ja, Vrket har meget interesseret Hans Majestt, sagde Hans kongelige
Hjhed, og idet han vendte sig mod Kadetten, sagde han:

-Hvorledes staar det med Deres Helbred, Hr. Baron?

Den firsindstyveaarige bukkede og sagde:

-En Invalid tr ikke klage, Deres kongelige Hjhed.

-Ja, sagde Hans kongelige Hjhed, medens det svindende Lys fra Vinduet
faldt ind over ham og de tre Oldinge, der tegnede deres Skikkelser mod
Striberne med Hvidernes Vaaben:

-Ja, sagde Hans Excellence og slog sin Haand ned paa Kadettens
Skulder:

-Det er Resterne af gamle Norge.

Hans kongelige Hjhed begyndte, maaske en lille Smule brat, en Runde
mellem Damerne og vendte sig til Marschalinden, hvem han kendte fra
Wien, idet han talte om de nye Museer i Donaustaden og om Prag.

Hans Excellence, der havde set rundt i Stuen, sagde pludseligt, efter
frst et Nu at have trukket de tykke jenbryn i Vejret:

-Fru von Eichwald kommer lige derfra, Deres kongelige Hjhed.

Hans kongelige Hjhed, der uvilkaarligt havde trykket Hatten en Kende
tttere ind mod sin Figur, vendte Hovedet mod Hofjgermesterinden og
sagde:

-Er Hofjgermesteren i Byen, Frue?

Der var paa en Gang blevet ganske stille i Stuerne.

-Nej, Deres kongelige Hjhed, sagde Hofjgermesterinden, som nejede
meget dybt: min Mand er paa Egehj.

Der opstod en Pause, fr Hans kongelige Hjhed sagde--Etatsraadinde
Mouritzen var trngt frem lige bag Fru von Eichwald og bevgede sig
saa livligt, at den nederste og fyldigste Del af hendes Ryg rev Poppes
Tppe ned-:

-Ja, Wien er en smuk By.

De noget lsrevne Ord hrtes gennem tre Stuer, mens Hans kongelige
Hjhed vendte sig mod Hendes Naade til Afsked.

Hans Excellence fulgte Hans kongelige Hjhed ud.

Alle begyndte paa en Gang at tale igen, og Moderen, som paa Hendes
Naades Vegne havde fulgt Hans kongelige Hjhed til Dren, vendte
tilbage til Grevinde Schulin, der talte med de to Stiftsdamer om
Jrgen, Komtessens Forlovede, og som, da hendes to Brn havde fjernet
sig, sagde:

-Jrgen vil jo absolut giftes nu.

-Vil han? sagde den ene Stiftsdame, og den anden lagde til:

-Ja, De, det vil jo altid Brudgommen.

-Men, blev Grevinden ved--og Moderen, der havde fulgt Faderen med
jnene, han gik mellem de unge Kvinder, som en Gartner gaar, mellem
sine Blomster, hrte pludselig efter--jeg synes nu ikke, at det har
nogen Hast. Unge Mennesker er altid gamle nok til at faa Brn, men de
bliver sjldent gamle nok, til deres Brn begynder at blive gamle.

Moderen sa paa Grevinden og havde frt sin ene Haand ind mod sit
Bryst:

-Hvor det er sandt, sagde hun, og hendes Lber forblev let aabnede, da
hun havde talt, ligesom hos En, der forbavses.

Den ene af Stiftsdamerne, af hvilke ingen havde forstaaet noget,
sagde:

-Kre I to, det er som jeg si'er saa tit til Charlotte Amalie, naar vi
saadanne sidder for os selv og ser ud over vore Bekendte: Revner
kommer der dog altid.

Stiftsdamen udtalte e'et i Revner som et .

Fru Schulin smilte og sagde:

-Der er no'et i det. Hvad siger De? vendte hun sig til Moderen.

Moderen fo'r sammen.

-Jeg tnkte, sagde hun.

-Ja, sagde Grevinde Schulin, stadig til Moderen eller en lille Smule,
som talte hun til sig selv: jeg er saamn ikke meget klgtig, og Gud
vd, hvordan man skulde blive det, men der er vel altid en eller anden
Ting, som man lnge har tnkt over ... Og jeg tror, at en Kone frst
rigtig har tabt i gteskabet, naar hun ikke lnger er Kvinden,
Kvindemennesket for sin Mand.

Moderen havde nikket, som en Statue vilde, hvis den kunde bevge sit
Hoved.

-Ja, det tror jeg, sagde Grevinden, inde i sin egen Tankegang.

Hans Excellence, hvem de allerede havde hrt le henne ved Dren,
traadte hen i Nrheden af dem og blev pludselig staaende foran Grev
Francis, der, i en anden Lnestol, i en fortsat Ligegyldighed, havde
siddet med det sknne Racehoved stttet i sin smalle Haand, men som nu
rejste sig. Hans Excellence blev ved at le:

-Hvad ler du af, Onkel Hvide? spurgte Grevinden.

-Af hans Ungdom, sagde Excellencen, der i de sidste fem Minutter, paa
n Gang, syntes greben af den Stormkastmunterhed, der for en
Menneskealder siden var Forfrdelsen for Eksamensbordenes Kandidater.

-Ja tnk Dig, sagde Grevinden, at han kun bliver fyrretyve Aar, naar
vi gaar ind i et andet Aarhundrede.

-Et andet Aarhundrede, sagde Hans Excellence og gjorde en Bevgelse
med sine Lber, som udstdte han en Slurk Rg:

-Hm, sagde han, Menneskehedens Muskler bliver de samme og vil gre det
samme Arbejde.

Han gik videre og kom i Nrheden af Hendes Naades Stol:

-Hvor har Du vret, Hvide? spurgte Hendes Naade, og hun strakte sin
lidt fugtige Haand krtegnende ud mod ham:

-Jeg er altid saa bange, naar jeg ikke ser Dig.

Hendes Naade slog jnene op mod Hans Excellence og han satte sig,
brat, paa en Stol, med Armen over Hendes Naades Stoleryg:

-Du har mange Gster idag, sagde han.

-Ja, min Ven. Men--og Hendes Naade sa igen ind i Excellencens
Ansigt--Du er anstrngt.

-Jeg, sagde han--der var i hans Stilling, som han sad, noget, der
mindede om et hvilende Stordyr af Rovslgten--:

-Jeg har det godt, sagde han.

Etatsraadinde Mouritzen, der sad ovre hos Marschalinden og Fru von
Eichwald, sa over paa Hendes Naade og Excellencen og sagde pludselig,
midt i det:

-Ja, Gud, hvor er'et sjldent--at se saadan et gteskab.

-Men, blev hun ved i en springende Forbindelse--Etatsraadinden talte
altid saa hjt, at hun egentlig ikke skjulte sine Tanker for
Omverdenen--:

-Underligt er'et, at ingen af Brnene har arvet hans Geni.

Marschalinden, der ligesom Moderen, havde betragtet Faderen, som just
stod bjet over et Par unge Dtre af Landadelen, sagde:

-Fritz har vist arvet.. . Geni.

Etatsraadinden beholdt Munden aaben.

Marschalinden sagde, idet hun slog lidt ud med sin Lorgnon og paa
Forhaand smilede ad de Ord, hun vidste maaske ikke vilde blive
forstaaede:

-Det Geni, der nu lyser paa hans Ansigt.

Hans Excellence, der havde talt med en Hjrvrdighed, som i en lang
Arveflge havde arvet en Kirke sammen med et hjkirkeligt Syn, og som
nu nrmede sig Hendes Naade--Hans Excellence kom hen til Moderen og
sagde:

-Hvad taler I om?

-Vi talte om Genier, sagde Marschalinden.

-Genier, Genier, sagde Hans Excellence: Genierne, min Pige, er kun
Burene om de strste Dyr.

Marschalinden lo:

-Du vlter alting idag, Onkel Hvide.

-Nej, sagde Hans Excellence, hvis Ansigtsudtryk skiftede: jeg stiller
paa Plads.

-Forresten, sagde Marschalinden, der stadig smilede: talte vi egentlig
om Krligheden.

-Ja, fo'r Etatsraadinden brat ind, der nu havde forstaaet
Marschalindens Ord fra fr.

-Krligheden, sagde Excellencen og et jeblik krngede han sin altfor
svre Mund: Krligheden? Menneskene bliver aldrig sunde af Begreb, fr
alle de pyntelige Ord er blevet hvlede af Sproget.

Marschalinden blev ved at le, men Hans Excellence, der vendte sig
halvt, sagde, som fejede han noget vk:

-Og forresten vd jeg heller ikke, hvorfor I vil forlange saa meget af
Abernes Brnebrnsbrn.

-Eller hvad mener Du? spurgte han henimod Moderen.

-Jeg, sagde Moderen, hvis Ord syntes uden nogen Sammenhng med alt,
hvad der var sagt: Jeg tror, man br give Menneskene fri.

-De ta'er sig fri, sagde Hans Excellence og gik videre.

-Den kre Excellence er saa munter idag, sagde Fru Mouritzen og
rokkede let med sit Hoved, og, som om hendes Nse pludselig havde
vejret et eller andet, sagde hun paa en Gang:

-Hvad er her hndt?

-Intet jeg vd af, svarede Marschalinden, der ved hendes Ord havde
lftet sine jne mod Moderens Ansigt og atter hastigt taget dem bort.
Og hun spurgte om en mrkelig Perleindfatning af en Medaillon, der
hang halvskjult under Etatsraadindens Hage:

-Den maa vre meget gammel, sagde hun.

-Ja, Stykket er historisk.

-Etatsraadinden, der udtalte o'et som et aa, tog Medaillonen af:

-Den har tilhrt Marie Antoinette.

-Mouritzen har Beviserne, sagde Etatsraadinden: Men vi har Stykket fra
Frankfurt.

-Ja, sagde Marschalinden, som sad med Medaillonen imellem sine Fingre:
Saadanne Ting gaar jo nutildags saa mange Veje.

-Ja, det er underligt, sagde Fru Mouritzen og hun tilfjede--naar
Etatsraadinden talte om Medaillonen, talte hun saa mrkelig ud i t--:
Pastellen fremstiller Dauphin.

-Det er aparte, saa de Brillanter er "fattede", sagde Marschalinden og
kneb jnene sammen, som Kendere gr.

-Nutildags, sagde hun og sa uvilkaarligt over paa Hendes Naade, mens
Hofjgermesterinden fulgte hendes Blik: indfatter man ganske
anderledes.

-Ja, sagde Fru von Eichwald, idet hendes Laag atter dkkede et hastigt
Glimt i hendes jne som da hun fr sad, med Ministeren, ved Siden af
Hendes Naades Stol: det var interessant at se.

Og mens hun gik, sagde hun:

-Hendes Naade vil ikke blive vred.

Fru von Eichwald bjede sig over Hendes Naade og bad om de maatte
sammenligne Indfatningen.

Hendes Naade havde grebet lidt nervst op om Kejser Nikolajs Brosche,
nsten som om hun vilde skjule den:

-Den skal ingen Skade komme til, sagde Fru von Eichwald smilende og
med den samme Stemme.

-Naturligvis, sagde Hendes Naade og Fru von Eichwald tog Broschen af.

Marschalinden havde faaet begge Klenodierne i sin Haand og frte dem
op mod Lyset.

-Forskellen er tydelig, sagde Fru von Eichwald. Marschalinden havde
brat frt Juvelerne bort fra Lyset, og mens hun holdt Broschen i en
halvt tillukket Haand, sagde hun:

-Russiske Brillanter, Frue--Marschalinden understregede Frue--er altid
ganske sregent indfattede.

-Tak, sagde hun og var selv gaaet hen over Gulvet for at fste
Broschen paa Hendes Naade, med en Haand, der rystede ganske lidt.

Etatsraadinden brd op, og Fru von Eichwald talte med Hans
Hjrvrdighed, der bad hende takke Hr. Konferensraaden for Stagerne.
Konferensraaden havde ladet et Par Alterstager i hans Kirke belgge
med Guld:

-Og de virker saare sknt paa deres hellige Sted, sagde Hans
Hjrvrdighed.

Marschalinden var vendt tilbage til Moderen:

-Du er saa tavs idag.

Moderen stod lnet til Vindueskarmen, hvor hun sa ud som en Vandrer,
der paa en endels Vej et Minut har lnet sig til et Tr, og sagde:

-Jeg har tnkt saa meget igennem i de sidste to Timer.

Fru Harriette stod et jeblik, fr hun sagde:

-Men undertiden taler man for at skjule, at man tnker.

Og idet hun vendte sig, sagde hun og pegede let over mod den unge Hr.
Fritz, som i Stuens Baggrund, i den halve Skumring, stod lnet mod et
Ibenholts Skab:

-Er det Hans' Sn?

-Ja.

Marschalinden blev ved at se paa ham:

-Ham glemmer man ikke, sagde hun og gjorde en lille Pause mellem hvert
Ord.

Da den strigske Minister traadte til for at sprge, om de skulde gaa,
bjede hun Hovedet i Retning af den unge Hvide:

-Har De set ham? spurgte hun.

-Ja, sagde Ministeren og betragtede den unge Hr. Fritz, der, meget
rank i Krop, bjede det antikke Hoved mod den Ibenholts Baggrund:

-Han er skn som et Gravmle.

-Det er underligt, sagde Marschalinden, der var faret let sammen: jeg
stod netop og tnkte paa, at han skulde egentlig have en nedadvendt
Fakkel i Haanden.

-Ja, vi skal afsted, sagde hun, og Ministeren gik for at tage Afsked,
da Bermthedens Sn kom til: han vilde gerne vise en yngre Professor i
sammenlignende Sprog et gammelt Portrt, en Silhuet, der hang i
Vindueskarmen og som Gehejmeraad Goethe i sin Tid havde forret Hans
Excellences Fader under et Besg i Weimar.

-Det gamle Billede, sagde Marschalinden, der tog Billedet ned fra
Karmen.

Hun blev forestillet for Professoren og vedblev:

-Ja, Weimar er et henrivende Sted ... jeg var der endnu for to Aar
siden. Jeg fulgte min Mand, han skulde reprsentere ved et Slags
Regeringsjubilum.

Og de vedblev at tale om Weimar og om Goethe.

Hans Excellence havde, inde i den anden Stue, sat sig paa en Stol
foran Kadetten og, pludselig, var han sunken sammen. Med ganske tomme
jne sad de to Oldinge, midt mellem de Talende, og stirrede paa
hinanden.

De to Stiftsdamer, der endelig skulde gaa, kom forbi Pappegjens Bur:

-Se Fuglen, Anna Frederikke, sagde Charlotte Amalie og stak sin
ringbesatte Finger ind til Fuglen.

Poppe blev rasende og hugg i Fingeren, saa Stiftsdamen hvinede let,
mens Poppen skreg, med udspilede Vinger:

-_Fortuna fortis, fortuna fortis_.

-Hva' er 'et, Dyret siger, Charlotte Amalie.

Hans Excellence vaagnede brat:

-Det er Latin, sagde han og stod op.

Hans Excellence gik forbi Hofjgermesterinden og Hans Hjrvrdighed
og hrte Hans Hjrvrdighed sige:

-Ja, Frue, Menneskene vil altid trnge til at se opad.

-Det er rigtigt, Deres Hjrvrdighed, sagde Hans Excellence: lad dem
se opad. Saa bliver de aldrig sig selv vr.

Han vendte sig til Hofjgermesterinden:

-Din Fa'er er snavs, sagde han.

-Ja, desvrre, svarede Hofjgermesterinden.

Der flj et barskt Smil over Hans Excellences Ansigt ved Tonefaldet i
Fru von Eichwalds Stemme.

-Vogt ham for Sindsbevgelser, sagde han: hvis I ellers har hans Liv
krt.

Hans Excellence traadte hen til Gruppen ved Vinduet og fangede Navnet
Goethe, medens alle Gsterne, der beredte sig til Opbrud, stod op og
dannede som en stor Kreds udover Stuen, frem mod hendes Naade, hen bag
hvis Stol den linjeslanke Tjener havde flyttet en Standlampe, som han
netop tndte.

-Goethe, ja, sagde Hans Excellence: han drev det vel saa vidt som et
Menneske kan: At dyrke sig selv som en Gud og have Ret dertil, naar
han maalte sig selv med de andre.

-_Fortuna fortis_, skreg Pappegjen.

Ministeren, der skulde henvende nogle Afskedsstninger til Hendes
Naade, greb Ordet Weimar og talte om det storhertugelige Hus.

-En udmrket Slgt, sagde Ministeren.

Hendes Naade, der sad i Lyset af Lampen, smilte pludselig:

-Jeg har aldrig, sagde Hendes Naade--og et kort Nu var Hendes Naades
Ansigt som forvandlet, mens de dybe og blaa jne straalede--set saa
smukke Mnd som Prinserne af Huset Weimar.

Der skd en Rdme som to blodige Lyn hen over Hans Excellences Ansigt,
der syntes at kunne hre en Hvisken, naar det var Hendes Naade, som
talte.

-Ja, sagde Kammerherre Urne, der stod hos de andre, som vedblev at
tale om Goethe: helst af alt vilde jeg have set Goethes Mde med
Bonaparte.

-Det var uforglemmelige Dage, de i Weimar, sagde Hendes Naade til
Ministeren.

Hans Excellences jne slog over mod Hendes Naade som tindrende Glimt
og med en urimelig Bevgelse med sin Arm gennem Luften, som sled han i
en usynlig Lnke, sagde han, som Svar til Kammerherre Urne:

-Ja, de to har forstaaet hinanden. Bonaparte vidste Besked. Han gav
Drivfjedren Vinger og lste Sammenhngen paa Bunden af sit Glas.

Marschalinden, der netop ved denne Jul gennem Fyrstinde Metternich
havde erhvervet en Samling af Bonaparternes Drikkeglas, blev rd som
et Blod og et Nu talte ingen, fr Hans Excellence, efter at have
kastet et Blik paa Silhuetten sagde:

-Og hvad bliver der saa tilbage af en Goethe? Han talte, som rykkede
han usynlige Vkster op med alle deres Rdder:--Frst nogle Bger, saa
n Bog ... saa et Navn og en Gang tilsidst kun nogle Bogstaver, hvis
Form Ingen kan tyde mer.

Bermthedens Sn, der blev, hvor han var, og som hadede alle andre
bermte Erindringer og hvad der kunde ligne Erindringer, sagde:

-Men Goethes Samtaler kan jeg ikke udstaa.

Alle var ved at bryde op. Grev Francis Schulin bjede foran Hendes
Naade sit Hoved i en tom rbdighed, mens de to Stiftsdamer halvnejede
paa den anden Side Stolen.

-Fortuna fortis, skreg Pappegjen i et stadigt Raseri.

-Det er Gammelmandssnak, sluttede Bermthedens Sn.

Den slanke Tjener aabnede Dren og lukkede den igen, rank med
nedslagne jne, som en Husets Vogter.

Hans Excellence lftede Hovedet brat og stod som et Lys:

-Den Gammelmandssnak, min Go'e, sagde han til Bermthedens Afkom, har
gttet et Aarhundrede.

Poeten, der havde holdt en af Politikerne fast angaaende
Statsunderstttelser, nrmede sig Excellencen til Farvel (under Lampen
bjede Hendes Naade uafladelig sit Hoved, rank, med Nikolaj I.s
Brillanter ved sin Hals, ikke ulig et Afgudsbillede) og Digteren, der
greb Ordet Aarhundrede, enten fordi det endelig var nok for hans
Dybsindighed eller maaske kun for at faa en Sortie, sagde:

-Ja, Deres Excellence, hvad bliver der tilbage af et Aarhundrede?

Hans Excellence lo, og med et pludseligt Blik, der fangede det ganske
Vrelse og inderst inde i den nste Stues Mrke den sammensunkne Kadet
som en fjern Ruin, sagde han:

-Vi er blevet tilbage.

Og han lo endnu en Gang.

... Ministeren krte bort sammen med Fru Harriette. Han talte om Hr.
von Bismarck og strigs kummerlige Stilling under Krisen. Pludselig
sagde han:

-De hrer ikke efter.

-Nej, min Ven, undskyld.

Og lidt efter sagde Marschalinden:

-Naar man ikke har set sin Ungdoms Venner i tyve Aar, kan der vre et
og andet at tnke over.

-Sikkert, sagde Ministeren, og lidt efter sagde han, idet han sa
udad Vinduet:

-Denne gamle Mand er oprigtig som en Fortvivlet.

Fru Harriette drejede hastigt Hovedet om mod Ministeren:

-Ja, sagde hun og nikkede.

Og de talte ikke mer, fr Ministeren stod ud.

Da Vognen atter krte videre, frte Marschalinden pludselig hastigt
Muffen op mod sit Ansigt: hun brast i Graad.

       *       *       *       *       *

Hans Excellence sad foran sit Bord:

-Hvad er Klokken?

-Fire, Deres Excellence, svarede Georg.

-Klokken fem skal Vognen kre frem.

Georg rettede sig.

-Her er Middag, sagde han og sa hen paa Hans Excellence.

Hans Excellence rrte sig ikke:

-Lad Hr. Fritz komme ind.

Georg gik og den unge Hr. Fritz kom ind. Uden nogen Bevgelse i sit
Ansigt betragtede han Hans Excellence:

-Din Fa'er er vel i Hotel d'Angleterre, sagde Excellencen og drejede,
da han havde talt, pludselig Hovedet om mod den unge Mand:

-Sig ham til, at her spises Klokken seks.

-Hvis han ikke er drukken.

Hans Excellence havde ikke taget jnene fra den unge Mand, hvis Mund
maaske sitrede en umrkelig Kende, idet han bukkede.

-Har Du hrt det?

-Ja, Grandpapa.

-Saa svarer man, sagde Hans Excellence. En Bleghed var strmmet over
den unge Mands Ansigt og han gik.

Hendes Naade sad stadig i sin Stol:

-Hvor er Hvide? spurgte hun.

-Hans Excellence er i sit Vrelse, sagde Selskabsdamen.

-Jeg paakldes Klokken fem, sagde Hendes Naade og gjorde en Bevgelse
med Haanden.

-Sluk, sagde hun og vendte sig til den slanke Tjener.

Lyset blev slukket over Hendes Naade, der blev ene.

Dren blev sagte lukket op og lukket i, og der listede nogen hen over
Gulvet:

-Hvem er det? sagde Hendes Naade og fo'r sammen.

-Det er mig, hviskede Sofie.

-Vd Fruen det?

-Hvad? sagde Hendes Naade, som frte Hnderne op og ned i sit Skd.

-Jgermesteren er i Byen, sagde Sofie. De to hvide Ansigter stirrede
et jeblik paa hinanden gennem Mrket.

-Jeg tnkte det, stnnede Hendes Naade: Har Du set ham? Sofie svarede
ikke straks:

-Jgermesteren har talt med Hans Excellence.

-Naar?

-Under Modtagelsen.

Hendes Naade stnnede paany og bed de hvide Lber sammen:

-Gaa, sagde hun saa sagte, at Pigen nppe kunde hre det.

Dren blev lukket.

Hendes Naade havde pludselig rejst sig og gik hen over Gulvet. Hun
slog Portiren bort og aabnede Hans Excellences Dr.

Han sad ved Lampen og havde ikke hrt hende.

-Hvide, hvad er der? sagde hun og stod foran Hans Excellence: Hvad er
der sket? Hvad gaar der for sig?

Han havde lftet sit Hoved og sa paa hende.

-Hans er i Byen, sagde han.

Hendes Naade havde foldet sine Hnder--i det sorte Skrud, som hun stod
med Nikolaj I.s Brillanter, lignede Hendes Naade et af de velbevarede
Lig, man undertiden kan finde, naar man opbryder Kirkegulve--:

-Hvad har han sagt?

Hans Excellence blev ved at se paa hende som den, der ser paa hele sit
eget Liv.

-Han har talt Sandhed, sagde han og vendte Hovedet bort.

-Og Du skulde hvile Dig, sagde han straks efter:

-Du er trt.

Hendes Naade vendte sig og gik.

Moderen var gaaet op. Hun tndte Lysene i Armstagerne og blev staaende
foran de hvide Lys.

-Jeg skulde klde mig paa, sagde hun, og Armene faldt trtte ned langs
hendes Sider.

Lidt efter aabnede hun Dren til Gangen:

-Arkadia, raabte hun:

-Arkadia.

Men Ingen svarede. Moderen smilte og aabnede Vinduet. I Gaarden var
der nsten mrkt.

-Arkadia, raabte Moderen.

-Slip mig, Frederiksen, ld det nede fra, i Skumringen.

Moderen lukkede Vinduet og vendte tilbage til Lysene.

Selskabsdamen bankede paa og kom ind. Hun spurgte, om hun ikke kunde
hjlpe Fruen.

-Jo Tak, sagde Moderen, medens de dejlige Hnder laa i hendes Skd:
hvis De vilde tage min Kjole op af Kufferten.

Der var to store Kufferter med mange Rum. Selskabsdamen tog Kjoler op
og Skrter op og sker op. Moderen fulgte hendes Bevgelser.

-Det er en sort Barge, sagde hun.

-Med Underkjole af Reps.

Selskabsdamen blev ved at rode op.

-Men Gud, hvad skal jeg dog med det? sagde Moderen og sa pludselig
paa et straagult Kjoleskrt:

-Den Kjole gaar jeg jo aldrig med.

Og pludselig sagde hun:

-Vil De dog ikke ha'e den?

Selskabsdamen, der plejede at lade sig tilflyde sin Del af Moderens
Kufferter, sagde, mildt afvrgende:

-Men den er jo saa god som ny.

-Kre Ven, sagde Moderen: jeg har den jo aldrig paa:

-Tal dog ikke om det.

Selskabsdamen lagde det gule Kldningsstykke hen paa en Stol og fandt
tilsidst den Barges:

-Her er den, sagde hun.

-Tak, sagde Moderen: saa kan jeg selv.

Hun blev siddende endnu nogle jeblikke foran Lysene, fr hun slog Eau
de Cologne'n op i det store Vandfad for at bade sig. Da hun var kldt
paa, sad hun atter foran Lysene.

Hendes Blik faldt paa Tusindfrydbuketten, som Hans Excellence hver Dag
til Middag lod lgge paa hendes Bord. Hun tog den i sin Haand. De gule
Blomsterjne stirrede i Lyset op mod hendes blege Ansigt.

Saa lagde hun Blomsterne hen og af de tre Bger paa sit Bord tog hun
den ene. De to andre var "Buch der Lieder" og "Don Juan".

Hun slog Bogens Blade op og stirrede ind i Lyset, fr hun lste:

    Og daglig mer og mer Diones Sind
    Sig slutter til--hun drmmende kun leved;
    Det evigt nyt Erindrings Billed vved,
    Men Livets Indtryk lukked ej det ind.
    Tavs sad hun hele Timer, Haand ved Kind,
    Og sa i Luften ud, hvor Skyen svved,
    Af Vinden frt, saa tung og mrk forbi:
    Et Spejl af hendes Sjls Melankoli.

Dog, hvad er Ord forndne?--Samme Spil Kan her beskues som paa Livets
Scene; Frst Smertens Frugt paa Livets fulde Grene, Saa Hjertets Kamp
fr det sig lukker til. Frst Haab og Lngsel, derp Savn alene. Saa
Tomheds Taarer, der ej stanse vil. Frst dobbelt Liv og Kraft i hver
Fornemmelse, Saa Trthed, Slaphed, Slvhed og Forglemmelse.

Moderen lftede sit Ansigt. Et jeblik lukkede hun sine jne. De rde
Lber sklvede.

Saa lste hun igen:

Du svigter mig--du flyer mit jes Blik, Sknt mt jeg kalder, Du vil
ej mig hre; Du for min Hilsen lukket har dit re Og rkker bortvendt
mig den bitre Drik. Det svinder hen--min Sol til Hvile gik.

Moderens Haand sgte et spidset Blyant paa hendes Bord og hun frte
den til en nsten usynlig Streg ned langs Digterens Ord, alt som hun
lste:

Og intet mer kan mig tilbage fre De Straaler, som min Glde fdtes i,
Kun Tanken har jeg nu: det er forbi.

Det skulde vre--nu velan. Ej Klage Skal disse Linjer bringe fra mit
Bryst. Ej Suk, som uden Genlyd gaar tilbage, Ej Savn, som vende hjem,
foruden Trst; Kun milde Ord, som ej dit Hjerte nage, Kun Hjertets
Genklang af en svunden Lyst, Kun Ordet, tomt for Dig, for mig en
Lindring, Kun et Farvel til Afsked og Erindring.

To Taarer var faldet ned paa Blader. Moderen sa dem ikke:

Farvel--Hvad er et Ord? og dog en Smerte, Den bitreste, er gemt i
dette Ord: En Grav for alt, hvad dette Bryst begrte Af Elskov, Lykke,
Fred paa denne Jord.

    Den sidste Blomst, der sprang af dette Hjerte,
    Hvis sidste Haaben i dens Bger bor,
    Tag alle Blade Du. Ti Duft og Farve,
    Som Du gav Liv, til Afsked skal Du arve.

Store Taarer strmmede ud af hendes jne, og et Nu stttede hun sit
Ansigt mod Armstagens Bronce.

Saa trrede hun Taarerne bort og vendte igen de dejlige jne mod
Bogen, hvis Bind stod lnet mod Spejlets Rand som en Bnnebogs mod en
Bedepult:

    Min Sjl er trt, men paa mit je falder
    der ingen Slummer; rastls Tanken gaar
    I Sorgens Flge gennem Fortids Haller
    Og stille for hvert dejligt Billed staar.
    Hver Drm, der fryder, jeg tilbagekalder,
    Jeg strkker Haanden ud--men ej den naa'r
    Den flygtige, den lyse Hr af Minder,
    Som tryller, smiler, vinker og forsvinder.

    Da vkkes jeg, af Lngsels Toner kaldt,
    Da fler end med dobbelt Kraft jeg Savnet
    Af alt det Herlige, min Arm har favnet,
    Af Dig, din Krlighed og din Gestalt.
    Oh, Charles, som mig flyer, af hvem kun navnet
    Endnu jeg har, sknt dette Navn er alt,
    Alt, hvad jeg tnker, fler: Lyst og Kummer,
    Mit Hjertes Klage, naar jeg selv forstummer.

Hun havde fattet om Bogens Bind med begge sine hvide Hnder. Ansigtet
var let strakt frem:

    O, Du--Men Taaren falder ned og sletter
    Mig Skriften ud; og trres end den bort,
    Den vlder frem paany og Brevet pletter
    Saa selv min Afskedshilsen gr mig tort.
    Lad her mig ende. Dig jeg ej forgtter,
    Dertil et bittert Liv var mig for kort.
    Farvel. Farvel. Jeg har ej mer at skrive.
    Kun dette Kys--nej, nej. Og dog--det blive.

Hendes Hnder gled ned fra Bogen, og stille, stirrede hun, i Spejlet,
ind mod sit eget Billede, som hun ikke sa.

-Ja, sagde hun ud i Luften og rejste sig: det maa vre.

Selskabsdamen bankede igen og spurgte, om hun ikke skulde hgte Fruens
Kjole.

-Tak, jeg er frdig, svarede Moderen.

Selskabsdamen sa paa Tusindfrydene:

-Men skal jeg dog ikke fste Blomsterne? sagde hun.

Moderen tog Blomsterne op i sin Haand. Et jeblik endnu betragtede hun
de hvide Blomster.

-Tak, sagde hun:

-Men lad dem visne her.

Og idet hun smilede til Selskabsdamen, der sa paa hende, sagde hun:

-De vd, jeg holder saa meget af visnende Blomster.

Selskabsdamen vilde gaa, da der hrtes Stj i Gaarden.

Det var Hestene, der blev spndt for.

-Skal der spndes for? spurgte Moderen og vendte sig hastigt om mod
Selskabsdamen.

-Ja, Hans Excellence krer ud, svarede Selskabsdamen.

-Men hvorhen dog? spurgte Moderen.

-Hans Excellence har ikke sagt det.

Moderen gjorde en Haandbevgelse mod Selskabsdamen, der gik.

Porten blev slaaet i. Hans Excellence var krt ud.

---




III

Hans Excellences Vogn holdt udenfor det Gludske Hus. Men Porten blev
ikke aabnet.

-Kr ind, raabte Hans Excellence og stak sit Hoved ud ad Vognens Dr.
Da han vendte Ansigtet, sa han den Skruttede og den glatbarberede
Mandsperson fra om Morgenen staa under Gaslygten i Samtale med en
Herre i Pels, som vendte Ryggen til.

Der gik en voldsom Trkning over Hans Excellences Ansigt, og det var
som veg han tilbage i Vognen, der rullede ind i Porten.

Den Skruttede naaede ikke Vogndren, fr hans Excellence var ude og
havde sparket Dren op til Trappen, hvor der var mrkt.

-Tnd, sagde han.

Den Skruttede lb, med en Tnder, som en Gnom, foran Hans Excellence
op ad alle Trapperne, tankelst tndende alle Lamper.

Hans Excellence ringede og sa to jne, der kom frem bag Drens je og
igen forsvandt.

Hans Excellence ringede paany med en Haand, der skjalv.

Frken Erichsen var lben ind i Spisestuen, hvor Hofjgermesterinden,
ifrt en Slobrok, spiste ene, i den iskolde Stue, under et Gasblus.

-Det er Hans Excellence, sagde Frken Erichsen, der nsten var blevet
forpustet.

Det gav et Ryk i Fru von Eichwald:

-Igen.

Hun lftede sit Hoved:

-Saa skal han have Penge, sagde hun.

Men med et pludseligt Glimt i sine jne, som Frken Erichsen sa,
sknt Hofjgermesterinden havde snket Laagene for at dkke Blikket,
sagde hun efter et Nus Forlb, nsten bldt:

-Hans Excellence kan man ikke afvise, Frken. Meld ham hos
Konferensraaden.

Frken Erichsen sa et jeblik Hofjgermesterinden lige ind i
Ansigtet:

-Som Hofjgermesterinden mener, sagde hun og gik.

Hun aabnede Gangdren:

-Vil Deres Excellence gaa ind, sagde hun og lukkede op til de mange
Stuer:

-Her er mrkt, sagde Hans Excellence.

-Nu skal jeg tnde, Deres Excellence, sagde Frken Erichsen og tndte
to Lys paa en Konsol, fr hun gik. Hans Excellence blev ved at gaa,
frem og tilbage, foran de to Lys, der kastede den vandrende Skygge hen
over Loftet, medens Rokokovggenes gyldne Sirater glimtede ud og ind,
som blev de levende Arme, der vilde gribe om den flakkende Skygge.

-Det er Hans Excellence, sagde Frken Erichsen og stod midt i
Konferensraadens Stue.

Konferensraaden lftede det vanfre Hoved og der skd som et gult Lyn
frem fra hans seende je:

-Lad ham komme ind, sagde han og Konferensraaden talte fuldkommen
tydeligt:

-Jeg har ventet ham.

-Vel, Hr. Konferensraad.

Konferensraaden havde lftet den hjre og sunde Arm:

-Tag Puderne bort, sagde han.

-Ja, Hr. Konferensraad. Frken Erichsen gjorde det.

-Og Skrmen af Lampen.

-Ja, Hr. Konferensraad; Frken Erichsen lftedeSkrmen.

-Hans Excellence er velkommen, sagde Konferensraaden, hvis Tunge var
fast i hans Mund.

*........

-Det er mig, sagde Hans Excellence og gik frem i stuen.

-Jeg ser det, sagde Konferensraaden, som ikke tog det sunde je Fra
Excellencens Ansigt:

-Du kommer igen.

Hans Excellence havde knuget sin ene Haand.

-Det haster, sagde han:

-Jeg skal bruge Penge.

Konferensraaden tav, bestandig med jet paa ham.

-Jeg maa slge, sagde Hans Excellence og, mens han pludselig vendte
sit Hoved om mod Konferensraadens Ansigt, hvis ene je bestandig
hvilede paa ham, som vilde det tlle Sveddraaberne paa Hans
Excellences Pande, sagde han og Vandet sprang frem af hver af hans
Legemes Porer:

-For der er vel Papirer?

Konferensraaden lod Ordene d hen:

-Naar skal Du slge? sagde han.

-Straks, sagde Hans Excellence og frte uden at vide det den venstre
Haand op for at aftrre sine Tindingers Sved.

-Idag? sagde Konferentsraaden, der ikke rrte sig.

Ved Lyden af hans Stemme rettede Hans Excellence pludselig hele sit
Legeme og de store Aarer i hans Pande svulmede under en kmpemssig
Anspndelse, mens han sagde meget brat:

-Der er altsaa slgelige Papirer?

Hans Tunge var stanset et Sekund i Munden foran. Ordet "slgelige",
men hans Stemme ld som altid:

-Saa maa Du slge, sagde han.

-For hvormeget?

Hans Excellence tav et jeblik:

-For tredive Tusind, sagde han og virrede med sit Hoved.

Man hrte Urets Dikken. Konferensraaden svarede ikke, og Hans
Excellence sagde uden at se paa ham:

-Du maa forstaa, det er ndvendigt.

Konferensraaden lftede den hjre og sunde Arm:

-Tredive Tusind, det er mange Penge, sagde han, og med sit Forsg paa
Latter, der lignede et Fugleskrig, lagde han til:

-Genierne prutter ikke.

Hans Excellence lftede Hovedet og slog den blaahvide og knyttede
Haand ned mod det mgtige Bord:

-Glud, raabte han og Bordet rystede under hans Haands Slag:

-Er Pengene mine--eller er de det ikke?

Konferensraaden sa Hans Excellence rakt ind i hans Ansigt, og selv
det dde og hngende je syntes for et Sekund at faa en Smule Glans og
at kunne se, mens han sagde og hans Stemme pludselig, maaske for
sidste Gang, fik den Klang tilbage, hvis Haan en Dag, hvor Bankerne
vaklede, havde stanset et Run paa hans Firma:

-Du vd jo, de er dine.

Excellencens Hoved faldt ned paa hans Bryst. Hans Lber var saa hvide
som hans Skg.

-Og--Konferensraaden nsten rejste sig, i en overmgtig Flelse af
Triumf--:

-De er til Udbetaling straks.

Han rakte den sunde Haand frem mod en Klokke paa sit Bord, men han
frte den atter tilbage:

-Nej, sagde han, og han vidste maaske ikke en Gang selv, om han
handlede af Medlidenhed eller af Grumhed:

-Tag Nglerne selv.

Ngleknippet faldt fra hans sunde Hjre ned i Hans Excellences Haand,
der kun var halvt aabnet:

-Dr er Nglen til Pengeskabet.

-Anvisningsbogen ligger i Rummet til venstre.

Hans Excellences Hnder var saa kolde som Jernet, hvorom de tog, mens
han aabnede Skabets Dr. Men han fandt sig tilrette i dets Rum, som
havde ogsaa hans Hnder frdedes der hver Dag.

-Dr, sagde han og lagde Anvisningsbogen paa Bordet.

Man hrte Pennens Skratten, medens Konferensraaden skrev:

-Dr, sagde han og skd Anvisningen bort:

-Vil Du kvittere.

Konferensraadens je betragtede Excellencen, mens han skrev paa det
fremlagte Blad.

-Tak, sagde Hans Excellence og lftede Ansigtet.

Men Konferensraaden sa vist ikke Excellencens halvt fremstrakte
Haand. Han betragtede Kvitteringen og der gik en Trkning som en
Grimasse hen over hans lammede Ansigt.

-Din Haand er bleven saa let at skrive efter, sagde han til Hans
Excellence, der havde rejst sig:

-Vil Du stte dit Segl under.

En Flod af Blod havde gydt sig over Hans Excellences Ansigt, men han
sagde kun et Ja, der ld som en Stnnen:

-Der ligger Lak i Skabet, sagde Konferensraaden, og hans je blev ved
at flge Hans Excellence, mens han hentede Lak i Skabet og maatte
tnde et Lys og bre det hen og tage den mgtige Signetring af, i hvis
store delsten Hvidernes Vaaben var graveret.

Hans Excellence holdt Lakket i Lyset lidt for lnge, saa alt formeget
Lak svulmede op--som den frste Strime Blod, der rinder af et Saar.

-Det er godt, sagde Konferensraaden og betragtede Seglet.

Hans Excellence havde atter Ringen paa sin Finger:

-Farvel, sagde han.

-Farvel.

Hans Excellence var ude.

Konferensraaden slog to Slag paa Klokken paa sit Bord og Hr. Hansen
kom ind ad den lille Paneldr:

-Gr i Orden, sagde han.

Hr. Hansen lukkede Pengeskabet og slukkede lyset og satte det bort.

-Hent Mappen, sagde Konferensraaden. Hr. Hansen gik og bragte
Hvidernes Mappe.

-Luk den op.

Hr. Hansen gjorde det.

-Tak.

Konferensraaden tog Hans Excellences Forskrivning og lagde den verst
i den store Bunke:

-Det er godt, sagde han og lukkede selv. Da Hr. Hansen tog Mappen,
lftede Konferensraaden sit je paa sin Skriver.

-Nu skulle De inddrive Deres fordringer, sagde han: Det er paa Tiden.

Hr. Hansen frte forfjamsket de blege Hnder frem og tilbage.

-Men, sagde Konferensraaden: De har jo Pant. Hr. Hansen svarede ikke.

-Hvad har De mere end Kejserens Broche?

-Smykker, Hr. Konferensraad. Konferensraaden tog ikke Blikket fra ham.

-Hvilket? spurgte han.

-En Brillantsnor.

Konferensraaden flyttede sit je:

-Penge er bedre, sagde han: saadanne Stene kan synke i Vrdi.

-Ja, Hr. Konferensraad. Konferensraaden drejede Hovedet:

-Skrmen, sagde han.

Hr. Hansen satte Skrmen over Lampen.

-De kan gaa.

Den store Dr gik op. Det var Hofjgermesterinden, der kom ind og stod
midt i Stuen:

-Hvad er her foregaaet? Konferensraadens je stak over paa hende:

-Hvad skulde her foregaa? spurgte han og Stemmen blev pludselig atter
ganske tyk i hans Mund.

-Som Du vil, sagde Datteren: Men dette skal vel ha'e en Ende.
Og--Hofjgermesterinden sa Faderen ind i Ansigtet--: vi behver ikke
Hviderne mer.

Konferensraaden svarede ikke.

Hofjgermesterinden lagde Puderne bag hans Ryg, mens hun fornam, hvor
hans Legeme skjalv.

-Og Du skulde skaane Dig, sagde hun og lagde til:

-Den Gamle sagde selv idag, Du taaler ingen Sindsbevgelser.

Konferensraaden lftede sit ene je:

-Var det maaske derfor, Du lukkede ham ind? sagde han: Lad Du mig om
mit.

Hofjgermesterinden smilede, mens hun lagde Plaiden om hans Ben, med
et Smil, som Konferensraaden ikke sa:

-Jeg skal gre det, sagde hun og gik.

Konferensraaden sad ene foran sit tomme Bord. Det vanfre Hoved faldt
pludselig halvt forover, som om det havde mistet sin Sttte.

... Da Faderen hrte Hans Excellences Vogn vende hjem, gik han selv
ned i Dren til Porten:

-Hvor Du kommer sent.

-Det er Hestene, sagde Hans Excellence: den Mand krer som krte han
til Lig.

-Hvad er det med Hestene? spurgte Faderen hftigt op mod Johan, medens
Hans Excellence begyndte at gaa op ad Trappen.

-Den Nrmer vil ikke lnger, sagde Johan tvrt.

-Vil ikke? sagde Faderen, rd af Vrede. Dette maa ha'e en Ende.

-Ja, det er det, det ta'er, sagde Johan ligesom fr.

Faderen fulgte efter Hans Excellence.

-Ring paa Georg, sagde Excellencen: jeg skal kldes om.

-Ja, sagde Faderen og gik op til sig selv.

Moderen sad endnu paa Stolen foran sit Spejl, mens hun hrte Faderen
gaa frem og tilbage og klde sig om. Siden Selskabsdamen gik, havde
hun ikke rrt sig.

Kun nu og da aabnede hun jnene og lukkede dem igen.

Faderen bankede paa hendes Dr.

-Ja, kom, sagde hun.

Faderen kom ind, kjolekldt og rank:

-Skal vi gaa ned? sagde han. Moderen blev siddende paa sin Stol:

-Jeg har tnkt saa meget i Dag, sagde hun og frte de foldede Hnder
ned imod sit Bord.

-Hvorpaa? sagde Faderen.

Moderens Lber sklvede et jeblik og der kom et Trk om hendes Mund
som det, der tidt kan ses hos Fanger:

-Jeg, sagde hun, har i mange Aar kun tnkt paa n Ting.

Hun tav et jeblik:

-Og nu har jeg tnkt den til Ende.

Hun bevgede de to dejlige Hnder:

-Derfor vil jeg gerne tale med Dig.


Faderen havde i Halvmrket, hvor han stod, gjort en Bevgelse med sin
Haand:

-Du mener, hvorfor tale om det, som er saa forbi og som er saa lnge
siden?

-Men jeg maa tale, Fritz--hun vendte det blege Ansigt imod ham--: for
at forsvare mig.

-Forsvare Dig?

-Ja, Fritz.

Hun vendte Ansigtet igen og hun talte halvhjt og langsomt som den,
der har formet sine Tanker uigenkaldeligt:

-Jeg vd nu, at jeg har haft megen Uret imod Dig. Du er ikke fdt til
at holde af Mennesker. Din Evne er at elske et Menneske--og alligevel
har Du holdt uendelig meget af mig.

-Men det er saa svrt for den, der elsker, at gaa ved Siden af den,
der kun holder af. Derfor kunde jeg ikke en Gang modtage din Godhed.

Faderen gjorde et Skridt:

-Og t endnu. Menneskene, Fritz, vender altid deres medlidende jne
mod den, som bjes dybest, sknt ingen vd, hvem af to, der har lidt
mest.

Hun lftede sit Ansigt:

-Jeg har vret egenkrlig, jeg vd det nu, sagde hun og det var, som
hun talte til nogen over sig:

-Men jeg skal ikke vre det lngere og din Livsevne skal ikke mere
vre dd.

Faderen stod i Mrket:

-Hvad vil Du, jeg skal svare Dig?

Moderen rystede paa sit Hoved:

-Du skal ikke svare mig, sagde hun:

-Jeg har ikke talt for at faa Svar, men for at have talt.

Der var et jeblik stille. Umrkeligt knugede hun de dejlige Hnder
mod hinanden paa Bordet, hvor de laa:

-Og nu, sagde hun, skal der aldrig mere tales imellem os--ikke en Gang
paa den Dag, hvor vi dr.

Faderen stod et Nu. Saa sagde han:

-Og hvorfor har Du netop talt idag?

-Hvorfor?

Moderen frte Haanden op til sine jne og tog den atter bort.

-De store Beslutninger, Fritz, er vel altid Frugten af de lange Tanker
og de smaa Ting.

Faderens Ansigt sitrede:

-Og Du? sagde han og hans Stemme kunde nppe hres:

-Kan Du aldrig blive glad?

Moderen vendte et Nu det sknne Ansigt imod ham:

-Havde Du elsket mig, om jeg kunde det, sagde hun.

Og Faderen gik.

Moderen rejste sig. Taarerne vilde til at bryde frem af hendes jne.
Men hun betvang dem. Og mens hun frte begge sine Hnder ned langs den
sorte Silkedragt, rettede hun sit Legeme, som under en Rustning.

Saa bankede hun paa Faderens Dr:

-Skal vi gaa ned? sagde hun.

... Hendes Naade var paakldt. Selskabsdamen satte, foran Spejlet, et
Smykke af oksyderede Slvblomster i Hendes Naades Haar.

Det bankede paa den ene af Drene:

-Hvem er det? raabte Hendes Naade og havde allerede set Jgermesteren,
hendes Sn, der aabnede Dren:

-Det er mig, sagde han.

-De kan gaa, sagde hun til Selskabsdamen:

-Lad tnde.

Hendes Naade bjede sig ned over Jgermesteren, der allerede,
hulkende, var falden ned i en Stol:

-Min ulykkelige Dreng, sagde hun: min ulykkelige Dreng, hvad har han
gjort Dig?

Hendes Naade frte sine Hnder ned over hans Haar og ned over hans
Hals:

-Hvad er der sket? Hvad er der dog sket?

Jgermesteren blev kun ved at hulke:

-Jeg kan ikke sige det.

-Men er det ordnet, spurgte Hendes Naade og knugede Hnderne sammen.

-Ja, sagde Jgermesteren og lftede Ansigtet, mens den ludende Krop
faldt sammen igen:

-Det er ordnet.

-Saa Gud vre lovet, sagde Hendes Naade og hendes Arme faldt ned over
Stolens Sider.

-Men vi skal vel ind, sagde Jgermesteren og stod op. Hans jne var
endnu ganske forvildede.

-Ja, sagde Hendes Naade: vask dit Ansigt.

Hendes Hnder rystede, mens hun slog Eau de Cologne ud i det store
Vandfad:

-Saadan, sagde hun, og Jgermesteren frte det dyppede Haandklde hen
over sit Ansigt.

-Laan mig det, sagde hun og hun frte et jeblik det fugtige Klde ind
mod sine egne jenlaag.

-Saa, sagde hun:

-Giv mig din Arm.

De gik ind.

Kronerne var allerede tndte i alle Stuer.

-Er Blomsterne anbragte? spurgte Hendes Naade den slanke Tjener, der
bukkede i sit sorte Skrud med Hvidernes Skuldersljfe.

-Ja, Deres Naade.

-Vel.

-Saa aabner De, sagde Hendes Naade, der tog Plads.

-Ja, Deres Naade.

Tjeneren gik.

-Har Du set ham nu? spurgte Hendes Naade.

-Nej.

-Saa bliv her, sagde Hendes Naade og de ventede begge under de tndte
Lys.

Moderen var traadt ind til Hans Excellence, paa hvis Bryst Georg
fstede Storkorset.

Da Tjeneren var gaaet, sagde Moderen smilende:

-Hvor Du skal vre fin!

-Ja, vi skilter vel alle.

Moderen sa paa Etuierne med alle Excellencens Ordner, som endnu stod
paa Skrivebordet.

-Der er mange, sagde hun.

-Ja, sagde Hans Excellence og slog Etuierne ned i en Skuffe:

-De har vret gode for Forretningen.

Da Moderen aabnede Dren til Dagligstuerne, raabte Hans Excellence:

-Er Hans der?

-Ja, svarede Jgermesteren.

-Kom her ind.

Jgermesteren gik hen over Gulvet, mens Hendes Naade fulgte ham med
jnene.

-Dr, sagde Hans Excellence, der stod ved Skrivebordet, og rakte ham
Anvisningen, som havde det vret en Recept paa nogle Hostedraaber.

Sveden var sprungen frem paa Jgermesterens Pande.

-Tak, sagde han og gik.

Den slanke Tjener meldte Geheimeraadinde Rappe, der talte dybt som en
Mandsperson og meget bad om Undskyldning, fordi hun medbragte sin
Silkepuddel:

-Men jeg tr ved Gud ikke la'e det Kr alene med Tjenestefolkene.

Alle samledes om det lille Dyr, der anbragtes i Gehejmeraadindens
Skd.

-Dyret er sygt, sagde Gehejmeraadinden: Christensen hentede det jo i
Eu, men Dyret blev sygt og maa ikke faa andet end Portvin og Kinin.

Alle lo, mens Gehejmeraadinden sagde til Hans Excellence, der just kom
ind:

-Godaften, gamle Excellence, hvordan gaar'et med Deres Stensmerter?

-Godaften Augusta, sagde han og skd Brystet frem, som kastede han en
Byrde fra sig: det gr godt at se et Menneske.

-Men Grandpapa, sagde Moderen: hvad regner Du da os for?

-Oprigtig talt, sagde Excellencen: jeg vd det ikke. I hrer jo til
Familjen.

Tjeneren meldte Baronesse og Baron Rosenkrands, en ung Embedsmand i
Udenrigsministeriet, Slgtning af Grev Eck. Baronen og Fruen var lige
kommen hjem fra Italien, og Hendes Naade spurgte Baronessen, der var i
Gult og nedringet, om kendte Egne og Byer, mens Baronessen sagde, at
af alle Stder foretrak hun Florents.

-Uh nej, sagde hun: Rom kan jeg ikke udholde. Man fler sig saa bitte,
midt i alt det.

Hans Excellence sagde:--Hvor stor vil Du vre?

-Kre Onkel Hvide, man vil dog helst fle det, som var man af
almindelig Strrelse.

-Jeg elsker nu Rom, sagde Gehejmeraadinden med sin dybe Stemme: at gaa
og rode dernede. Man lrer saa rart at se, at de fra fr var mindst
lige saa kloge som vi. Jo, Rom og mine Bjerge, maa jeg be' om dem.

-Men, sagde hun og gav et lille Rap til Puddelen:

Rom er for dem, som har begyndt at vende Nbet nedad. Bliv Du gammel,
Lydia, saa forstaar Du nok dit Rom.

Hendes Naade fandt, at intet var saa sknt som Messen i Vatikanet.

Ovre ved Vinduerne sagde Baron Rosenkrands, mens Marschalinden kom
ind, til Jgermesteren, at der var vidunderligt i Neapel.

-Ja, det er saa lnge siden, jeg har vret der, sagde Jgermesteren,
der fjernede sig for at gaa ind i Spisestuen, hvor han hastigt lod den
slanke Tjener isknke sig et Glas Madeira, da Dren til Gangen gik op
og den unge Fritz kom ind:

-Er det Dig, sagde Jgermesteren og slap Glasset.

-Ja, Papa, sagde den unge Mand, som ikke tog sine jne fra det tmte
Glas.

-Hvorfor gaar Du ikke ind? sagde Jgermesteren.

-Jeg gaar, Papa, sagde den unge Mand og gik ikke, fr Jgermesteren
var gaaet frst.

Den slanke Tjener havde lftet de blanke jne paa sin Herre.

Alle i Dagligstuen havde hilst paa Marschalinden, mens Faderen
begyndte at gaa rundt med Bordordenen og der blev et nyt Opbrud, da
Grev Eck traadte ind, ledsaget af Professor Berger.

-Godaften, Adam, sagde Hans Excellence og gik mod Grev Adam med en
Haandslag:

-Og Tak, at Du kom.

-Hvordan gaar det med Gigten?

-Den er da ikke vrre end at jeg kan rejse, sagde Grev Eck, der bjede
den lille og sirlige Figur for Hendes Naade.

-Jeg er altid bedrvet, naar Eck rejser, sagde Gehejmeraadinden med
sin Bas.

-Tak, Augusta.

-Vi er i Forvejen saa faa Mennesker her i Landet, sagde hun.

-Vi er to Millioner, Tante, sagde Baron Rosenkrands.

-Af hva' for no'en, sagde Gehejmeraadinden, mens Baronen og Moderen
begyndte at le og Marschalinden, hvis Wienerrobe Baronessen mnstrede,
idet den gled over Gulvet, gik hen mod Professor Berger og vendte hans
Ansigt mod en Armstage:

-Hvordan er saa De kommen til at se ud, sagde hun.

-Ja, hvordan? sagde Professoren, der var Marschalindens Ungdomsven fra
den Tid, han var Ammanuensis hos Hans Excellence.

-Hm, sagde Marschalinden og slap hans Skulder: De ser ud, Berger, som
var De bedrvet af Overbevisning . . . hvad siger Du, Onkel Hvide?

Hans Excellence, der uafladelig holdt sine jne fstede paa Hendes
Naade, der sad i sin Stol, meget rank, med Slvblomsterne i sit Haar,
sagde:

-Han ser ud som et Menneske br; og Hans Excellence vendte sig mod
Faderen:

-Skal vi spise?

-Ja, vi venter kun paa Schulins, sagde Faderen, da Schulins netop kom
og Grevinden straks i Dren sagde:

-Kre Venner, undskyld, vi kommer saa sent. Men vi krte om ad Brahes.

Og to, tre Munde spurgte paa en Gang til Baronesse Emmely, medens
Gehejmeraadinden raabte over til Hans Excellence, overdvende alle de
andre:

-Ja, hvordan har hun 'et, gamle Excellence?

-Der har ikke vret Bud efter mig endnu, sagde Hans Excellence og
talte omtrent ligesaa hjt, mens alle tav et Nu, som havde et Glas
klirret, til Marschalinden sagde nogle Ord ud i Luften og Hans
Excellence slog i Hnderne, da Drene var blevet aabnede:

-Skal vi saa gaa til Bords, sagde han og frte, som det var Skik hos
Hvides, Moderen ind i Spisestuen ved sin arm.

Alle stod op, mens Herrerne sgte Damer, og Gehejmeraadinden sagde til
Grev Eck:

-Det er os, Adam ... og til den unge Hr. Fritz afleverede Puddelen,
som skulde anbringes i Spisestuen paa et Tppe.

Marschalinden lo ad Kret, der bjffed. Men Gehejmeraadinden vendte
sig om imod Baronesse Rosenkrands, der gik bagved hende med Professor
Berger og sagde, mens hun betragtede hendes Nedringning:

-Det er nydeligt, hvad Du viser, Lydia. Men jeg haaber, Du pakker Dig
godt ind, naar Du krer hjem.

Grev Eck og Professoren lo, mens alle kom ind i Spisestuen--Hendes
Naade med Jgermesteren sidst--og der skubbedes med Stolene om det
brede Bord, til Hendes Naade havde taget Plads og alle satte sig,
medens Georg bragte Suppen omkring og den slanke Tjener bjede sig bag
Moderen:

-Sherry eller Madeira?

-Aa, de gamle, dejlige Ting, sagde Marschalinden og sa ud over
Bordet, mens hun tog et Glas fra det Opsats-fyldte Bord og lod det
skinne i Lyset:

-Hvor man kender dem, sagde hun.

-Ja, de er dejlige, sagde Gehejmeraadinden.

Alle talte om Glassene.

-Ja, sagde Moderen til Grev Schulin, der sad tilvenstre for hende: de
blev kbt af min Svigerfaders Bedstefader ... de skal skrive sig fra
Regentskabet....

Marschalinden, der stadig sad med Glasset i sin Haand, sagde over til
Excellencen:

-Jeg kan huske dem lige fra min Barndom, Onkel Hvide.

Hans Excellence, der vistnok ikke havde hrt hendes Ord, sagde:

-Ja, de er her endnu; mens der pludselig gik en Trkning over
Jgermesterens Ansigt og den slanke Tjener, som nu stod bag den unge
Fritz Hvides Stol, slog de blanke jne op mod sin Herres Ansigt:

-Sherry eller Madeira?

-Og kun mine Yndlingsblomster paa Bordet, sagde Grev Eck og bjede det
lille og fine Hoved for Hendes Naade. Han havde fstet en af Bordets
tusind Stedmoderblomster i sit Knaphul, som var uden Roset. Han bar
ligesom Hans Excellence kun Storkorset.

-Det er altid Hvide, sagde Hendes Naade, som lige paa en Gang husker
den Slags Ting.

-Ja, sagde Grev Eck: det er en af hans Evner.

Hans Excellence, der havde hrt det som alt, hvad Hendes Naade talte
om, sagde:

-En Evne? . . . Dagen er lang, gode Adam; den Slags Ting sidder
etsteds og melder sig, naar de skal.

-Mon de ikke sidder i Hjertet, Grandpapa, sagde Moderen, der selv
havde samlet en Buket af Stedmoderblomsterne, som var spredte paa
Dugen, og havde fstet den ved sit Bryst.

-Det er jeg ikke vis paa, svarede Hans Excellence.

-Det er en traurig Blomst, sagde Grev Schulin og sa paa Moderens
Brystbuket.

Moderen tav et jeblik og frte Haanden hen over Stedmoderblomsterne.

-Den er for Erindringen, Schulin, sagde hun, lidt sagtere; vd De
ikke, det siger Ofelia.

Greven tog en Mundfuld Fisk:

-Saa? sagde han: det er saa lnge siden, de spillede det Stykke.

-Gudskelov, sagde Hans Excellence: der burde altid vre Forbud mod,
hvad de Gglere lemlstede.

De oppe ved Hans Excellences Bordende lo, mens Moderen sagde:

-Jeg kender intet som Grandpapas Had til Teatret.

Gehejmeraadinden sagde:

-Han har Ret. Man burde aldrig have nedrevet Blaataarn.

Men Excellencen sagde:

-Lad dem abe sig som de vil for Resten af Abekattene. Men de store
Tanker skulde de helst lade vre i Fred og ikke forfalske dem paa
deres tykke og dumme Tunger. Hvis en eneste af dem havde forstaaet
Hamlet, vilde han aldrig turde spille ham af Frygt for de raadne
bler. Goethe var klogere. Han skrev sine Skuespil, saa ingen gider
spille dem.

-Men er der nogen, som lser dem? spurgte Grev Eck.

-Ja, Adam, sagde Excellencen: hans Slgtninge og der vil lnge leve
nogle af dem.

Grevinden sagde, at hun havde en Gang under et Ophold i London set
Booth; og Baronesse Rosenkrands, der havde noget svrt ved at
konversere, greb Ordet London for til Professor Berger igen at tale om
sin Rejse.

Baronessen kunde ikke komme bort fra, at Rom, det var virkelig for
meget.

-Hvad er for meget? sagde Professoren og smilede.

-Uh, jo, sagde Baronessen, mens Talen om Rejser pludselig bredte sig
og de talte om det halve Europa rundtomkring:

-Det er ligesom Michel Angelo ...--Det er dog for meget ...

-Og saa er det nogle Forvridninger, sluttede Baronessen sine
Formeninger om Michel Angelo.

-Forvridninger, sagde pludselig Hans Excellence: det er rigtigt,
Lydia. Det er, hvad Manden vilde. Han kendte Lnkerne og vidste, hvor
de var knyttede.

Hendes Naades Ansigt blev under Hans Excellences Ord et jeblik stift
som en Maske; men hun bjede hastigt sit Hoved og sagde-ved Hendes
Naades Bordende var Talen om Rejser blevet til en Konversation om
Katolicismen-:

-Jeg finder nu altid, at Katolikerne kan hvile deres Hoveder saa
trygt.

Professor Berger lftede Hovedet fra sin Tallerken:

-Naar de frst har tvunget sig til Hvile, Deres Naade, sagde han.

-De opdrages maaske dertil, Professor, sagde Grev Eck.

Grevinde Schulin sprang fra Katolicismen over til deres egen Prst paa
Godset, som var ny:

-Kre, sagde Grevinden: han er af dem, der kommer til Kirken med Pibe
i Munden og med Bulehat.

-Jeg hrer ham naturligvis aldrig, sagde hun: Men nu undgaar vi vel
heller ikke Hjskole og al den Slags.

Der blev en almindelig Talen om Grundtvigianismen.

-Naa, sagde Gehejmeraadinden: Grundtvigianerne er ikke de vrste. De
synger saa lnge, til de faar strke Lunger. De Folk tr saagu se
deres Vorherre ind i jnene.

Marschalinden slog Hnderne ned mod Bordet og sagde:

-Tante Augusta bander endnu.

-Ja, min Pige, sagde Gehejmeraadinden: og det vil jeg blive ved med
til min Dd.

Hans Excellence, der drak Vand af sit Glas, sagde, tnkende paa
Grundtvigianismen:

-Ja, min Hr. Halvftter var gal, men han havde sine lyse jeblikke:
han gjorde "Synden" til Glde og Glden til et Sakrament. Han fik
Himlen til at spnde over Jorden--og det er vanskeligt.

Jgermesteren, der sa hen over sine tmte Glas, sagde halvhjt:

-Papa bliver tilsidst den eneste kloge i Landet.

Gehejmeraadinden, der genoptog Rejsekonversationen, talte om
Karpaterne og sagde til Fru Harriette:

-Du har vel ogsaa vret der?

-Nej, Tante Augusta, jeg har ikke Ben til det; mens Grevinde Schulin
lo og sagde:

-Gehejmeraadinden har rendt Livet af ti Selskabsdamer. Og hvad vil De
saa deroppe, Gehejmeraadinde?

Gehejmeraadindens Ansigt skiftede Udtryk og hun sagde:

-Naar man kommer lidt hjt op, er man ene, Bedste. Og Verden, den faar
ogsaa et andet Ansigt.

-Hvilket? sagde Marschalinden over Bordet.

-Et strre.

Og maaske for at afbryde sig selv sagde Gehejmeraadinden pludselig til
den unge Fritz Hvide:

-Aa, Fritz, vil Du srge for Dyret. Det er paa Tide, den faar sin
Medicin.

Hr. Fritz rejse sig og, mens alle lo, hldte han et kvart Glas Portvin
ud paa en Underkop foran Kret, der var placeret paa et Tppe foran
Kakkelovnen:

-Et kvart, et kvart, raabte Gehejmeraadinden og, mens alle lo endnu,
sagde hun:

-Men man har det dog rart, saadan mellem Venner.

-Ja, sagde Marschalinden og sa et Nu paa Faderen, hvis jne lyste
under Fest og Lys.

-Paa de Tider, som gik, sagde hun og stdte pludselig sit Glas mod
Faderens, mens hendes Ansigt, et jeblik, blev saa blegt som Perlerne
om hendes Hals.

-Venner, sagde Excellencen: tror Du paa det, Augusta?

-Ja.

Hans Excellence lo, men Grev Eck sagde med sin stilfrdige Stemme:

-Fr vi har begyndt at leve og naar vi en Gang er holdt op med det,
tror jeg, vi har Tid til at have Venner.

-Lykkelige Folk kan have Venner, sagde Hendes Naade, der stirrede hen
for sig.

-Og de ulykkelige?

-Har deres Lidelser, sagde Hendes Naade og snkede sit Hoved, mens
Jgermesteren sa op paa hende.

-Mama, sagde han ganske sagte og stdte sit Glas mod hendes.

-Jeg, sagde Excellencen: har, Adam, hrt om Heste, der trkker samme
Ls, at de til Tider slikkes. Andet Venskab har jeg aldrig set.

-Grev Schulin gav sig til at le, saa hans Serviet rystede, mens
Gehejmeraadinden sagde:

-Ja, De er umulig, gamle Excellence, og Faderen, som ogsaa lo, sagde:

-Man skulde ikke tro, Papa kun drak Vand.

-Netop, sagde Hans Excellence og frte det mgtige Krystalglas med
Mecklenburgs Vaaben og den gamle vendiske Krone, en Erindringsgave fra
Hendes kongelige Hjhed Prinsesse Mariane, op til sin Mund:

-Derfor er jeg ngtern.

Og idet han lod Blikket lbe nedover Bordet, sagde han:

-Jgermesteren drikker for mig.

I det halve Minuts Stilhed, som fulgte, mens Hendes Naades Ansigt var
blevet graablegt, hrte man Baron Rosenkrands, der talte om den
tyrkiske Krig, sige:

-Jo, Onkel Eck, det er ganske vist, Sultanen vilde virkelig rejse
forleden, men han blev, da alle Haremets Damer gav sig til at skrige.

Hendes Naade havde under Bordet grebet Jgermesterens Haand, der var
hed som Ild, mens Baronesse Rosenkrands, der skd Brystet frem over
Bordet, sagde:

-Gud, der maa da vre en frygtelig Skinsyge i saadan et Harem.

-De dumme Fruentimmer, sagde Gehejmeraadinden.

Tjeneren sknkede Champagne og paa en Gang begyndte de alle at tale om
Skinsyge og om en Kusine af Baronesse Rosenkrands, som for otte Dage
siden var lben bort fra sin Mand.

-Men hvorfor er hun lbet? sagde Fru Schulin og slog sin Vifte ned mod
Bordet.

Baronessen vidste det ikke og hver gav sin Grund.

-Jeg synes, sagde Gehejmeraadinden: at det er ganske simpelt. Jeg
kunde heller ikke, Lydia, tnke mig noget frygteligere end at blive
elsket af et Mandfolk, jeg ikke elskede.

Grevinde Schulin skoggerlo, mens der steg to rde Pletter op i Hendes
Naades Kinder og Moderen sagde halvsagte til Hans Excellence:

-Er Du trt?

Men Marschalinden raabte, mens alle talte i Munden paa hinanden,
gennem Stjen op til Moderen:

-Stella, har Du aldrig vret skinsyg?

-Skinsyg? sagde Moderen: Nej. For at vre skinsyg, synes jeg, maatte
man sammenligne sig med de andre.

Marschalinden lo igen:

-Og det er aldrig faldet Dig ind?

Der gled et Smil over Moderens Ansigt:

-Nej, aldrig, sagde hun.

Marschalinden blev et jeblik ved at se paa Moderens dejlige Ansigt.
Saa sagde hun til Faderen:

-Stella er vidunderlig.

-Ja, sagde Faderen, mens hans Mundvige sitrede ganske lidt.

Hans Excellence havde atter rettet sig i sin Stol og havde betragtet
Moderen, da han pludselig sagde, sagte eller snarere stnnende, med en
Stemme, hun ikke kendte, og med et Blik i sine jne, hun aldrig havde
set:

-Saa er Du alligevel lykkelig.

-Grandpapa, sagde hun og fandt ikke flere Ord, mens hun stirrede ind i
hans Ansigt: det var, som sa hun tusind Ting oplyste af et eneste
Lyn.

Hendes Hnder faldt ned mod Bordet. Men Hans Excellence havde vendt
sit Ansigt bort.

Langs Bordet lo og snakkede de, mens Marschalinden, der gik tilbage i
Samtalen, sagde til Faderen:

-Jeg har for Resten vret i Haremet.

-Jeg ogsaa, sagde Gehejmeraadinden, som slog en stor Vifte op for sit
vejrbidte Ansigt:

-Det var der ikke meget ved.

Grev Eck havde kun vret hos Sultanen n Gang, i de Aar, han opholdt
sig i Athen for at vejlede den unge Konge.

Hendes Naade, der havde givet en Ordre til Georg, drejede atter
Hovedet over Fljlsbaandet med Brillanter, som kantede hendes Kjole,
og sagde:

-Ja, da Fru Jerichau malede mig, fortalte hun mig meget om
Konstantinopel.

Ved en sr Tankeforbindelse--maaske fra Seraillets Damer til
Smykker--begyndte Marschalinden paa en Gang at fortlle om
Etatsraadinden og hendes Dauphin, mens hun af Latter kastede sig
tilbage paa Stolen:

-"Mouritzen har Beviserne", sagde hun og efterlignede Etatsraadindens
Tonefald: "men vi har den fra Frankfurt".

Moderen og Fru Schulin lo med, mens Gehejmeraadinden sagde:

-Jeg tror nu, at disse Rothschilder har en Bagbutik med den Slags.

-Ja, gu' har de et Laanekontor, sagde Baron Rosenkrands: Og der er jo
ogsaa Ndstilstand i mange gamle Familjer.

Marschalindens jne strejfede uvilkaarligt Brillantbaandet om Hendes
Naades Hals, medens Faderen, en Smule hastigt, bjede sig frem mod
hendes Skulder og sagde:

-Det var nogle dejlige Perler, Harriette.

-Ja, sagde Marschalinden, der tog op om Collier'et: det er ogsaa
historisk. De siger, det har tilhrt Madame Dubarry.

Grevinde Schulin var vendt tilbage til Fru Rosenkrands' bortlbne
Kusine og afsluttede sine Bemrkninger ved at sige:

-Aa Gud, ja, det er godt, man har sine Brn.

-Ikke sandt, Tante Hvide? sagde hun og nikkede til Hendes Naade, der
smilede over sin lysende Halssnor.

-Ja, sagde Fru Rosenkrands, der trrede sin lille Kirsebrmund med
Servietten: det er saamn meget muligt, at der ikke er saa meget ved
Livet.

-Helle Dussen, Baronesse, sagde Marschalinden og lo og, idet hun
pludselig vendte sig til Grev von Eck, sagde hun.

-Ja, Grev Eck, hvad mener nu egentlig saadan en klog gammel Mand som
De om Livet?

Grev Eck snkede det lille og fine Hoved:

-Jeg interesserer mig ... ikke saa meget for Livet, sagde han.

-Men alligevel?

Den gamle Diplomat, der altid talte ret langsomt, sagde og smilede
halvt:

-Jeg betragter det mest som Skygger ... Skygger paa et ophngt Lagen.

Marschalinden, som havde rynket Panden, sagde:

-Men, Eck, hvem styrer dem saa, Skyggerne paa Lagenet?

Hans Excellence havde strakt Haanden ud mod den slanke Tjener:

-Et Glas, sagde han.

Det var et Glas Champagne, som Hans Excellence fik og tmte i t Drag:

-Styres ikke alt Skyggespil, sagde han, af en oprakt Finger?

Mens Gehejmeraadinden lo, hrte man Professor Berger sige i
Stilheden--Herrerne var blevet rde i Hovederne--:

-Det er vel altid Hovedformaalet at lindre Patienternes Smerter.

Moderen, som i nogle Minutter ikke havde talt, fo'r sammen ved Hans
Excellences Ord og hrte Grev Schulin, der hovedsagelig beskftigede
sig med Silkekret ved Kakkelovnen, sige:

-Dyret er s'gu drukkent.

Moderen smilede og sagde:

-Dyret er klogt.

-Ja, saagu', sagde Schulin, der selv tmte et Glas til Dyreryggen.

Marschalinden, der var blevet ved at tale med Grev Eck, spurgte ham ud
om en ledende Politiker, en Folkefrer.

-Man forstaar aldrig noget rigtigt, sagde hun: naar man sidder saadan
aarevis i Udlandet.

-Men, sagde hun om Folkefreren: tror De da virkelig, at han selv tror
paa alle sine egne Ord?

-Undertiden.

-Og, blev Hr. Eck ved: han tror altid paa, at han er Verdens
Midtpunkt.

-Misund ham for det, raabte Hans Excellence: den Tro tr ingen miste.

Og sagtere, saa kun Moderen og Gehejmeraadinden hrte ham, sagde han:

-Den Dag, man mister den, begynder Sandflugten....

-Sandflugten, Grandpapa?

-Ja, Sandflugten gennem rkenen.

-Og--Hans Excellences Stemme ld paany som fr og, et Nu, sa hans
jne ud, som overmandedes han af en urimelig og en til Bunden loddet
Smerte--: hvem tror Du vel, min Pige, betyder mer end Sandskornet i
den hede Sky.

-Hvad taler I om? sagde han pludselig atter hjt ned til Eck og
Marschalinden.

-Politik, sagde Marschalinden.

-Politik, sagde Hans Excellence, der atter havde ranket sin Skikkelse
og sad med Hnderne stttede mod sit Bord: hertillands har vi ingen
Politik. Politik betyder Handling og En, som hertillands vilde handle,
vilde straks lbe Panden mod Talerstolene.

-Og--Hans Excellence lo--den, som vilde vove at hugge Talerstolene
ned, vilde blive halshugget. Hvem takkede Anders Sande eller hvem
takkede Bluhme? Bispen fra Ny Zeeland kunde smre dem om Munden og
fre dem til Dannevirke.

Gehejmeraadinden gav sig til at le med sin Mandfolkelatter. Hun kom
til at tnke paa Hans Christian rsted og blev ved at le:

-Som det Mandfolk gik paa sine Ben, sagde hun.

Hans Excellence sad lidt, fr han sagde:

-Ja, han var Anders Sandes Broder. Men det var alligevel under Hans
Christians Fingre, Ariadnetraaden flj ud.

-Ariadnetraaden? sagde Marschalinden nedefra.

-Ja, sagde Hans Excellence: fra den Dag kan man vel famle sig til,
hvis man ellers gider, hvad Liv er og hvor Livet sidder.

De hrte alle efter, mens Grev Eck sagde, med en Tankeforbindelse:

-Noget af det interessanteste jeg vd, var at se Charles Darwin i
London.

Hans Excellence sagde:

-Hvad han tror, har alle de Store troet. Han, der gik paa Hovedet i
tna, var den frste, der forstod, og han vidste, han havde forstaaet.

Marschalinden, der ikke kendte Filosofen fra tna og stadig sad
fordybet i sin egen Stemning, lftede jnene og sa sig uvilkaarligt
om i Stuen:

-Ja, sagde hun: saa mange Mnd, der egentlig er gaaet ud og ind af
disse Stuer.

-Ja, sagde Hans Excellence og maalte selv Vrelset med et langt Blik:
mange. Og hvad er der saa blevet tilbage? Stakitterne om deres Grave.

Der var et jeblik stille i Stuen.

Saa sagde Grev von Eck:

-Og Telegrafplene over Jorden.

-Ja, sagde Hans Excellence: til at formere de menneskelige Lgne.

Hans Excellence tog en Skefuld Is paa Moderens Tallerken.

Samtalen var nsten stanset, og Grevinde Schulin bjede sig ned mod
Professor Berger, der, medens han spiste, frte sine meget fine Hnder
nsten som en Kvinde:

-Hvad er der dog hndet Onkel Hvide, sagde hun: jeg har hele Tiden en
Fornemmelse, som om Gulvet gynger.

-Hvad sagde Grevinden? spurgte Professoren, som enten ikke havde hrt
eller ikke havde villet hre.

-Ingenting, Fru Schulin slog sin Vifte op: her er saa varmt.

Nsten paa en Gang begyndte hun og Marschalinden og Moderen at tale
igen, mens alle faldt ind, og de talte om Godserne og Hoffet og
Hendes Majestt Enkedronningen, som desvrre var syg.

-Hun har Mavepine, sagde Hans Excellence.

Medens alle blev ved at tale, sagde Grev Eck, der lnge havde siddet
og set paa den unge Mand, pludselig over til Hr. Fritz Hvide:

-Hvad tnker egentlig De paa?

Den unge Mand lftede det blege Ansigt.

-Greven gr mig et Samvittighedssprgsmaal, sagde han.

-Som De ikke besvarer, sagde Greven og lo.

Den unge Mand svarede ikke mer, men bjede kun sit Hoved.

Den slanke Tjener bragte fjorten meget smaa, graverede Glas paa en
Krystalbakke, som han, bukkende, rakte frem mod Grev Eck som den
frste.

-Det er Tokayeren, sagde Grev Eck, der havde taget et Glas.

-Ja, sagde Hans Excellence.

Det var en ldgammel Vin, af hvilken Huset havde ejet atten Flasker,
en Present af en afdd Prins af Philipsthal.

-Var det den sidste Flaske? spurgte Hans Excellence, vendt til Georg.

-Ja, Deres Excellence, det er den sidste, svarede Georg bukkende.

Alle betragtede Vinen, som de holdt op i Glassene, hvor Gravuren af
Hvidernes Vaaben glimtede.

Moderen sad og stirrede ind mod sit Glas:

-Hvor faa der egentlig nogensinde har smagt den Vin.

-Ja, sagde Hans Excellence: de frreste.

Den lille Baronesse, som ogsaa sad og sa paa sit lftede Glas, sagde:

-Den er som Blod.

-Som Ild og Blod, min Pige, sagde Hans Excellence og stdte sit Glas
mod Gehejmeraadindens, der elskede Vin og som havde vret med til
alle atten Flasker, op gennem Aarene.

-Ja, sagde Baronessen.

Og med Glasset op til sine Lber sagde hun, halvsagte, over til sin
Mand:

-Du.

-Dja, sagde Manden--Dja var hans Klenavn for Lydia--og de drak,
seende hinanden dybt ind i jnene.

I det samme havde Moderen bjet sig frem, som om hun vilde drikke med
nogen. Men hastigt satte hun atter Glasset ned og vendte Hovedet bort.

Den unge Hvide havde ikke smagt Vinen. Tavs stirrede han paa sit Glas,
hvis Vaabenskjold syntes blodsprngt paa Vinens Baggrund.

-Skaal, Hans, sagde Marschalinden og lftede Glasset ned mod
Jgermesteren.

-Skaal, svarede han.

Og for at sige noget sagde Marschalinden:

-Jeg maa da ogsaa en Gang se at komme til Thorsholm. Jgermesteren
svarede og sa op:

-Saa maa Du skynde Dig. Fr Taget ramler sammen.

-Som Du dog taler, Hans, sagde Hendes Naade.

-Jeg taler Sandhed, sagde Jgermesteren, mens Hans Excellence havde
rejst sig med det lftede Glas i Haanden:

-For Dig, sagde han ned mod Hendes Naade, og mens alle rejste sig,
tmte de den sidste Draabe af den rde Vin paa Hendes Naades Vel.

Georg slog Drene op og alle gik ind, Hendes Naade frst ved
Jgermesterens Arm.

Da Dren igen var lukket til, var den slanke Tjener alene. Han sa ned
over Bordet og fik je paa den unge Hvides urrte Glas.

Den unge Mand tmte det hastigt, fr Georg vendte tilbage.

-Kaffen, sagde Georg.

Den Slanke svarede ham ikke, men gik for at hente Kaffen.

Da Georg var alene, gav han sig selv til at tmme Slatterne, hulter
til bulter.

... Kaffen var drukket og Spillebordet var slaaet ud, i den midterste
Dagligstue, hvor Hans Excellence gik til Kortene sammen med Grev Eck,
Schulin og Professoren.

-Nu skal jeg snue, min Pige, sagde Gehejmeraadinden, der, hvor hun saa
var, altid sov et Kvarter, efter Kaffen.

-Ja, Tante Augusta, sagde Baronessen og rejste sig fra Sofaen, hvor
Gehejmeraadinden lagde et Lommetrklde over sit brede Ansigt og, et
Minut efter, var falden i Svn.

Marschalinden, der sad med Moderen ovre i det andet Hjrne, gav sig
til at le:

-Tante Augusta har altid sovet som de Retfrdige, sagde hun.

-Ja, sagde Moderen.

Hendes Naade og Grevinde Schulin talte midt i Stuen om Lejligheder,
som det virkelig var svrt at faa:

-Men Hvide vil jo ikke flytte, sagde Hendes Naade.

Samtalen stansede nu og da, og fra den anden Stue hrte man Kortenes
Fald.

Moderen lftede Hovedet en Smule og sagde:

-Saa underlig denne Dag maa have vret for Dig, Harriette.

-Hvordan? sagde Marschalinden og vendte Ansigtet imod hende.

-At se os allesammen igen ... efter saa lang en Tid.

-Ja, sagde Marschalinden: nsten tyve Aar....

-Og, tilfejede hun: jeg rejser snart igen.

-Rejser? sagde Moderen.

-Ja, sagde Fru Harriette, hvis Stemme sitrede underligt: nu har jeg
jo set Jer.

Moderen svarede ikke, og de hrte igen Kortenes Fald. Saa sagde
Moderen, som sa hun paa noget, der var uendelig langt borte:

-Det var lige fr mit Bryllup, Du rejste.

Marschalinden havde foldet Hnderne over sit Kn.--Ja, sagde hun: det
var lige fr dit Bryllup.

Og efter et jebliks Tavshed lagde hun til:

-Alle kan vi jo ikke blive i Landet.

Faderen traadte hen til dem:

-Hvad sidder I to og taler om?

-Vi talte om t og tnkte paa noget andet, svarede Marschalinden.

-Hvorpaa da?

Alle tre Ansigter sas sammen i Skret af Standlampen.

-Aa, sagde Fru Harriette: jeg idetmindste sad og tnkte paa Lykken og
Livets Gang.

Faderen svarede ikke.

Men Marschalinden sagde:

-Jeg er kommen til den dybe Overbevisning, at al Opofrelse er unyttig.

Grevinde Schulin havde slaaet sig ned i en Vinduesfordybning ovre hos
Baronesse Rosenkrands.

-Det maa alligevel, sagde hun, vre underligt for Harriette at vre
kommen hjem og nu se alt det.

-Hvordan alt det?

-Jo, sagde Grevinden, og efter en Stund fortsatte hun, som En, der
tnker paa noget, der ligger meget langt tilbage:

-Harriette havde vel nok altid elsket Fritz. De har jo kendt hinanden
fra Brn.

-Men saa forelskede Fritz sig jo i Stella--og saa rejste Harriette ned
til Tanten i Wien og giftede sig med Marschalen.

Grevinde Schulin tav et jeblik:

-Og nu kommer hun tilbage og ser, hvordan det er gaaet.

-Hvordan er det da gaaet? sagde Baronessen, der, uforstaaende, havde
bjet Overkroppen helt frem.

-Aa, sagde Grevinde Schulin og tog sig med den ene Haand over jnene:

-De er et Barn.

-Men, sagde hun og betragtede et jeblik Schulin, der sad inde ved
Kortene, bred og strk, som den, der har bevaret sin gode og
mangesidige Appetit op gennem Aarene:

-Livet vil nok lre Dem mange Ting.

Baronesse Rosenkrands skd Kirsebrmunden frem:

-Ja, det vil det vel, sagde hun og sukkede uden at vide hvorfor.

-Skal vi kre? spurgte hun Baronen, der kom til.

-Ja, min Pige, sagde Baronen; og Baronen og Baronesse Rosenkrands, der
skulde til Rout hos den engelske Minister, gik rundt og sagde Farvel.

Georg kom lbende ind fra Gangen, gennem Stuerne, ind til Hans
Excellence:

-Deres Excellence, sagde han og fortsatte hviskende.

Hans Excellence havde rejst sig i samme Nu.

-Er Vognen der? raabte han.

-Ja, Deres Excellence.

Alle havde rejst sig i begge Stuer--undtagen Hendes Naade.

-Hvad er der? sagde Gehejmeraadinden, der var vaagnet.

-Min Pels, sagde Hans Excellence og gik gennem Stuerne.

-Hvad er der? spurgte Marschalinden, med Ansigtet vendt mod
Excellencen.

-Jeg skal til Brahes; og vendt mod Faderen sagde han:

-Tag mine Kort. Hans Excellence gik ud.

Ved Dren til Trappen ventede Brahernes Vogntjener, der, bleg, bjede
Hovedet over den store Krave.

-Det haster, Deres Excellence, sagde han.

-Jeg vd det, sagde Hans Excellence, der steg ind i Vognen:

-Kr.

Brahernes Heste slog med deres Hove Gnister af den haardtfrosne Sne.

Den Braheske Port blev revet op foran de dampende Dyr.

Portneren lb til og var nr snublet over Vognens bageste Hjul, mens
hans Kone stod paa Kldertrappen, lnet op til Vggen, med Forkldet
over sit Hoved, og grd, saa det genld i Porten:

-Det javer, Deres Excellence, det javer, sagde hun.

-Jeg vd det, sagde Hans Excellence igen.

Ved den aabnede Dr ventede Kammertjeneren.

-Godaften, Deres Excellence, sagde han og hans Stemme rystede. Han
havde tjent i Huset i tyve Aar.

-Tag Pelsen, sagde Hans Excellence. Og han rev den selv af, saa den
faldt paa Gulvet som en tung Sk. fr Tjeneren kunde gribe den.

-Hng den op, sagde Hans Excellence.

Han aabnede Dren, og Baron Brahe, der sad paa en Stol, vendte sit
Ansigt, der var ophovnet af Graad--han, der ikke var vant til at
grde--om mod Excellencen:

-Tak, sagde han og rejste sig.

Baronessen kom lbende og slog sine Arme om Excellencens Hals:

-Aa, Onkel Hvide, aa. Onkel Hvide, hulkede hun. Hans Excellence
lsnede hendes Arm fra sin Hals:

-I henter mig sent, sagde han.

Det var, som en barsk Bestemthed havde udmejslet hans Skikkelse til en
Kmpes:

-Lad mig se hende.

-Ja, sagde Baronessen og gik foran, stttende sig til Mblerne, ind
gennem Stuerne, hvor der ingen var.

En Gang stansede hun, lnende sig til en Stoleryg:

-Hvor hun lider, sagde hun og vendte sit Ansigt mod Hans Excellence.

Han svarede ikke.

Grev Preben sad i den inderste Dagligstue, paa en tilfldig Stol. Han
frte uafladelig Bagsiden af sin venstre Haand op mod sin Mund, som
var det hans Lber, der smertede ham.

-Det er Onkel Hvide, sagde Baronen.

-Naa, sagde Preben og rejste sig uden at have hrt.

I den lange Gang havde de to Sstre flyttet to Lnestole ud, hvor de
sad, udenfor Emmelys Dr, angste og sammenkrbne, uden at kunne grde,
mens en Kammerjomfru, lngere nede, i Halvmrket, gik frem og tilbage
som en Skygge.

-Det er Onkel Hvide, sagde Baronen igen.

-Godaften, Brn, sagde Hans Excellence.

Baronen slap Dren og kun Hans Excellence og Baronessen gik ind i
Vrelset, hvor Sygeplejersken rejste sig lydlst.

Hans Excellence var stanset foran Fodenden af Emmelys Seng.

I det matte Skr traadte Nsen frem over hendes indfaldne Kinder, mens
man hrte den hivende Lyd fra hendes arbejdende Bryst.

-Tag Skrmen af, sagde Hans Excellence.

Baronessen strakte stnnende Haanden ud mod Lampen, men faldt sammen:

-Vil De vre saa elskvrdig? sagde hun.

Sygeplejersken lftede Skrmen, saa Lyset fld ud over Emmelys Ansigt,
mens Hans Excellence blev staaende, uden at rre sig, ved Sengens
Fodende, ubevgelig, foran den unge Dende.

-St Skrmen paa, sagde han og havde ikke rrt sig. Sygeplejersken
gjorde det. Der blev mrkt paany.

Det var, som den Dende vaagnede og hun sgte at lfte Haanden fra
Tppet:

-Hvem er det? hviskede hun.

-Mig, sagde Hans Excellence og tog om hendes Haand.

Der gik nsten et Smil hen over hendes Ansigt og hun forsgte at
nikke.

-Hvor er Preben? hviskede hun igen, mens hun vendte jnene, der maaske
nppe mer kunde se.

-Nu skal Preben komme, sagde Hans Excellence pludselig meget sagte og
han gik.

Baronessen havde ikke rejst sig.

Hans Excellence var gaaet ind i Dagligstuerne, hvor Baronen ventede.
De to Sstre var fulgt efter, lydlse som to Skygger.

-Giv hende Champagne, sagde Hans Excellence, som stod midt i Stuen.

-Ja, sagde Baronen.

-Saa tit I kan, sagde Hans Excellence.

-Ja, sagde Baronen.

Ingen rrte sig.

-Hvor er Preben, spurgte Hans Excellence.

Preben rejste sig fra en Stol.

-Gaa derind, lille Preben; men sid stille.

Hans Excellence tav et jeblik, mens Preben gik hen over Gulvet,
usikker som En, der har drukket.

-Godnat, Brn, sagde Hans Excellence og sa, et Nu, fra Ansigt til
Ansigt, fr han gik.

Baronen var fulgt efter ham og kunde nsten ikke gaa:

-Hvordan er det? sagde han, da de kom til Dren.

Den strke Mand sklvede som et Lv.

-Det er det sidste, sagde Hans Excellence og havde grebet Baronens
Haand med et Greb, saa det sved.

Baronen tog frem for sig, da Excellencen slap.

-Godnat, sagde Hans Excellence igen og Dren faldt til.

-Kr, sagde han og steg ind.

Og Vognen krte bort.

Der var nppe blevet talt i Hvidernes Stuer, hvor Marschalinden
uafladelig gik frem og tilbage med korslagte Arme, mens de fire Herrer
ved Spillebordet spillede tavse, uden et Ord, mekanisk som Figurer,
der var trukket op.

Kun nu og da sagde Moderen eller Gehejmeraadinden en Stning, ud i
Stuen, og tav igen, saa der atter blev stille og intet hrtes uden
Kortenes Fald.

Gehejmeraadinden sagde:

-Hvorfor skulde ogsaa de blive lykkelige?

Grevinde Schulin havde taget et Sjal om sig og sad, som om hun frs.

-Livet er saa misundeligt, sagde Gehejmeraadinden atter med sin dybe
Rst.

-Ja, sagde Marschalinden og stansede pludselig sin Vej.

Alle tav igen, til Marschalinden sagde:

-Hvor gammel var hun egentlig?

-Tyve Aar, svarede Moderen fra sin Plads.

-Tyve Aar, gentog Marschalinden.

Og Gehejmeraadinden sagde frem imod dem fra sin Krog:

-Ja, alting her i Verden er blindt--ogsaa Dden.

Der hrtes en Vogn i Gaden og Marschalinden lftede Gardinet. Men det
var ikke den.

-Hvor er Hans? spurgte Hendes Naade.

Den unge Hvide lftede sit Ansigt fra en Bog:

-Papa er i Spisestuen.

-Hent ham, sagde Hendes Naade.

Men den unge Hvide rrte sig ikke.

-Gaar Du? sagde Hendes Naade.

-Ja, Grandmama.

Den unge Hvide gik ind i Spisestuen, hvor han, i Vinduesfordybningen,
fandt Jgermesteren ludende over et Glas Cognac med Vand.

-Grandmama nsker at tale med Dig.

-Naa. Jgermesteren forsgte at staa op.

-Stt Dig til mig, sagde Snnen.

-Hvad skal jeg, sagde Jgermesteren, hvis drukne jne flammede op.

-Papa kan ikke staa paa sine Ben, sagde den unge Hvide og lod Faderen
falde tilbage i sin Stol som en dd Klump.

Da Snnen var gaaet, rejste Jgermesteren sig og dinglede hen over
Gulvet.

Ude i den lange Gang stdte han med Albuerne en Dr op og fandt frem
til en Seng, hvorpaa han kastede sig for, et jeblik efter, at snorke
hjt.

Det var Hans Excellences Seng.

Den unge Hvide var vendt tilbage til Dagligstuen:

-Papa var gaaet, sagde han og indtog atter sin Plads.

Marschalinden gik stadig frem og tilbage paa Gulvet, mens alle
ventede:

-Dr er han, sagde hun og lftede Gardinet igen.

-Ja, sagde Moderen og rejste sig.

Vognen krte ind ad Porten.

Der var ikke blevet talt, fr Hans Excellence kom ind og
Gehejmeraadinden havde set hans Ansigt:

-Det var altsaa Dden? sagde hun.

De fire Herrer var holdt op at spille.

Hans Excellence nikkede uden at tale.

-Lider hun? spurgte Marschalinden med en Stemme, man nsten ikke kunde
hre:

-Jeg giver dem Vin, sagde Hans Excellence, og han gik ind til
Spillebordet.

-Hvordan har Du spillet mine Kort? sagde han til Faderen, og Hans
Excellence satte sig for at spille Rubberen til Ende.


---


Gsterne var taget bort.

I den midterste Dagligstue sad Hendes Naade og blundede i sin Stol.
Brillantsnoren lyste saa srt om hendes Hals i det meget Lys fra de
nsten nedbrndte Kroner.

Moderen og Hans Excellence sad inde i Hans Excellences Stue, hvor der
var mrkt.

-Er Du der, min Pige, sagde han.

-Ja, Grandpapa.

Skret fra Gadens Lygter faldt ind i Stuen og flakkede hen over
Vggene, hvor Billederne af Aarhundredets Mnd dukkede frem i et
usikkert Lys og igen Forsvandt.

Moderen sagde, ud i Mrket:

-Grandpapa, Du skulde ikke beholde den Praksis.

Han drejede Hovedet:

-Hvorfor ikke? og pludselig lo han: Lad dem kun betale mig for at
udstede deres Ddsattester, sagde han.

Der var lnge stille, saa sagde Moderen:

-Vd Du, Grandpapa, naar vi to sidder her, synes jeg, vi sidder og ser
paa den samme Ting.

-Paa hvad?

-Paa Vragene.

Han svarede ikke og der var atter tyst en Stund.

Saa sagde Hans Excellence:

-Sidder hun derovre endnu?

-Hvem?

-Mener Grandpapa Elsebeth?

-Jo, sagde Moderen: hun sidder endnu og venter.

Der var et jeblik stille i Mrket. Saa talte Hans Excellence:

-Der er intet at vente efter ... og han fortsatte:

-Et Hul i Jorden er ikke saa mange Tanker vrd.

Han tav igen, fr hans Stemme fd paany:

-Og det, vi dog rddes for, kommer tidsnok.

Moderen havde bjet sit Hoved:

-Maaske ikke for alle, sagde hun ganske sagte.

Der blev stille igen. Hans Excellence blundede maaske.

Moderen lftede, i Mrket, det blege og dejlige Ansigt og, halvt uden
at vide det og ganske sagte, nynnede hun frem for sig:

    Som Planten visner
    for dens Rod er uden Vde;
    som Blomsten bliver bleg,
    for Solen naa'r den ikke,
    saa bleges jeg og visner hen,
    for Du har ej mig kr.

-Synger Du, min Pige? sagde Hans Excellence pludselig fra Mrket.

Moderen fo'r sammen.

-Nej, Grandpapa, sagde hun:

-Jeg sukkede kun.

Georg aabnede Dren til den lyse Stue, idet han bukkede paa Drtrinet:

-Hendes Naade er gaaet til Tebordet, sagde han.

-Vi kommer, sagde Hans Excellence.

Og de rejste sig.



"LA GIOCONDA". SIDSTE AKT.

SIRENETTA:

Har Du grdt?

SILVIA:

Ja--en lille Smule.

SIRENETTA:

Det er ligesom Du havde grdt et helt Aar. Dine jne brnder. Dit
Hjerte gr altfor ondt.

SILVIA:

Ti stille. Jeg kan ikke faa mit Hjerte til at vre roligt.





End of the Project Gutenberg EBook of Det graa hus, by Herman Bang

*** END OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK DET GRAA HUS ***

***** This file should be named 12987-8.txt or 12987-8.zip *****
This and all associated files of various formats will be found in:
        https://www.gutenberg.org/1/2/9/8/12987/

Produced by Steen Christensen, Heidi Christensen and PG Distributed
Proofreaders


Updated editions will replace the previous one--the old editions
will be renamed.

Creating the works from public domain print editions means that no
one owns a United States copyright in these works, so the Foundation
(and you!) can copy and distribute it in the United States without
permission and without paying copyright royalties.  Special rules,
set forth in the General Terms of Use part of this license, apply to
copying and distributing Project Gutenberg-tm electronic works to
protect the PROJECT GUTENBERG-tm concept and trademark.  Project
Gutenberg is a registered trademark, and may not be used if you
charge for the eBooks, unless you receive specific permission.  If you
do not charge anything for copies of this eBook, complying with the
rules is very easy.  You may use this eBook for nearly any purpose
such as creation of derivative works, reports, performances and
research.  They may be modified and printed and given away--you may do
practically ANYTHING with public domain eBooks.  Redistribution is
subject to the trademark license, especially commercial
redistribution.



*** START: FULL LICENSE ***

THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE
PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK

To protect the Project Gutenberg-tm mission of promoting the free
distribution of electronic works, by using or distributing this work
(or any other work associated in any way with the phrase "Project
Gutenberg"), you agree to comply with all the terms of the Full Project
Gutenberg-tm License (available with this file or online at
https://gutenberg.org/license).


Section 1.  General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg-tm
electronic works

1.A.  By reading or using any part of this Project Gutenberg-tm
electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to
and accept all the terms of this license and intellectual property
(trademark/copyright) agreement.  If you do not agree to abide by all
the terms of this agreement, you must cease using and return or destroy
all copies of Project Gutenberg-tm electronic works in your possession.
If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a Project
Gutenberg-tm electronic work and you do not agree to be bound by the
terms of this agreement, you may obtain a refund from the person or
entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8.

1.B.  "Project Gutenberg" is a registered trademark.  It may only be
used on or associated in any way with an electronic work by people who
agree to be bound by the terms of this agreement.  There are a few
things that you can do with most Project Gutenberg-tm electronic works
even without complying with the full terms of this agreement.  See
paragraph 1.C below.  There are a lot of things you can do with Project
Gutenberg-tm electronic works if you follow the terms of this agreement
and help preserve free future access to Project Gutenberg-tm electronic
works.  See paragraph 1.E below.

1.C.  The Project Gutenberg Literary Archive Foundation ("the Foundation"
or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection of Project
Gutenberg-tm electronic works.  Nearly all the individual works in the
collection are in the public domain in the United States.  If an
individual work is in the public domain in the United States and you are
located in the United States, we do not claim a right to prevent you from
copying, distributing, performing, displaying or creating derivative
works based on the work as long as all references to Project Gutenberg
are removed.  Of course, we hope that you will support the Project
Gutenberg-tm mission of promoting free access to electronic works by
freely sharing Project Gutenberg-tm works in compliance with the terms of
this agreement for keeping the Project Gutenberg-tm name associated with
the work.  You can easily comply with the terms of this agreement by
keeping this work in the same format with its attached full Project
Gutenberg-tm License when you share it without charge with others.

1.D.  The copyright laws of the place where you are located also govern
what you can do with this work.  Copyright laws in most countries are in
a constant state of change.  If you are outside the United States, check
the laws of your country in addition to the terms of this agreement
before downloading, copying, displaying, performing, distributing or
creating derivative works based on this work or any other Project
Gutenberg-tm work.  The Foundation makes no representations concerning
the copyright status of any work in any country outside the United
States.

1.E.  Unless you have removed all references to Project Gutenberg:

1.E.1.  The following sentence, with active links to, or other immediate
access to, the full Project Gutenberg-tm License must appear prominently
whenever any copy of a Project Gutenberg-tm work (any work on which the
phrase "Project Gutenberg" appears, or with which the phrase "Project
Gutenberg" is associated) is accessed, displayed, performed, viewed,
copied or distributed:

This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
with this eBook or online at www.gutenberg.org

1.E.2.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is derived
from the public domain (does not contain a notice indicating that it is
posted with permission of the copyright holder), the work can be copied
and distributed to anyone in the United States without paying any fees
or charges.  If you are redistributing or providing access to a work
with the phrase "Project Gutenberg" associated with or appearing on the
work, you must comply either with the requirements of paragraphs 1.E.1
through 1.E.7 or obtain permission for the use of the work and the
Project Gutenberg-tm trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or
1.E.9.

1.E.3.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is posted
with the permission of the copyright holder, your use and distribution
must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any additional
terms imposed by the copyright holder.  Additional terms will be linked
to the Project Gutenberg-tm License for all works posted with the
permission of the copyright holder found at the beginning of this work.

1.E.4.  Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg-tm
License terms from this work, or any files containing a part of this
work or any other work associated with Project Gutenberg-tm.

1.E.5.  Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this
electronic work, or any part of this electronic work, without
prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with
active links or immediate access to the full terms of the Project
Gutenberg-tm License.

1.E.6.  You may convert to and distribute this work in any binary,
compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including any
word processing or hypertext form.  However, if you provide access to or
distribute copies of a Project Gutenberg-tm work in a format other than
"Plain Vanilla ASCII" or other format used in the official version
posted on the official Project Gutenberg-tm web site (www.gutenberg.org),
you must, at no additional cost, fee or expense to the user, provide a
copy, a means of exporting a copy, or a means of obtaining a copy upon
request, of the work in its original "Plain Vanilla ASCII" or other
form.  Any alternate format must include the full Project Gutenberg-tm
License as specified in paragraph 1.E.1.

1.E.7.  Do not charge a fee for access to, viewing, displaying,
performing, copying or distributing any Project Gutenberg-tm works
unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9.

1.E.8.  You may charge a reasonable fee for copies of or providing
access to or distributing Project Gutenberg-tm electronic works provided
that

- You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from
     the use of Project Gutenberg-tm works calculated using the method
     you already use to calculate your applicable taxes.  The fee is
     owed to the owner of the Project Gutenberg-tm trademark, but he
     has agreed to donate royalties under this paragraph to the
     Project Gutenberg Literary Archive Foundation.  Royalty payments
     must be paid within 60 days following each date on which you
     prepare (or are legally required to prepare) your periodic tax
     returns.  Royalty payments should be clearly marked as such and
     sent to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation at the
     address specified in Section 4, "Information about donations to
     the Project Gutenberg Literary Archive Foundation."

- You provide a full refund of any money paid by a user who notifies
     you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he
     does not agree to the terms of the full Project Gutenberg-tm
     License.  You must require such a user to return or
     destroy all copies of the works possessed in a physical medium
     and discontinue all use of and all access to other copies of
     Project Gutenberg-tm works.

- You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of any
     money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the
     electronic work is discovered and reported to you within 90 days
     of receipt of the work.

- You comply with all other terms of this agreement for free
     distribution of Project Gutenberg-tm works.

1.E.9.  If you wish to charge a fee or distribute a Project Gutenberg-tm
electronic work or group of works on different terms than are set
forth in this agreement, you must obtain permission in writing from
both the Project Gutenberg Literary Archive Foundation and Michael
Hart, the owner of the Project Gutenberg-tm trademark.  Contact the
Foundation as set forth in Section 3 below.

1.F.

1.F.1.  Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable
effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread
public domain works in creating the Project Gutenberg-tm
collection.  Despite these efforts, Project Gutenberg-tm electronic
works, and the medium on which they may be stored, may contain
"Defects," such as, but not limited to, incomplete, inaccurate or
corrupt data, transcription errors, a copyright or other intellectual
property infringement, a defective or damaged disk or other medium, a
computer virus, or computer codes that damage or cannot be read by
your equipment.

1.F.2.  LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the "Right
of Replacement or Refund" described in paragraph 1.F.3, the Project
Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project
Gutenberg-tm trademark, and any other party distributing a Project
Gutenberg-tm electronic work under this agreement, disclaim all
liability to you for damages, costs and expenses, including legal
fees.  YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT
LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE
PROVIDED IN PARAGRAPH F3.  YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE
TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE
LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR
INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH
DAMAGE.

1.F.3.  LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a
defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can
receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a
written explanation to the person you received the work from.  If you
received the work on a physical medium, you must return the medium with
your written explanation.  The person or entity that provided you with
the defective work may elect to provide a replacement copy in lieu of a
refund.  If you received the work electronically, the person or entity
providing it to you may choose to give you a second opportunity to
receive the work electronically in lieu of a refund.  If the second copy
is also defective, you may demand a refund in writing without further
opportunities to fix the problem.

1.F.4.  Except for the limited right of replacement or refund set forth
in paragraph 1.F.3, this work is provided to you 'AS-IS' WITH NO OTHER
WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO
WARRANTIES OF MERCHANTIBILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE.

1.F.5.  Some states do not allow disclaimers of certain implied
warranties or the exclusion or limitation of certain types of damages.
If any disclaimer or limitation set forth in this agreement violates the
law of the state applicable to this agreement, the agreement shall be
interpreted to make the maximum disclaimer or limitation permitted by
the applicable state law.  The invalidity or unenforceability of any
provision of this agreement shall not void the remaining provisions.

1.F.6.  INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the
trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone
providing copies of Project Gutenberg-tm electronic works in accordance
with this agreement, and any volunteers associated with the production,
promotion and distribution of Project Gutenberg-tm electronic works,
harmless from all liability, costs and expenses, including legal fees,
that arise directly or indirectly from any of the following which you do
or cause to occur: (a) distribution of this or any Project Gutenberg-tm
work, (b) alteration, modification, or additions or deletions to any
Project Gutenberg-tm work, and (c) any Defect you cause.


Section  2.  Information about the Mission of Project Gutenberg-tm

Project Gutenberg-tm is synonymous with the free distribution of
electronic works in formats readable by the widest variety of computers
including obsolete, old, middle-aged and new computers.  It exists
because of the efforts of hundreds of volunteers and donations from
people in all walks of life.

Volunteers and financial support to provide volunteers with the
assistance they need, is critical to reaching Project Gutenberg-tm's
goals and ensuring that the Project Gutenberg-tm collection will
remain freely available for generations to come.  In 2001, the Project
Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure
and permanent future for Project Gutenberg-tm and future generations.
To learn more about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation
and how your efforts and donations can help, see Sections 3 and 4
and the Foundation web page at https://www.pglaf.org.


Section 3.  Information about the Project Gutenberg Literary Archive
Foundation

The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non profit
501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the
state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal
Revenue Service.  The Foundation's EIN or federal tax identification
number is 64-6221541.  Its 501(c)(3) letter is posted at
https://pglaf.org/fundraising.  Contributions to the Project Gutenberg
Literary Archive Foundation are tax deductible to the full extent
permitted by U.S. federal laws and your state's laws.

The Foundation's principal office is located at 4557 Melan Dr. S.
Fairbanks, AK, 99712., but its volunteers and employees are scattered
throughout numerous locations.  Its business office is located at
809 North 1500 West, Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887, email
business@pglaf.org.  Email contact links and up to date contact
information can be found at the Foundation's web site and official
page at https://pglaf.org

For additional contact information:
     Dr. Gregory B. Newby
     Chief Executive and Director
     gbnewby@pglaf.org


Section 4.  Information about Donations to the Project Gutenberg
Literary Archive Foundation

Project Gutenberg-tm depends upon and cannot survive without wide
spread public support and donations to carry out its mission of
increasing the number of public domain and licensed works that can be
freely distributed in machine readable form accessible by the widest
array of equipment including outdated equipment.  Many small donations
($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt
status with the IRS.

The Foundation is committed to complying with the laws regulating
charities and charitable donations in all 50 states of the United
States.  Compliance requirements are not uniform and it takes a
considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up
with these requirements.  We do not solicit donations in locations
where we have not received written confirmation of compliance.  To
SEND DONATIONS or determine the status of compliance for any
particular state visit https://pglaf.org

While we cannot and do not solicit contributions from states where we
have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition
against accepting unsolicited donations from donors in such states who
approach us with offers to donate.

International donations are gratefully accepted, but we cannot make
any statements concerning tax treatment of donations received from
outside the United States.  U.S. laws alone swamp our small staff.

Please check the Project Gutenberg Web pages for current donation
methods and addresses.  Donations are accepted in a number of other
ways including including checks, online payments and credit card
donations.  To donate, please visit: https://pglaf.org/donate


Section 5.  General Information About Project Gutenberg-tm electronic
works.

Professor Michael S. Hart was the originator of the Project Gutenberg-tm
concept of a library of electronic works that could be freely shared
with anyone.  For thirty years, he produced and distributed Project
Gutenberg-tm eBooks with only a loose network of volunteer support.


Project Gutenberg-tm eBooks are often created from several printed
editions, all of which are confirmed as Public Domain in the U.S.
unless a copyright notice is included.  Thus, we do not necessarily
keep eBooks in compliance with any particular paper edition.


Most people start at our Web site which has the main PG search facility:

     https://www.gutenberg.org

This Web site includes information about Project Gutenberg-tm,
including how to make donations to the Project Gutenberg Literary
Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to
subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks.
